december 9, 2022

ISO og støj

Af Michael Bonnevie

 

I det følgende indlæg, vil jeg forklare lidt om ISO kontra støj, samt hvad ISO kan bruges til i en dagligdags fotosituation.

Da jeg selv startede ud med at tage billeder for år tilbage, var det med forskellige analoge og digitale kompaktkameraer i Autoindstilling, hvilket bevirkede at jeg ikke havde brug for at tænke ISO. Det var bare et spørgsmål om at pege på motivet og trykke af.

Jeg havde hørt om ISO og når man i “gamle dage” købte film, skulle man jo vælge imellem eks. 50-200-400 ISO (ASA) men jeg anede faktisk ikke hvad man brugte det til, udover at der vist var noget med noget korn og støj på billedet, hvis det blev brugt forkert.

Efter jeg fik mit første spejlreflekskamera (DSLR) så begyndte interessen for at udforske de mange indstillinger af kameraet, at dukke op. I begyndelsen var det også på ren Auto, men der var situationer der gjorde, at mine billeder ikke blev helt som jeg havde forestillet mig. Nogle gange blev billederne slørede og uldne, andre gange for lyse/mørke osv. Derfor tænkte jeg, -at de fine knapper på kameraet da måtte sin berettigelse, når nu kamera producenterne var så flinke at sætte dem der.

Jeg vil i den kommende tid komme ind på Blænde, Hastighed, Komposition, Flash mv. men denne gang vil det dog udelukkende handle om ISO, hvilket er en af de i mine øjne, vigtigste indstillinger man kan arbejde med i kameraet.

For ligesom at komme igang med emnet, har jeg taget et par fotos med høj og lav ISO, så vi kan se hvad det gør ved billedet.

For ikke at forvirre begreberne fra start, så er billederne skudt med stort set de samme indstillinger og Flash. Det eneste der er ændret, er ISO, og Blænde, og da vi ikke har været omkring Blænde begrebet endnu, så vil jeg bare indskyde, at jeg har ændret Blænde på billederne, for at få mindre lys på billederne med høj ISO. Alt dette kommer vi ind på senere..

I første eksempel har jeg taget 2 billeder af en Snemand. Billede 1 er med ISO 200 og det andet er med ISO 6400. ISO 6400 er temmelig højt, og burde give godt med støj, hvilket jeg havde brug for i dette tilfælde.

Det skulle være til at se at der er støj i billede nr. 2, men det er dog acceptabelt, og slet ikke så grelt, som hvis billedet have været uden Flash eller under mørke forhold.

Hvorfor ikke bare skyde med lav ISO hele tiden, hvis der kommer støj på billedet med høj ISO? Det giver da god mening skulle man mene?

ISO er lysfølsomheden på Billedchippen, og jo højere ISO, desto mindre lys kræves der for at tage et billede, men samtidig mere støj. Det er grunden til at man vil bruge høj ISO i indendørs situationer, eller med steder hvor der er dunkelt. Hvis du kun overvejer at tage billeder på højlys dag, så er der ingen grund til at køre med højere ISO end 100-400, alt efter om det er solskin eller overskyet.

normal-iso-200

normal-iso-6400

Igen, -det er kun ideen at jeg berører ISO i dette afsnit, men det skal nævnes at ISO spiller sammen med Lysmålingen på kameraet og det samme gør en del af de andre indstillinger. At lege med kameraindstillingerne er lidt ligesom med en elastik hvor det ene hiver i det andet.

Det gælder om at få et velbelyst billede hvor lys målingen er pænt placeret i midten, og hvor billedet hverken er over eller underbelyst. Når man ændrer en ting som Hastighed, Blænde eller ISO, så ændrer lys målingen sig også, så man må hele tiden kompensere med de værktøjer man har for hånden og hvad man vil opnå med billedet.

Her er et billede af en lysmåler på et Digitalkamera, hvor det gælder om at få lysmåleren til at være så tæt på midten som muligt for et velbelyst billede. Sådan et display kan se ud på 117 forskellige måder, men de viser stort set de samme informationer, nemlig Hastighed, Blænde, ISO, Batteri mv. Lysmåleren kan på visse kameraer gå fra + til – istedet for som her, men det er noget man hurtigt vænner sig til. Ellers kan det næsten altid ændres i kameraet!

Light meter

Når man har lært diverse begreber at kende, så bliver det alt sammen noget der sætter sig på rygraden til senere brug.

I næste eksempel har jeg skåret de samme billeder til, så vi kommer tættere på motivet, hvilket bevirker at ISO støjen bliver mere synlig.

Billede 1 er med ISO 200 og billede 2 er med ISO 6400

cropped-normal-iso-200

cropped-normal-iso-6400

De korn som måske ikke var så tydelige på de første eksempler, de træder nu klart frem. Det er også noget man må tænke over når man beskærer et billede med meget støj. Kan man leve med det? og hvis ikke, hvad så?

Heldigvis er der i diverse grafiske pakker taget højde for dette. Hvis du hverken har tid eller lyst til efterbearbejdning af billedet, så er høj ISO støj desværre noget man må lære at leve med i visse situationer. Jeg bruger selv Lightroom, og det har fine muligheder for at bearbejde billedstøj på forskellige måder.

Her har jeg støj behandlet billedet med høj ISO, så i kan se hvordan det kan tage sig ud bagefter.

cropped-normal-iso-6400-with-noiseremoval

Ikke dårligt 🙂 Dog ikke så godt som hvis billedet var taget med lav ISO, men nu er det absolut brugbart

Jeg har ikke givet den fuld gas på efterbehandlingen, da dette vil resultere i at billedet mister noget af sin skarphed. Hvor meget man ønsker at fjerne er en smagssag, og kan ikke skrives ned som en eksakt formel. Hovedsagen er, at det er muligt at fjerne støj til en vis grad, hvilket også betyder at efterbehandling af et billede må siges at være temmelig vigtigt. Dette er dog min egen vurdering og skal ikke bruges som andet end en ledetråd. Det kan sagtens have sin charme at bruge et billede som det er lige fra kassen. Specielt hvis det er sort hvid!

Jeg har fundet det her ISO chart fra gearpatrol.com på nettet. Det viser hvorledes støjen på billedet bliver mere og mere udtalt jo højre ISO der bruges.

Iso chart

Det næste chart har jeg lavet efter en model jeg så på nettet. Det læses fra venstre imod højre, og viser på en god måde, hvorledes de forskellige indstillinger som Blænde, Hastighed og ISO har indflydelse på ting som Lys, Bevægelses slør, Støj og Dybdeskarphed.

Vi tager lige de første linjer og ser hvad der sker: Højere Lukker hastighed er lig med mindre lys og mindre Bevægelses slør.
Næste linie: Lavere Lukker hastighed er lig med mere lys, men mere Bevægelses slør.

Prøv selv de næste linjer 🙂

De fleste nye kameraer har en slags billedbehandling indbygget, så hvis man ikke har penge eller lyst til at investere i et billedredigerings program, så prøv nogle af de features, såsom Opretning, Farvemætning, Lys/Skygge mv. som kameraet giver dig. Det er bare at gå på opdagelse. 

Skulle du have lyst til at lege med efterbehandling af dine billeder på computeren, så er det en god ide at vælge et filformat i kameraet der hedder RAW. Det er et u komprimeret format som bibeholder alle oplysningerne i billedet, hvilket gør at du har meget mere at arbejde med. Kameraer bruger som regel JPG formatet ud af posen, hvilket kan være ok hvis man er begynder eller blot vil lege med apparatet. JPG er et komprimeret format som betyder at der mistes oplysninger i billedet. Man kan normalt vælge imellem flere forskellige komprimerings trin i JPG, alt efter hvor mange billeder der skal være på dit hukommelses kort og hvor godt billedet skal fremstå. Jeg ville aldrig køre med andet end “fint” eller laveste komprimering, da hukommelse er billig. Der er ingen grund til at spare her!!

Vælger du RAW som beskrevet før, så fylder billederne en del og kan først bruges udenfor kameraet når de er efterbehandlet! Til gengæld kommer det tifold tilbage efter og i redigeringen. Alene det at redigerings værktøjerne lukker op for ekstra muligheder som ordentlig Hvid balance i RAW, -er værd at tage med. (Hvid balance er en måde hvor man gør billedet koldere eller varmere i tonerne) Det findes også til JPG, men er slet ikke på højde med det der findes til RAW.

Som et lille efterskrift, så kan jeg fortælle at kameraerne bliver bedre og bedre til at arbejde med ISO og på den måde undgå eller minimere kamerastøj. Topmodellerne er efterhånden så gode, at høj ISO er noget man bare bruger, og ikke så meget tænker over..
Selv de billigste nyere DSLR (Digital spejlrefleks) er imponerende gode

Jeg kommer rundt om ISO igen senere, da begrebet som tidligere fortalt, hænger uløseligt sammen med flere andre faktorer i kameraet.

Her er der et par links til download af  gratis billedbehandlingsprogrammer som skulle være rigtig gode. Jeg har ikke testet programmerne udover Lightroom men blot fundet dem på nettet som en hjælp

LightZone Det kræver indmeldelse på siden at hente programmet

Der er også dette her fra Nikon. Det er rigtig godt, men jeg er ikke sikker på at det kører med RAW med mindre billederne er skudt med et Nikon kamera? Det skulle dog fungere med JPG uanset kameratype. Du har mulighed for at downloade i 32 eller 64 bit version.

Nikon ViewNX 2

Sidst men ikke mindst, -Lightroom som jeg selv bruger. Det er superprofessionelt og enkelt at gå til. Det kan det hele, og kan varmt anbefales. En fuld version koster lige under en tusindkroneseddel om året incl. Photoshop.

Lightroom

 

Link til del 2 i denne serie, Elementær billedbehandling

 

Relaterede fotos:

admin

Jeg er 53 år, -født og opvokset på Islands Brygge, og har derefter boet et par andre steder på Amager. Formålet med gamle-dage.dk er at gemme nogle indtryk og minder fra en svunden tid, som jeg mange gange tænker tilbage på med stor glæde. En lille del af de billeder jeg viser i bloggen er fundet på nettet, men størstedelen har jeg selv stået for, -og Jeg prøver så vidt muligt at kildeangive billeder og tekst som ikke er mine egne. Skulle det ske at jeg har brugt et billede eller andet som rettighedshaveren mener jeg ikke må bruge pga. diverse omstændigheder, så send mig en mail, og jeg vil straks fjerne billedet eller teksten. Du kan komme i kontakt med mig via information i toppen af siden.. Vil du bruge et af mine billeder, så værsgo! Bare bed om lov først, og husk at kreditere eller linke tilbage! :-)

View all posts by admin →

3 thoughts on “ISO og støj

  1. Så blev jeg da en del klogere. Det er i sandhed fasinerende at bevæge sig ud i den nye verden af Foografiske spidsfindigheder, at lære mere om sine Apperater og Indstillingerne på disse, der jo i virkeligheden er til rådighed, hvis man har modet og interessen for at dreje på Knapperne og bruge Indstillingerne rigtigt og få bedre resultater, `Auto` er jo bare så nemt ! Fordelene er indlysende og vel Belyste i Admins oversigt over ISO`begreber og er efterhånden også til at forstå og følge. Med en Hukommelses Chip, der ikke giver den Gamle Film“s begrænsninger og Omkostninger, efter antallet af Billeder man kunne tillade sig at tage, kan legen for alvor tage sin begyndelse, resultatet er købt og betalt med det moderne Digital Kamera……. Jeg glæder mig allerede til opfølgningen………
    M.v.h. gb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.