Nyt, gammelt – og forevigende?

Af Yuri

Jeg kan godt lide at fotografere. På ferier har jeg altid husket at pakke et kamera – og når jeg går rundt i hverdagen sidder der også altid et kamera klar i jakken eller tasken lige til at tage frem hvis jeg ser noget jeg vil forevige.

Favoritkameraet er mit gode gamle Canon AE-1 (Wiki). Kameraet var oprindeligt min farbrors men da han fandt ud af at jeg kunne lide at fotografere – og selv havde fået købt nyt – fik jeg hans gamle japaner. Kameraet er blevet passet og plejet: hvis noget gik i stykker fik jeg det lavet – også selvom jeg var på elevløn! Det kamera skulle bare overleve!

Jeg husker tydeligt at jeg ikke havde fået pakket det ned da jeg skulle til Rusland i 2002 – jeg var ulykkelig! Min søster havde lånt det og fortalte hun havde glemt det hos en veninde og vi ikke kunne nå at hente det. Jeg fandt det efter turen og opdagede en revne i glasset. Jeg må indrømme jeg blev rasende, men mest over hun havde løjet fordi det faktisk lå derhjemme! Men hun lovede at jeg nok skulle få det lavet.
Jeg talte med nogle fotografer jeg kendte og de fik det sendt til reparation – jeg husker ikke hvad det kostede, eller om det overhovedet kostede mig noget. Men jeg var glad da det endelig virkede igen..

Favoritten er for tung til at slæbe rundt til hverdagsbrug – så til daglig “nøjes” jeg med det kamera der sidder i min mobiltelefon: Det er et 8,1 MP digital kamera med Sonys CyberShot objektiv. Men personligt er jeg mest til analog (filmrulle) kameraer.

Min søster har senere fundet mig et andet kamera jeg kunne “købe”: det kostede mig to flasker Coca cola: Ejeren havde det liggende i Silkeborg, og havde ikke rigtig brug for det: de sidste mange år havde det ligget i huset som pyntegenstand, men nu syntes hun at det rodede for meget, så ville gerne af med det, hun vidste ikke noget om det – eller om det overhovedet virkede. Jeg aftalte med hende at jeg bare kunne give 100 kroner så kunne hun jo selv smutte ned og købe sodavandene og så bare sende kameraet – og det var en aftale.

Jeg modtog kameraet, som jeg i forvejen havde foretaget research på. Den originale taske var der endda også.

Kameraet er et tysk produceret Kodak: et Brownie Junior 620. Det blev produceret i et oplag af 90.500 fra 1933-36. Objektivet er et Meniscus med 3 linser. Kamerahuset er metal med sort læderomslag og med en læder bærerrem.

Den største udfordring er at Kodak i 1995 valgte at stoppe produktionen af 620-film. Men det brude være muligt at benytte 120-film i stedet for: Forskellen på de to filmtyper er ikke stor; spolen er den største forskel, men arbejdsmetoden er den samme. Jeg læste at der er to måder at få en 120-film til at virke i et 620-kamera: den ene kræver mørkekammer men vil kunne fungere på alle 620-kamerare! Den anden er noget nemmere men det er ikke sikkert at den fungere på alle. Jeg vil dog forsøge; og hvis det går galt er det ikke værre end det har kostet hvad et billigt manicuresæt koster.
Jeg vil skrive om metoden her i min blog ved lejlighed.