Af LSC
Jeg var i Aarhus igen i nogle dage. Hvor jeg dog holder af denne herlige by; og som altid, når jeg gæster andre steder i vort land end min egen hjemegn eller -by, så kan jeg ikke lade være med også dér at benytte ledige stunder til at kigge på ”gamle huse”;
’ – – og således heller ikke i disse dejlige lyse juni-dage i den jyske ”hovedstad”.
Da jeg ankom med lyntoget til Aarhus Hovedbanegård ved middagstid den 11. juni var det et overskyet, men sommerligt vejr. Dagen efter, da jeg havde mulighed for at ”rundere” i byen var solen brudt igennem; og i en behagelig ikke for varm sommervarme – gik jeg lidt på ”gamle huse-safari”;
’ – – og nu tænker du nok: Nåh ja, nu skal vi med LSC i den Gamle By i Aarhus; – dette enestående museum, hvor man kan opleve en overdådighed af ”gammelt by miljø”.
’ – – men næh, nej ikke i dag; for når du går rundt i de ældre dele af byen – altså den aktive nutidige by, hvor det dagligdags pulserende liv sætter sit præg på bybilledet, ja – så kan du også sagtens opleve gamle fornemt istandsatte huse, som absolut ikke lever i en ”museums”-status, men derimod som aktive deltagere i hverdagen.
Se eksempelvis her på 1. og 2. foto fra Skolegade hvor jeg fandt disse ”antikke”, vil jeg godt udtrykke det, bindingsværkshuse. Her tæt ved den gamle Aarhus Katedralskole ligger dette hvidkalkede hus i forlængelse af det røde hus. Smukt kalkede er de og med velholdte træstolper og –bjælker;
’ – – men derudover skal I også lige med mig en tur hen til Kriegersvej. Det er en stille by gade, som er direkte nabo til hovedbanegården, hvilket gør, at alene vejens ene side er bebygget. På dens anden side – den sydlige – er skråningen ned til banegårdens syv spor; og dermed også udsigt over til banegravens anden side. Denne beliggenhed med et frit lys fra en syd stående sol kommer til at vise husene på vejens nordside ganske flot; – og de er det værd. Ikke ”antikke” huse er de, men alligevel af vis alder; – og velholdte. Jeg kunne ikke lade være med dvæle ved synet af dem. Se dem på 3. og 4. billede.
Ja, et glimt af nogle bygningsperler fra det ”gamle” og ”ældre” Aarhus er dette indslag. Jeg håber, at du nyder billederne af dem lige så meget, som jeg glædede mig over at se dem i ”levende live”, hvis man kan sige sådan.
LSC
2 replies on “Gamle huse i Aarhus”
LSC :
Knagme dejligt at du kommer rundt i landet, der jo har så meget at byde på af oplevelser fra `de gode Gamle Dage`, oplevelser som man den dag i dag, kan opleve og glædes over, hvis man gider at lukke øjnene op og indsnuse atmosfæren, der stadig emmer af Hestehove`s klapren og Olde og Tipolde forældres arbejde med at opbygge Nationen, de små Samfund, Byerne, Landdistrikterne og i dag i de større Byer. Reminisenser af datidens, vore forfædres arbejde og interesse, for deres dengang og endnu i dag, genkendelige bygge og bostil, der i dag tænder noget i os og varmer hjerterne, ved minderne om egne og Bedsteforældres historier og Billeder, båret gennem livet og genoplivet ved de indtryk, som ganske få billeder fra datiden, kan bringe tilbage og forsøde nutiden…….
M.v.h.
gb.
Det vil være fint at få flere foto fra gamle dage i Aarhus.
Der må ligge mange i kældere, lofter og andre steder.