november 29, 2022

Rumpedaskeren på riskogeren – og så kører vi!

Af Yuri

 

Denne lille artikel handler om de flippede 70-ere’s ungdom: En historie om duften af to-takts olie, tunsæt og Overbetjenten.

Historien er naturligvis baseret på virkelige historier fortalt af en gammel knallertkører fra 1970-erne, det årti hvor der nok var mest gang i knallert industrien herhjemme.
Dengang var der stor diskussion om hvorvidt at det var Yamaha man sku’ ha’ eller købe en Kreidler og se hvad den fejler. Måske skulle man have en stor Puch – eller en japaner af mærkerne Suzuki eller Honda…
En knallert var ikke bare en knallert, en knallert var på samme niveau som ens dåse: man fik en på gokkeletterne hvis man pillede ved en andens knallert eller pige.
Priserne på de store hurtige knallerter var ofte omkring 5.000 kroner – og det var mange penge dengang. Mange unge fyrer køre byen rundt som bydreng – eller fejede ved købmanden for at tjene pengene hjem til den store flotte maskine nede ved cykelsmeden.

De personer der brugte meget af deres tid i 1970-erne på at sidde i sadlen på de små hidsige maskiner husker sikkert stadig en masse af deres historier. Her er et par fortalt af knallertkøreren “Gråulv”:

Den står der stadig – eller ja, en magen til: Den gamle røde Suzuki med 3 gear og selvblanding.
– “Sådan en havde jeg også dengang jeg var ung” siger ulven med våde øjne mens han sidder ved sin knallert.

Rumpedaskeren paa riskogeren
Suzuki fra 1973

Privat foto

Knallerten her er fra 1973, og ligeså langsomt begynder minderne at komme frem igen:
– “Fordelen ved min Suzuki var jo den selv blandede benzin og olie: jeg skulle bare hælde benzin i tanken, og olie i siden her, og så var jeg godt kørende. Og skulle det ske at jeg løb tør så var det bare om at finde den nærmeste folkevogns bobbel: de havde nemlig ikke låste benzindæksler, så kunne men nemt tappe en smule benzin, altså bare en liter eller to, man var jo ikke grådig.”

Historierne fortsætter:
Jeg husker at der i vores sjak var en gut der fik næsten alt betalt af sine forældre; han havde en rigtig fed Yamaha 4-gear som han fik passet og plejet, og en dag havde han fået den helt nye model: Vi andre glædede os – for hvem af os skulle nu købe hans gamle? En dag ser vi ham så trække den gamle ud, uden at blinke slipper han den så den falder til jorden og henter en stor muggert som han gentagende gange svinger over hovedet ned på knallerten så den blev banket helt ubrugelig: Ingen skulle køre rundt på hans gamle knallerter!
En aften vi havde været ude og køre kom vi ud i noget ballade med de lokale gutter, og så var de dem der var gledet! På vej hjem kunne vi godt se at vi ikke når helt hjem før tankene er tomme, så vi spejder alle efter en folkevogns boble. Vi fandt en og begyndte at tappe et par liter. Jeg havde altid en dunk olie i ærmet så jeg hældte lidt op til drengene, en sjat til den ene og en sjat til den anden. Da det kom til “duksen” havde vi stadig ikke glemt det han gjorde med den gamle Yamaha, så han fik en ordentlig sjat olie, vi startede knallerterne op og fortsatte hjem. Undervejs begyndte hans knallert at miste fart og kører ret ustabilt på grund af den alt for fede blanding. Og den tykke blå røg vakte også opsigt; mens duksen holdt stille for at fjerne lus fra tændrøret eller på anden måde få hans knallert igang igen, kom Overbetjent Olsen. Vi var stoppet op for at vente på ham og så Overbetjenten havde fået kløerne i ham, heldigvis betød det jo at bøllerne nok blev væk – men… Overbetjenten var nu ikke en man skulle gøre sig uvenner med.
Overbetjenten spurgte hvad han havde lavet ved knallerten, duksen svaret ikke noget, Overbetjenten blev til sidst så vred at han løftede hånden og lod den falde mod knægtens kind, der fik ham til at falde bagover. – “Jeg sagsøger dig!” skreg han flere gange. Og det gjorde han:
Vi blev alle indkaldt til vidne forhør, og vi fortalte alle den samme historie – med lidt ændringer i forhold til hinanden så det ikke lød helt opdigtet:
Vi var ude og køre en aftentur, gutten blev stoppet af overbetjenten, og da vi vendte os om for at se hvad de lavede lå han på jorden og rodede rundt – men ellers så eller hørte vi ikke noget. Mens vi fortalte det kunne vi se Olsen stå ved skranken – helt gasblå i hovedet af raseri over at vi sådan kunne lyve i Retten.
Overbetjenten blev frikendt og mens vi listede os ud af retsbygningen blev vi stoppet af Olsen, der med en kroget finger lavede en “kom lige herhen”-bevægelse… Betjenten trak os med ind på værtshuset:
– “Det gør I ALDRIG igen!” sagde han og fortsatte til bartenderen “giv drengene en omgang på min regning”. I det han var på vej ud af døren stak han hovedet ind og sagde til og: “Og forresten: tak skal I have, drenge”.

Overbetjenten var bestemt medgørlig: vi slap for rigtig mange bøder dengang: Han kunne høre så snart en knallert var tunet, og han stoppede os også gerne:
– “Vi er enige om at det, det og det er skiftet ikke sandt?”, jo hr Overbetjent – det nyttede ikke at lyve for ham: “nu kører du hjem og fjerner det og så stiller du på mit kontor i morgen med delene”. Når man kom hjem røg tunsættet straks af, ovre i bunken fandt man lidt forskellige dele: en stempel fra en Puch, et topstykke fra en Kreidler og så videre, ned i en pose og så over til Olsens kontor “Ja du kan lægge det derovre i bunken og forsvind så”. De næste 31 dage (også i måneder med 30 dage) kørte vi så lovligt – men den 32. dag kom tunet på igen… Det var “aftalen”: hvis vi kørte før, så tog Olsen vores knallert og fjernede selv delene.

Jeg husker en anden gang vi var heldige: Vi havde en strisser i hælene – vi havde lånt en motorcykel, selvom vi ikke var mere end de dér 16-17 år gamle: Vi fik heldigvis rystet ham af, men vidste det kun var et spørgsmål om tid, vi kørte ind i gården, hoppede af, smed hjelmene og lukkede porten og stillede os uden for med et tændt skod i kæften; betjenten kom forbi og gik over til os… Han skulede: “vi er enige om at kører ordentligt fra nu af, ikke?”, hvorefter han satte sig på på sin motorcykel og kørte.
Jeg lånte den motorcykel et par gange; den ene gang var min kammerat blevet stoppet dagen før og det viste sig jo han ikke havde kørekort. Mens jeg var ude og køre kom en æggeskal op på siden af mig, han kiggede på mig og motorcyklen, satte farten lidt ned, studerede nummerpladen – kørte op på siden igen og kiggede på mig igen… Den leg syntes jeg da meget godt om, så jeg gjorde det samme: kiggede op og ned af betjenten tilbage og se hans nummerplade og så op igen… Derefter kørte han væk. Da jeg kom hjem fortalte jeg min kammerat om historien. “Kan du huske nummeret?” spurgte han, og det kunne jeg han grinede: “det var ham der stoppede mig i går”. Han havde åbenbart set jeg ikke var ham som han stoppede i går og derfor havde ladet mig køre videre.

Ulven kører stadig på knallert, han og den gamle riskoger kører bl.a. til Hvidovre ved København hvor veteranknallertklubben Stemplet hører til, her kan folk med interesse for de små gamle to-hjulere sidde og snakke, skrue og hygge sig; men der køres også ture hvor knallerterne bliver vist frem.
Men også i klubben kører der fortsat den gamle krig om hvad der er det rigtige…

Selvom pelsen er ved at blive grå er der stadig et frisk bid i ham, for nyligt blev han stoppet på vej hjem fra klubben røg den op på de 40 km/t ned af Valby bakke, og det resulterede i at en patruljevogn stoppede ham; den unge betjent spurgte “var der der ikke lidt vel fart på?” svaret kommer prompte, “Joeh, men hvordan har din bil det når den er kørt til efter 35 år?” den yngre betjent måber “er den så gammel?!”, en ældre betjent stikker hovedet frem og griner; “Nå ud med sproget, hvad er der skiftet”. Ud over at topstykket var fra den 4-gearede model var alt faktisk originalt – men topstykket på de to er ens, så det er lovligt nok, så den gamle spørger så “Er der andre ting der ikke er som de skal være?” Ulven humoristiske tand bliver igen blottet: “Ja: føreren er for gammel” – med en grin fra betjenten bliver han bedt om at skrubbe af og komme hjem.

Relaterede fotos:

CrazyCatman

Født på Hvidovre Hospital i midsommeren 1985, opvokset på Amager, hvor jeg stadig er bosat, men har også boet på Nørrebro, Københavns Nordvestkvarter og Rødovre. Meget af min barndom har udledt sig på Amager naturligvis, men også i Vanløse, hvor Mormor og Morfar havde forretning, i Husum og i Holbæk. Til daglig arbejder jeg med IT, og i fritiden roder jeg meget med veteranknallerter, -cykler og -motorcyker.

View all posts by CrazyCatman →

One thought on “Rumpedaskeren på riskogeren – og så kører vi!

  1. Yea man, gyldne tider der fortjener at blive husket, med gode historier, fortalt af een der var der selv !
    M.v.h. gb

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.