Af LSC

 

I løbet af 1960’erne voksede biltrafikken i og omkring hovedstaden markant. Dette årti blev uafviseligt bilens årti. Mere og mere påtrængende blev det, at i et antal af mange tusinde skulle dette fremtidens befordringsmiddel hver morgen og eftermiddag have fri og let adgang til at køre til og fra København.

En af de store indfaldsveje var – og er stadig – Hareskovvejen. Dens ”adgangsdør”, om jeg så må sige, til byen var gadekrydset Borups Alle / Frederikssundsvej; og dette kryds var efterhånden blevet en stærkt generende faktor for biltrafikken.

Derfor besluttedes det at grave vejen ned i en tunnel, således at bilerne ugeneret kunne køre under Frederikssundsvej – uden stop; og fortsætte ind til andre dele af byen.

I 1969 – efter nogle års byggeri – stod den nye tunnel færdig sammen med de deraf følgende andre gadeombygninger; og den åbnedes for trafik den 10. september. Men forinden, det var dagen før, blev værket præsenteret for offentligheden. Det skete ved at man om eftermiddagen i nogle timer kunne gå ad vejen – gennem tunnelen – og tage alt det nye i øjesyn.

Det blev et tilløbstykke for københavnerne; – flagene var hejst på utallige midlertidige flagstænger, der blev snakket; – – man var begejstret.

Også oven over den nye vejtunnel var der nye vej- og gadeanlæg. Frederikssundsvej havde fået en ”ansigtsløftning” – en modernisering i forbindelse med det helt anderledes gadekryds, som det nu var blevet. Se i den forbindelse især på billedet af de nye Sporvejs-anlæg – stoppestedet, hvor linje-5-sporvognene holder. Dette foto er særligt spektakulært; – i det mindste for mig; – og ja, det er det måske tillige for dig, der læser dette, såfremt du er ”københavner” i dit indre; enten fordi du bor der, eller fordi du engang gjorde det. Selv er jeg en af den sidstnævnte slags; – – og, åh ja, så fordrer det nok også, at du har en særlig interesse for kollektiv trafik. Det har jeg – og i vid udstrækning gælder det den kollektive trafik PÅ SKINNER , – –

‘ – – og se billedet her viser trafikmæssigt noget – dengang – så sjældent som et stykke nyt sporvejsanlæg; – nye spor, nye stoppesteds-heller til passagererne! – – Joh, jo – og jeg var begejstret; – det må jeg indrømme. Men dog ikke helt fuldgyldigt begejstret! – Nej, for ”sporvognen” i København var døende. Det var allerede på det tidspunkt sikkert og vist, at busserne helt skulle fortrænge sporvognene; – og efter bare tre år blev denne flotte nye sporvogns-”station” overflødig og fjernet.

Nå, men ved du hvad? – Fokuser nu her sammen med mig på det positive! – på det glade ”budskab” om den folkelige begivenhed, som det var den dag, og som jeg med disse fotos vil forsøge at videregive; – –

‘ – – idet jeg lige beder dig bære over med billedernes tekniske ikke helt ”up to date”-kvalitet. De er ældre dias, som jeg har digitaliseret – og ”herset” lidt med i billedbehandlings-programmet.

LSC

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Hareskovvej dagen før åbning af ny tunnel. Billedet er fra 1969
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Hareskovvej dagen før åbning af ny tunnel. Billedet er fra 1969
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Nyanlagt kryds, Borups Alle – Frederikssundsvej. Billedet er fra 1969
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Nyanlagt kryds, Borups Alle – Frederikssundsvej. Billedet er fra 1969
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Nye sporvejsanlæg på Frederikssundsvej over tunnellen. Billedet er fra 1969
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Hareskovvej dagen før åbningen af ny tunnel. Billedet er fra 1969
KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA
Hareskovvej og den nye tunnel, dagen før åbningen. Billedet er fra 1969

Relaterede fotos: