Af Michael Bonnevie

 

Fredag den 27 Juli 2018, var der total måneformørkelse, også kaldet blodmåne. Amager strandpark var et af de steder, hvor formørkelsen skulle kunne observeres bedst, og da jeg bor tæt på, var det naturligt lige at slå et smut forbi.

Lad mig sige det med det samme, – Blodmåne var der ikke meget af, pga af et lavthængende skydække og noget varmedis, så det er ikke i dette indlæg, at man kan se de mest spektakulære formørkelses billeder!

blodmaane-paa-stranden-3

blodmaane-paa-stranden-8

blodmaane-paa-stranden-13

Jeg har heller ikke optik til at zoome specielt meget ind på månen, så det var med en anden agenda, at jeg kørte ned på stranden. Jeg ville se, om ikke jeg var heldig at få nogle stemningsbilleder istedet, og måske med en lille rød klat i baggrunden? Det var i alle tilfælde intentionen. Jeg tog mit Nikon D600 med, og 2 optikker. Mit 35mm Art objektiv, og et 105mm makro objektiv.

Allerede et par hundrede meter ned af Øresundsvej, var der ved at danne sig trafikprop, og udover de mange biler, var der et hav af fodgængere og cykler, som prøvede at komme frem. Da jeg nåede stranden, var det tydeligt, at der ville komme rigtig mange mennesker derned! Jeg havde haft en forestilling om, at der nok kun ville dukke 50-100 entusiaster op, men der var nærmere flere tusinde, bare på det stykke jeg opholdt mig. Folk havde indtaget pladser i sandet, og mange havde mad og drikkevarer med, så de på første parket kunne nyde det sjældne syn.

Jeg havde regnet ud, at når jeg nåede stranden ved 21.30 tiden, så var månen lige kommet over horisonten, men lige meget hvor meget man spejdede efter appelsinen, var der intet at se. I stedet gik jeg rundt i området omkring Amager Helgoland, og skød et par billeder her og der. Det blev hurtigt mørkt, og først efter en små 3 kvarters tid, opdagede jeg månen. Det var ikke noget opløftende syn! Månen var meget utydelig, så det var rigtig svært at få noget ordentligt ud af billederne.

blodmaane-paa-stranden-21

blodmaane-paa-stranden-24

Sidste billede, førend jeg drog hjemad igen. Ud over månen, -ser man Mars nedenunder. Pga lukkertiden, så er den blevet lidt aflang, og månen lidt ulden.

blodmaane-paa-stranden-27

Lige så hurtigt som stranden blev fyldt, lige så hurtigt blev den affolket igen, da folk indså at det ikke blev til det helt store skue. Det var dog en dejlig, men blæsende aften, og jeg var glad for at have set det, uanset..

Som en lille sidenote, så jeg månen fra vores altan, da jeg kom hjem. Der stod den rigtig flot, men kameraet var pakket væk for denne gang.

 

Relaterede fotos: