Af Michael Bonnevie
Må hellere starte den første post med lidt skønsang, som jeg lavede for et par år siden, til ære for min Morfar der boede på Islands Brygge.
Min Morfar var inkarneret Bryggeboer, og på Islands brygge havde han alt hvad han havde brug for, inden for rækkevidde. Fælleden var et yndet udflugts mål, hvor han dyrkede sin interesse for atletik og den skønne natur. Han havde ofte en hjemmelavet diskos med derovre, som han flittigt brugte helt op igennem halvfjerdserne. Da vi (hans børnebørn) var blevet gamle nok, var vi ofte med ham derovre, og han lærte os at lave flitsbuer og meget mere, af de ting som man kunne finde i naturen.
Havnen var også noget som betød meget for min Morfar, og ikke mindst jeg og mine brødre. Vi blev introduceret til havnen via lange gåture ud langs Sojakagen, til Nokken med videre, og da vi var store nok, -blev havnen vores legeplads. Et slaraffenland for nysgerrige og raske børn, som så den gamle industri som et helt naturligt sted at boltre sig. Min Morfar var over kranfører, så vi fik fortalt mange historier fra hans arbejdsliv ved kranerne og kul pladserne langs havnen.
Sang: Min morfar. Tryk for at afspille
Tekst til Min morfar
Havnen og broerne, fabrikken og duerne
En baggård og stuerne, duften og murene
Min hånd i morfars hånd, vi knytter tidens bånd
Jeg ser hans kongerige, og ved han havde nok deri
For Bryggen blev hans liv, og kranerne hans viv
En magisk plet, en silhuet
Islands brygge, du lever i mig
Et loftsrum, en kælderskakt
Fælleden i al sin pragt
Jeg husker hans kongerige
Og ved han havde nok deri
For Bryggen var hans alt
Hans liv, hans brød, hans salt
En magisk plet, en silhuet
Islands brygge, du lever i mig
På billedet ovenfor kan man se en del af havnen som den så ud i 70-erne. Min morfar var kranfører det meste af sit liv, så kranerne i baggrunden står for mig som noget særligt. Jeg vil tro fotoet er taget ca. der hvor amagerbanken ligger i dag, foran posthuset og den gamle æggecentral. Æggecentralen eller hvad den kaldtes, var et sted min far besøgte meget en overgang, da han var i gang med at tapetsere et værelse fuldstændig med æggebakker pga. sit nye hi-fi anlæg. Åbenbart noget man gjorde meget dengang..
De fleste af billederne stammer fra Islands Brygges lokalhistoriske forening og arkiv.
Her boede min morfar. du kan bevæge dig rundt i gaderne ved at trykke på pilene og trække i billedet..
Oplysninger om Islands brygge, fra Wikipedia.
Islands Brygge (også omtalt som Bryggen) er et byområde på den nordvestlige del af Amager i det centrale København. Området er en del af bydelen Amager Vest. Islands Brygge afgrænses mod nord af Stadsgraven, mod vest af Københavns Havn, mod syd af Nokken og mod øst af Amager Fælled. Der er ca. 12.000 indbyggere i området.
Islands Brygge er skabt ved gentagne opfyldninger fra 1880’erne af det lavvandede område mellem Amager og Sjælland. Den første opfyldning tættest på Langebro blev i første omgang brugt af Forsvaret til det nye tøjhus, hvor opfyldningerne syd for Ny Tøjhusgrunden blev brugt til boliger og opfyldningerne syd for Sturlasgade til industri. I den første halvdel af det 20. århundrede var den havnenære og den sydlige del af byområdet præget af meget industri, bland andet Dansk Sojakagefabrik. I anden halvdel af århundredet blev disse industrier i stor stil nedlagt, og hen imod slutningen af århundredet var der mange tomme bygninger. Siden år 2000 er der foregået en omfattende nybygning på de gamle industri- og forsvarsarealer, så bydelen nu fremtræder med en blanding af mange ældre boliger og diverse butikker mod nord, nye boliger og kontorbygninger mod syd samt Islands Brygge Syd, som er ved at blive omdannet fra nedlagt industri til nye bygninger. Langs havnen er Havneparken blevet etableret.
Nogle af de største virksomheder i området er hovedkvartererne for HK/Danmark, KL og Deloitte samt Radisson Blu Scandinavia Hotel langs Amager Boulevard. Bygningerne, der huser disse virksomheder er derudover blandt de mest markante sammen med Bryggebroen, Kulturhuset Islands Brygge, Havnebadet, Gemini Residence, Wennbergsiloen og A-huset.
Link til wikipedia om Islands brygge. Islands brygge
4 replies on “Min morfar”
Dejligt og stemningsfyldt omkring jul foto fra dagene på Bryggen, lige ved Langebro, hvor det fortsat var arbejderkvarter.
“Kun” 31 år siden, men minderne har man jo lov at have.
Kan næsten høre Kim Larsen sangen “Langebro” for mig.
Le franke
Som gammel Bryggeboer slipper fasinationen af Kulpladserne, Skinnerne, Karl Nielsen`s Sandsugere og ikke mindst duften og lugten af Soyakagen, Togene og de fremmede skibe vel aldrig ens egne minder. Digtet mere end understreger Bryggesjælen og fører os tilbage til en lykkelig genkendelse af os selv- i – `Gamle Dage`.
Igen- godt gået, Bryggen blev Hans liv, Bryggen blev vores liv og centret for minderne.
Ja, ja, Dejligt genhør og god opdatering. Bryggen bliver aldrig for gammel til et gensyn, jeg savner selvfølgelig de gamle forretninger på billederne, Porcelænshuset på hjørnet af Isafjordsgade og Egilsgade og alle de andre gammelkendte forretninger fra min egen ungdom på Bryggen. Men, genhøret med sangen tog mig tilbage til et nostalgisk tilbageblik, suppleret med billedreportagerne, egen fantasi og humkommelse.
De `Gamle Dage`bliver ikke glemt !!!!!!