Af Michael Bonnevie

 

I de sidste mange år, har jeg ikke bevæget mig specielt meget på den nordlige del af Amager fælled. Den nordlige del, er den der starter ved Islands brygge, og går ud til Danmarks Radio, og videre i et snit over til Bryggen i længde med Fisketorvet, og tilbage igen.

Da jeg var lille, var det den bid af fælleden jeg kendte og brugte, og ikke meget mere end det, -hvilket var rigeligt! Vi boede på Islands brygge, og vores indgang til fælleden, var lige ved Ballonparken, ved de 2 træstammer, som for øvrigt stadigvæk er der. Det var en helt naturlig port til naturen, og der gik ikke mange meter, førend man ikke længere kunne se huse og bebyggelse, og freden sænkede sig.

I mine teenage år, flyttede vi lidt længere ud på Amager, så derfor begyndte jeg mere at komme på den anden del af Fælleden, og glemte næsten hvor jeg kom fra. I går måtte jeg ud på Fælleden, og ind imod Bryggen igen, og se om jeg kunne huske de mange snedige steder, som min morfar viste mig, og hvor jeg senere legede med mine brødre.

Jeg kørte ind på Fælleden det sædvanlige sted ved Danmarks radio, og da jeg ramte det første kryds på fælleden, drejede jeg til højre, og regnede med at blive ført tilbage i tiden, til de stier og veje jeg huskede fra dengang. Allerede efter et par hundrede meter, dukkede den første forhindring op. Der er i de senere år lavet en  del kanalsystemer, der slanger sig ind og ud af Fælleden, og de er ikke lige til at komme udenom. Derudover, er der også rigtig meget der er hegnet af til Kreaturer. Der var ikke andet at gøre, end at køre ud på vejen igen, ved Danmarks radio, og køre et stykke længere ind imod Bryggen, for at se om jeg kunne komme ind på Fælleden igen. Lidt længere inde, kørte jeg ind ved nogle kolonihaver, på et asfalteret sti system, og fulgte vejen. Det viste sig, at vejen kørte forbi Rideskolen og Ballonparken, og forgrenede sig ud på Bryggen og længere ud på Fælleden? Jeg kunne næsten ikke kende det igen!

Hvad dælen sker der? Det meste af den nordlige del er blevet asfalteret, med nydelige skilte, lamper og skraldespande allevegne. Det eneste der mangler, er nogle lyskryds og måske et par hyggelige små butikker. Ok, de er ikke dukket op endnu, men det som jeg kaldte ‘Fælleden’ i gamle dage, er nu meget velfriseret, og alt det ‘farlige’ er gået fløjten. Jeg prøvede at køre rundt i området, for at se om jeg i det hele taget, kunne finde noget af det jeg husker fra dengang. Jo, her og der, dukker der små remindere op, hvor jeg stadigvæk kan se en lille å, og en upoleret sti med videre, men man skal langt væk fra stierne, førend man igen føler sig hensat til det som Fælleden for mig handler om. I gamle dage, var der vist ikke naturpleje på Fælleden? Alt lå og var, som det nu var, -men nu er selv de mest snedige steder og områder væk fra stierne, blevet ryddet op, og man kan se at træer og buske bliver fældet. Der er mange hø og græs stakke overalt, og man får ikke rigtig fornemmelsen af at kunne fare vild, som før i tiden. Området er blevet urbaniseret, og der er en lind strøm af cykler og gående, som krydser Fælleden. Selv Pizzabude på cykler så jeg..

Her er vi lige ved Rideskolen og Ballonparken, som ligger inde til venstre. Vi har Bryggen bag ved os.

faelleden-den-nordlige-del-2

Her er vi lidt ude på stykket som går længere ud på Fælleden. Lige bag mig, holder asfalteringen op, indtil videre. Vi ser ind imod Bryggen.

faelleden-den-nordlige-del-4

Her er vi ved et kryds på Fælleden, som i gamle dage kun var en lille grusvej. Det var på denne vej vi ofte gik tur med vores Morfar. Dengang var det ægte uplejet natur!

faelleden-den-nordlige-del-17

Her er den asfalterede ved, som fører længere ud på Fælleden. Lidt fremme, slår den også et smut ud til højre, så man kan cykle lige ind på Bryggen. Ballonparken ligger bagved mig..

faelleden-den-nordlige-del-1

Den del af den nordlige del af Fælleden som er blevet asfalteret, føles nu mere som en park, end som uspoleret natur. Det fungerer, og for dem som ikke kender andet, er det sikkert helt fint. Men for os, som har trådt vores barnesko, i det ufriserde vildnis, så er det med noget blandede følelser man ser hvad der er sket. Området lige omkring Ballonparken, er næsten som dengang. Ikke meget er ændret ‘endnu’ men mon ikke det bare er et spørgsmål om tid?

Jeg håber virkelig ikke, at ideen med at asfaltere naturen, er en tendens der får lov til at brede sig videre ud på Fælleden! Vi er nødt til at have grusstier og uberørt natur, da det andet kun er en leflen for dem som bruger Fælleden som gennemgang system på cykel.

Billederne i min lille artikel, fortæller ikke fyldestgørende, hvordan der ser ud derude. Man skal et smut forbi, for at se og mærke forandringerne.

Kort over den Nordlige del af Fælleden

 

 

Relaterede fotos: