Tandlægens stol

Af Georg Bonnevie

Tandlægens stol

Når i Tandlægens stol jeg tiden trækker
jeg ser disse kraner, ved havnen der rækker
som træernes grene mod himlens blå
for forårets varme og sol at få

De skibe der sejler forbi mig i vandet
med kurs mod forår- strande og sandet
får syner om fremmede lande at vælde
frem i sindet- nerverne fælde

De mange laster- forjaget de kører
mod hver deres skibe, ved noget de rører
med lak de skinner strålende rene
mod havnens miljø, de står alene

Skibenes skrog og kranernes lægter
rustne- beskidte- skrammede, de fægter
mod vinteren derude, tidernes tag
søger som jeg——– en lysere dag.