Af Michael Bonnevie

 

Hvis man som jeg, bor og bevæger sig rundt i København, så mener jeg man nødt til at tage stilling til alle de glas/og betonklodser der skyder op som paddehatte, specielt langs havnefronten, men også rundt omkring i indre by.

Industriens hus på Rådhuspladsen, er et meget godt eksempel på et byggeri som man enten elsker eller hader. Jeg vil ikke fremstå som en der ikke kan lide ændringer, men når man som jeg har set, hvordan eksempelvis Kalvebod brygge er blevet plastret til med kontor og hotel klodser, -uden nogen form for forståelse for det oprindelige København, med de lave murstenshuse og røde tegltage, så kan man godt gå hen og blive en anelse duperet og irriteret! Kalvebod havnefronten, har fuldstændig taget udsigten til byen, set fra Islands brygge siden.

Her ser vi da ‘Bølgen’ blev bygget, med hotel Marriott og Nykredit i baggrunden. Sådan ser der desværre ud på hele Kalvebod siden

Kalvebod Brygge

Endvidere er Kalvebod siden totalt blottet for interaktion med den generelle befolkning. Udover ‘Bølgen‘ som slanger sig i vandet fra Langebro og nogle hundrede meter imod Fisketorvet, så er der overhovedet intet at foretage sig derovre! Man kan være heldig at opleve en kontoransat der er nede at ryge, eller nyde sin frokost ved vandet, men derudover er der i den grad taget afstand til ‘pøblen’ Ja, jeg skriver pøblen, fordi det er den følelse man får, når noget i den grad bliver trukket ned om ørene på en. Jovist har der været høringer forud for byggerierne, men er det virkelig menigmand der her har fået noget at skulle have sagt? Nej!, det er pengestærke interessenter, som har smidt kassen, så de kan bygge som de lyster!

Inden jeg kommer til næste svada, så lad mig også lige vende den meget mærkelige trend der er fremherskende i København, -nemlig den med at male pladser, gader og offentlige steder i underlige mønstre og pangfarver?

Svend Aukens plads på Islands brygge. Her byder man velkommen til Bryggen med zebrastriber og et ny anlagt anlæg som mest af alt minder om en skaterpark med efter krigs bunkers. Den åbne plads og vejføringen er en rigtig fin ide, men kunne man dog ikke bruge området til noget mere interessant? Hvad med en lille lund med en sø og noget græs?

Svend Aukens plads

Den røde plads på Nørrebro. Hvad er der lige gået igennem hovedet på dem som har sagt ok til det her? Ideen skulle være et signal om mangfoldighed og kultur, så alle uanset etnicitet kunne have noget at spejle sig i? Det må nødvendigvis være en joke, eller også er det personer med udtalt farveblindhed der har sagt god for projektet. Ikke engang en Russer ville føle sig hjemme her..

Billedet herunder er fra kulturarv.dk

Røde plads

Billede fra aok.dk

Hauser plads ved Kultorvet. Et sted man kan have delte meninger om. Personligt er jeg slet ikke til den slags ‘installationer’ men nu da det står færdigt, så kan jeg muligvis give mig en anelse og godt se at beboerne har fået et frirum. Jeg mener nu mere af alt det minder om en minigolfbane, men det skal givetvis opleves i øjenhøjde.

Billedet er fra https://werkarkitekter.dk/

Amager kulturpunkt på Øresundsvej. Her er der flere gode tiltag, såsom Kulturpunkt
Amager Bio, BETA – Shit Island Clubbing, Børnekulturhus Amar og Loftet. Alt sammen superfint, men hele området er blevet malet i sort/hvide striber som allerede et år efter, lader meget tilbage at ønske. Det er møgbeskidt, og hvad der skulle være hvidt, er nu gråt i gråt, og malingen skaller af i store flager pga. varmen. Man kan ikke se bemalingen på billedet da det er før penselføringen, men tro mig, det er grimt! En af problemerne med rummet imellem husene, samt pladsen ved siden af,- er at der er rigtig mange mennesker der bruger arealet som pissoir og affaldskurv pga. de mange ugentlige koncerter i Amager Bio og de andre spillesteder i området. Efter en weekend ligner det en losseplads med knuste flasker, pis og papir allevegne. Ikke kønt!

Her ser vi et udsnit af gården ved kulturpunktet og Amager bio forenden. Billedet er ikke helt nyt, og nu er der blevet malet med striber i gården. Striberne skaller dog af, og er møgbeskidte. De holdt ca. et år..

Kulturpunkt2

Jeg ser trenden på min vej rundt i indre by og flere steder på Amager. Hvorfor? Her er der naturligvis tale om Kejserens skæg og blålys i rigelig mængde. Der er rigtig mange, specielt unge arkitektfirmaer og enkeltpersoner der har fået alt for meget indflydelse. Ikke så snart en ung arkitekt knøs har udmeldt, at en given plads godt kunne trænge til zebrastriber og underlige installationer i plexiglas, så er borgeradministrationen ikke sene til at klappe på ryggen og hoppe i med begge fødder. Jeg forstår, at der må og skal være en udvikling i et urbant miljø, men hvor hulen er god smag at spore i alt det her?

Bryghusprojektet som i disse dage er ved at blive opført for enden af Vestervoldgade, ned til havnen, er igen et af disse tvivlsomme projekter som skal pryde vores ‘engang’ så smukke havn. Jeg vil ikke være fuldstændig afvisende overfor byggeriet, da jeg faktisk syntes det er spændende i sin kubistiske glasform, men placeringen lader meget tilbage at ønske. Når man kører over Langebro fra Amager, så er det de gamle smukke bygninger såsom Christian IV’s Bryghus der byder velkommen, men når Bryghusprojektet står færdigt, så er det en kæmpe glasklods flankeret af en sort terning der byder indenfor i København. Kalvebod siden på den anden side af Langebro kan vi ikke gøre meget ved (det løb er kørt) men det lille oprindelige vue vi havde på højre side, vil nu også delvist forsvinde.

Egne fotos!

Kunne man dog blot have placeret de lidt mere ‘moderne’ bygninger, længere ud i havnen, og lade det gamle København med al sin charme “der for øvrigt lokker tusinder af turister forbi hvert år, netop på grund af det oprindelige” så ville jeg og tusinder af andre herboende, være knapt så forundrede over hvad det egentlig er der foregår i disse år?

Når man nær læser Bryghusprojektets folder, så er det ideen, at byggeriet skal være et samlingspunkt for folk der kommer ind og ud af byen. Jeg ville ønske at det rent faktisk ville blive et sådant sted,  så vi ikke bare ender op med endnu mere Kalvebod brygge på den anden side af Langebro. Jeg holder et vågent øje med byggeriet, og håber det bedste..

De skriver selv:

Bryghusprojektet er tænkt som et dynamisk sted med mange funktioner. En folkelig plads og et mødested for mennesker i alle aldre. Et arbejdssted og et sted, der kan huse et branchefællesskab for det byggede miljø. Et udstillingssted for Dansk Arkitektur Center. Et bosted for private. Et indendørs og udendørs mødested. En forbindelseslinje, hvor byen møder havnen, og hvor trafikken krydser bygningen. Et sted, hvor cyklister og gående kan færdes trygt. Et sted, hvor arbejdet møder fritiden.

Bryghusprojektet forventes at være klar til ibrugtagning i løbet af 2017.

Som en lille sidenote, så har jeg opsnappet, at der muligvis vil blive bygget en ny cykel og gangbro, fra Amagersiden til ca. der hvor Bryghusprojektet ligger. Altså omtrent hvor den gamle Langebro lå. Det vil være et kærkommet tiltag, da de mange cyklister vi har i København er hårdt trængt, -specielt i myldretiden. Man vil kunne nedsætte det enorme menneskehav på 2 hjul, der hver morgen og eftermiddag, slider sig op over Langebro, kæmpende om en plads på den smalle cykelsti med livet som indsats.

Link til Bryghusprojektet

Update!

Cykel og gangbroen som jeg skrev om ovenover, er nu vedtaget og bliver bygget!

Fra aok.dk

Den nye bro skal forbinde Bryghusgrunden ved Vester Voldgade og Langebrogade på Amagersiden umiddelbart nord for den nuværende, 60 år gamle Langebro. Broen ventes færdig i 2018.

»Vi skal sikre, at København er en god by at bevæge sig rundt i. Derfor er vi godt i gang med at binde byen sammen med mere metro og flere broer over havnen, så København kommer til at fungere bedre i hverdagen. Derfor er jeg meget glad for gaven fra Realdania,« siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse

ny-cykelbro

Link til mere om cykel/gangbroen

Sidst men ikke mindst! Som barn på Islands brygge, var man vant til skibe og godstrafik i havnen. Det var et levende miljø hvor der altid skete noget spændende. Islands brygge har formået at holde en smule på noget af charmen, men også her er der ødelæggende kræfter på spil. Havnefronten på Bryggesiden fungerer rigtig fint (endnu) og specielt i sommerhalvåret kan man tydeligt se hvordan den slags skal skæres!

Jeg er klar over at industrien i havnen er død, men man kunne måske forestille sig at havnen kunne bruges til det den er bygget til, som er skibe og både. Pt. kan man være heldig at opleve en enkelt båd her og der, men hvorfor ikke tillade husbåde i hele havnen? I disse tider hvor det er svært at skaffe boliger til alle (som er til at betale) er det da en oplagt mulighed, for at få havnen til at summe af liv og overskud igen!

Jeg googlede emnet, og fandt at Byoghavn er på sagen, men når man læser hvad de egentlig skriver, så er det alt for lidt der gøres. Der tales om 7 ekstra husbådepladser og bla. bla. bla. Nej, det er alt alt for lidt, og imens ligger store dele af havnen øde hen.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvad andre tænker om det der foregår i havnen. Har du et input til mit skriv, så lad høre!

Byoghavn om husbåde i havnen

Relaterede fotos: