Af Michael Bonnevie

 

Hans Tausens kirke, for enden af Isafjordsgade på Islands Brygge. Kirken hvor mine brødre og jeg er døbt.

Kirken har altid været en del af det billede man oplevede når man stod på Mormor, og morfars altan i Isafjordsgade. Min Morfar elskede sin altan, og gjorde en dyd ud af at få sine 2 altankasser til at tage sig finest muligt ud, og når vejret var rigtig godt, slog han sin mørkegrønne parasol op, og så kunne man sidde ved hans klapbord og få sig en sodavand eller et glas mælk.

Nedenstående billede er fra 70’erne og taget af min mor.

Morfar drak altid en pilsner og åbnede en makrel i tomat som han spiste med gaffel. Derefter fik han kaffe, som altid skulle drikkes som fladvand med et par sukkerknalder til. Dvs. han hældte kaffen ned i underkoppen og sluprede det i sig på den måde. For øvrigt en mærkelig tradition, som vist efterhånden er ved at uddø.

Når man så sad på altanen med morfar og hyggede sig, havde man et flot kig til kirken og de handlende på gaden. Overfor på venstre hjørne lå/ligger Vitamin kælderen og på modsatte hjørne Rita’s kælder. Min Morfars verden var udover sit arbejde på kranerne samt sit elskede atletik, og det der foregik i sit hjem og på Bryggen. Han vidste hvad der skete omkring ham, og havde for vane at give de mennesker han så på gaden øgenavne. Det resulterede i, at vi børn kendte en del af Bryggens klientel ved øgenavn, og ikke ved rigtig navn 🙂

Ved nytårstid var det også en stor fornøjelse at stå på altanen, og holde øje med rødderne på Bryggen, der skød krudt af i gaderne. Dengang meget spændende, og farligt..

via Hans Tausen – Wikipedia, den frie encyklopædi.

Hans Tausen (1494 i Birkende ved Langeskov på Østfyn – 1561) var en dansk gejstlig. Fra johanniterklosteret i Antvorskov ved Slagelse, hvor han både studerede og underviste i teologi og læren om de sjældne jordarters metaller [Kilde mangler], tog Hans Tausen på studierejse til København, Tyskland og Holland. Han blev Johanittermunk i Antvorskov, og han blev i 1520 præsteviet i Rostock. Under et ophold i Wittenberg i 1523-24, sluttede Hans Tausen sig til Reformationen. Biskop i Ribe 1541-1561, og en del af hans hjem findes endnu i Ribe, Hans Tausens Hus, der ligger ved Domkirken. Huset er kun en del af den oprindelige bispegård, der strakte sig over et noget større areal.

Hans Tausen er også kendt som “den Danske Luther”.

Relaterede fotos: