Af Michael Bonnevie

 

Den 20 Marts 2016, sov Anker Jørgensen stille ind.

Han havde haft et langt og fuldt liv, som passioneret Socialdemokrat, og fortaler for den lille mand på gulvet.

ankers-mindehoejtidelighed-7

Min blog skal for så vidt muligt, være upolitisk, men nogle gange er det bare nødvendigt at drage politik ind i billedet, da det ellers kan være meget svært at beskrive en person eller situation, retfærdigt. Derfor vil der nok i nogen grad være politiske undertoner i indlægget.

Anker var ikke en jeg gik og tænkte på til dagligt, men han var i min bevidsthed, og kunne trækkes frem når man talte ægte Socialdemokrat. Jeg tænker selv, at han muligvis var den sidste af den gamle garde, hvor der ikke var tvivl om hans standpunkt og politiske synspunkter. Hvad Anker tænkte om hans gamle parti, og den højredrejning det har taget i de sidste mange år, er ikke til at vide, men set udefra, og med holdninger som er meget lig hans, i forhold til social skævvridning og uretfærdighed, så vil han givetvis rotere i graven, hver gang skruen bliver strammet, og højredrejningen får en omgang til.

I ‘gamle dage’ var det ok at være fattig eller uden for arbejdsmarkedet, for dengang havde mennesket i sig selv værdi, og man blev ikke set ned på, som en parasit i samfundet. I disse tider er det lige omvendt! Her bruger man pisken og guleroden, for holdningen er, at hvis man bare skærer dybt nok, og ind til benet, -så vil man gå ud og få sig et job. Hvordan det så i virkeligheden skal kunne lade sig gøre, er en helt anden sag, -i disse tider med billig udenlandsk arbejdskraft og stor arbejdsløshed.

Højredrejningen i samfundet er markant! og jeg tror slet ikke vi har set toppen af isbjerget endnu. Med fare for at påkalde mig alverdens ulykker, så vil jeg mene at, et parti som Liberal Alliance og i nogen grad, Dansk folkeparti, -er de virkelige parasitter i vores samfund. LA har overhovedet ikke føling med den del af Danmark som er sat udenfor ‘fællesskabet’

Fællesskabet er i denne ligning arbejdet, for man kan jo på ingen måde have livskvalitet, eller høre til, hvis ikke man bestrider et sådant? Jeg har fuld forståelse for, at arbejdet er det som får samfundet til at køre rundt, men har aldrig forstået, at arbejdet i sig selv skulle være et adelsmærke, som giver visse folk carte blanche til at nedgøre og marginalisere rigtig mange mennesker?

I LA praktiserer man den såkaldte omvendte Robin Hood, hvor man tager fra dem der intet har, og giver til dem med meget. Det er så Udansk som noget kan være!

Jeg vil ikke koge mere suppe på det ben, og vil i stedet koncentrere mig om Ankers mindehøjtidelighed på Christiansborg slotsplads.

Jeg havde siddet og set bisættelsen fra Bispebjerg kirke i tv, som for øvrigt var meget smuk,- og tænkte at jeg hellere måtte lægge vejen forbi Christiansborg slotsplads ved 18 tiden, da der ville være taler og sang til Ankers minde.

ankers-mindehoejtidelighed-10

Det hele startede kl.18 præcis, hvor der blev spillet ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ efterfulgt af et par taler, af blandt andet formanden for Socialdemokraterne, -Mette Frederiksen. Derefter optrådte Dúné og Gnags mv..

Hele seancen blev efter ca. halvanden time, rundet af med ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ Denne gang a Capella.. Meget flot!

Her følger et par stemningsbilleder af forløbet.

ankers-mindehoejtidelighed-19

ankers-mindehoejtidelighed-8

ankers-mindehoejtidelighed-31

ankers-mindehoejtidelighed-27

Wikipedia om Anker Jørgensen

Anker Henrik Jørgensen (født 13. juli 1922 i København, død 20. marts 2016 sammesteds) var en dansk socialdemokratisk politiker, lagerarbejder og tidligere statsminister og udenrigsminister.

Anker Henrik Jørgensen blev født 13. juli 1922 i København som søn af kusk Johannes Albert Jørgensen og rengøringsdame Karen Marie Jørgensen. Allerede som toårig (1924) blev han faderløs og som femårig (1928) forældreløs, da først faderen og siden moderen begge døde af tuberkulose. Han voksede op hos sin faster, tobaksarbejderske Karla Marie Sofie Jacobsen (f.1890 – d.1975), og onkel, som var chauffør, på Christianshavn.

Han blev sat i Det Kongelige Opfostringshus og gik i skole til 7. klasse. Så var han arbejdsdreng, bud og lagerarbejder på FDB’s papirlager i Njalsgade på Islands Brygge, kun afbrudt af værnepligt. Han tog præliminæreksamen på aften kursus 1949.

Han blev gift 1948 med Ingrid Kvist Pedersen (f.1922 – d. 1997), datter af værkfører Søren Pedersen og hustru Krestine Pedersen fra Pindstrup på Djursland. Hun døde i 1997 af en form for muskelsvind (Amyotrofisk lateral sklerose), og siden da var Anker Jørgensen aktiv i støtten til Muskelsvindfonden.

Ingrid og Anker Jørgensen fik fire børn (heriblandt sønnen Peter), og parret boede hele deres liv i Sydhavnen. I begyndelsen af 2008 flyttede Anker Jørgensen på plejehjemmet Plejebo fra lejligheden på Borgbjergsvej nr. 1, hvor flere statsoverhoveder har lagt turen forbi 3. sal til venstre. Selv i sine år som statsminister sagde han nej tak til at bo på Marienborg, men blev boende i sin lejlighed. Anker Jørgensen sov stille ind 20. marts 2016 med sine nærmeste omkring sig. Han blev bisat 2. april fra Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, og stedes til hvile ved sin hustrus grav på Vestre Kirkegård.

anker

Uddrag af Ankers søns tale.

Han var Socialdemokraternes formand og danskernes statsminister. Men når han var hjemme på Borgbjergsvej i Sydhavnen, var han først og fremmest far.

– Selv midt i den værste politiske krise kunne du fuldstændig koble fra. På ti minutter havde du lagt Augustforliget bag dig, siger Anker Jørgensens yngste søn, Lars Jørgensen, i en tale ved sin fars bisættelse i Grundtvigs Kirke i København.

– Du var så utroligt dejligt nysgerrig og ville altid se, hvad der var bag det næste hjørne, siger Lars Jørgensen.

– Du havde det med at stikke af engang imellem, for du ville snakke med de almindelige mennesker. Du ville ikke bare sidde på plejehjemmet. “Jeg vil ud, jeg vil af sted”, sagde du.

– Far, få dage før du gik bort, besøgte jeg dig sammen med min familie. Én ting spurgte du om: Er I i bil? Selv da havde du lyst til at komme ud.

Anker Jørgensen blev i 1948 gift med Ingrid Kvist Pedersen, og parret fik fire børn.

– Da mor gik bort, sagde du “du var min kærlighed, og du var min bedste kammerat”. Det er det helt rigtige blik på kærligheden, synes jeg, siger Lars Jørgensen foran de 1300 fremmødte i Grundtvigs Kirke.

– Jeg tror ikke, at der er noget, når vi er døde. Men du skal vide, at du lever videre i vores tanker og i vores liv.

– Du havde evnen til at blive rørt. En kyniker var du ikke. Derfor glæder det mig, at du snart skal ligge ved siden af vores mor ved Det Røde Hav på Vestre Kirkegård.

Relaterede fotos: