{"id":3609,"date":"2013-12-15T13:52:44","date_gmt":"2013-12-15T12:52:44","guid":{"rendered":"http:\/\/www.gamle-dage.dk\/blog\/?p=3609"},"modified":"2023-04-16T11:21:51","modified_gmt":"2023-04-16T09:21:51","slug":"juleeventyr","status":"publish","type":"post","link":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/2013\/12\/15\/juleeventyr\/","title":{"rendered":"Juleeventyr af H.C. Andersen"},"content":{"rendered":"

Af Michael Bonnevie<\/em><\/p>\n

 <\/p>\n

Juleeventyr af H.C. Andersen<\/h3>\n

H. C. Andersen: Eventyr: Den lille pige med svovlstikkerne. (1848)<\/i><\/b><\/span><\/b><\/h2>\n

Det var saa grueligt koldt; det sneede og det begyndte at blive m\u00f8rk Aften; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette M\u00f8rke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og n\u00f8gne F\u00f8dder; ja hun havde jo rigtignok havt T\u00f8fler paa, da hun kom hjemme fra; men hvad kunde det hj\u00e6lpe! det var meget store T\u00f8fler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store vare de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt st\u00e6rkt forbi; den ene T\u00f8ffel var ikke at finde og den anden l\u00f8b en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik B\u00f8rn.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Der gik nu den lille Pige paa de n\u00f8gne smaa F\u00f8dder, der vare r\u00f8de og blaa af Kulde; i et gammelt Forkl\u00e6de holdt hun en M\u00e6ngde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i Haanden; Ingen havde den hele Dag kj\u00f8bt af hende; Ingen havde givet hende en Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel! Sneefnokkene faldt i hendes lange gule Haar, der kr\u00f8llede saa smukt om Nakken, men den Stads t\u00e6nkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det t\u00e6nkte hun paa.<\/p>\n

Henne i en Krog mellem to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og kr\u00f8b sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun fr\u00f8s endnu mere og hiem turde hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peeb Vinden ind, skj\u00f8ndt der var stoppet Straa og Klude i de st\u00f8rste Spr\u00e6kker. Hendes smaa H\u00e6nder vare n\u00e6sten ganske d\u00f8de af Kulde. Ak! en lille Svovlstikke kunde gj\u00f8re godt. Turde hun bare tr\u00e6kke een ud af Bundtet, stryge den mod V\u00e6ggen og varme Fingrene. Hun trak een ud, “ritsch!” hvor spruddede den, hvor br\u00e6ndte den! det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys! Den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden br\u00e6ndte saa velsignet, varmede saa godt! nei, hvad var det! – Den Lille strakte allerede F\u00f8dderne ud for ogsaa at varme disse, – – da slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, – hun sad med en lille Stump af den udbr\u00e6ndte Svovlstikke i Haanden.<\/p>\n

En ny blev str\u00f8get, den br\u00e6ndte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor Bordet stod d\u00e6kket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og \u00e6bler! og hvad der endnu var pr\u00e6gtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen af Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see.<\/p>\n

Hun t\u00e6ndte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletr\u00e6; det var endnu st\u00f8rre og mere pyntet, end det hun gjennem Glasd\u00f8ren havde seet hos den rige Ki\u00f8bmand, nu sidste Juul; tusinde Lys br\u00e6ndte paa de gr\u00f8nne Grene og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge H\u00e6nder i Veiret – da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik h\u00f8iere og h\u00f8iere, hun saae de vare nu de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen.<\/p>\n

“Nu d\u00f8er der Een!” sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den eneste, der havde v\u00e6ret god mod hende, men nu var d\u00f8d, havde sagt: naar en Stjerne falder, gaaer der en Sj\u00e6l op til Gud. Hun str\u00f8g igjen mod Muren en Svovlstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, saa klar, saa skinnende, saa mild og velsignet. “Mormoer!” raabte den Lille, “O tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store velsignede Juletr\u00e6!” – og hun str\u00f8g ihast den hele Rest Svovlstikker, der var i Bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer;<\/p>\n

og Svovlstikkerne lyste med en saadan Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldrig f\u00f8r v\u00e6ret saa smuk, saa stor; hun l\u00f8ftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fl\u00f8i i Glands og Gl\u00e6de, saa h\u00f8it, saa h\u00f8it; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst, – de vare hos Gud!<\/p>\n

Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med r\u00f8de Kinder, med Smiil om Munden – d\u00f8d, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var n\u00e6sten br\u00e6ndt. Hun har villet varme sig! sagde man; Ingen vidste, hvad smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Gl\u00e6de!<\/p>\n

 <\/i><\/p>\n

H. C. Andersen: Eventyr: Grantr\u00e6et. (1845)<\/i><\/b><\/span><\/b><\/h2>\n

Ude i Skoven stod der saadant et nydeligt Grantr\u00e6; det havde en god Plads, Sol kunde det faae, Luft var der nok af, og rundtom voxte mange st\u00f8rre Kammerater, baade Gran og Fyr; men det lille Grantr\u00e6 var saa ilter med at voxe; det t\u00e6nkte ikke paa den varme Sol og den friske Luft, det br\u00f8d sig ikke om B\u00f8nderb\u00f8rnene der gik og smaasnakkede, naar de vare ude at samle Jordb\u00e6r eller Hindb\u00e6r; tidt kom de med en heel Krukke fuld eller havde Jordb\u00e6r trukket paa Straa, saa satte de sig ved det lille Tr\u00e6 og sagde: “nei! hvor det er nydeligt lille!” Det vilde Tr\u00e6et slet ikke h\u00f8re.
\nAaret efter var det en lang Stilk st\u00f8rre, og Aaret efter igjen var det endnu een meget l\u00e6nger; thi paa et Grantr\u00e6 kan man altid, efter de mange Led, det har, see hvor mange Aar det har voxet.
\n“O, var jeg dog saadant et stort Tr\u00e6, som de Andre!” sukkede det lille Tr\u00e6, “saa kunde jeg brede mine Grene saa langt omkring og med Toppen see ud i den vide Verden! Fuglene vilde da bygge Rede imellem mine Grene, og naar det bl\u00e6ste kunde jeg nikke saa fornemt, ligesom de Andre der!”<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Det havde slet ingen Forn\u00f8ielse af Solskinnet, af Fuglene eller de r\u00f8de Skyer, som Morgen og Aften seilede hen over det.
\nVar det nu Vinter, og Sneen rundt omkring laae gnistrende hvid, saa kom tidt en Hare springende, og satte lige over det lille Tr\u00e6, – o, det var saa \u00e6rgerligt! – Men to Vintre gik, og ved den tredie var Tr\u00e6et saa stort, at Haren maatte gaae uden om det. O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, t\u00e6nkte Tr\u00e6et.
\nI Efteraaret kom altid Br\u00e6ndehuggerne og f\u00e6ldede nogle af de st\u00f8rste Tr\u00e6er, det skete hvert Aar, og det unge Grantr\u00e6, som nu var ganske godt voxent, skj\u00e6lvede derved, thi de store, pr\u00e6gtige Tr\u00e6er faldt med en Knagen og Bragen til Jorden; Grenene bleve hugne fra, de saae ganske n\u00f8gne, lange og smalle ud; de vare n\u00e6sten ikke til at kjende, men saa bleve de lagte paa Vogne, og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
\nHvor skulde de hen? Hvad forestod dem?<\/p>\n

I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Tr\u00e6et dem: “Veed I ikke, hvor de f\u00f8rtes hen? Har I ikke m\u00f8dt dem?”
\nSvalerne vidste ikke noget, men Storken saae bet\u00e6nkelig ud, nikkede med Hovedet og sagde: “Jo, jeg troer det! jeg m\u00f8dte mange nye Skibe da jeg fl\u00f8i fra \u00c6gypten; paa Skibene vare pr\u00e6gtige Mastetr\u00e6er, jeg t\u00f8r sige, at det var dem, de lugtede af Gran; jeg kan hilse mange Gange, de kneise, de kneise!”
\n“O, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve hen over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner det?”
\n“Ja det er saa vidtl\u00f8ftigt at forklare!” sagde Storken, og saa gik den.
\n“Gl\u00e6d Dig ved din Ungdom!” sagde Solstraalerne; “gl\u00e6d Dig ved din friske V\u00e6xt, ved det unge Liv, som er i Dig!”
\nOg Vinden kyssede Tr\u00e6et, og Duggen gr\u00e6d Taarer over det, men det forstod Grantr\u00e6et ikke.
\nNaar det var ved Juletid, da bleve ganske unge Tr\u00e6er f\u00e6ldede, Tr\u00e6er som tidt ikke engang vare saa store eller i Alder med dette Grantr\u00e6, der hverken havde Rast eller Ro, men altid vilde afsted; disse unge Tr\u00e6er, og de vare just de allersmukkeste, beholdt altid alle deres Grene, de bleve lagte paa Vogne og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
\n“Hvorhen skulle de?” spurgte Grantr\u00e6et. “De ere ikke st\u00f8rre end jeg, der var endogsaa eet, der var meget mindre; hvorfor beholde de alle deres Grene? Hvor kj\u00f8re de hen?”
\n“Det vide vi! det vide vi!” qviddrede Graaspurvene. “Vi have nede i Byen kiget ind ad Ruderne! vi vide, hvor de kj\u00f8re hen! O, de komme til den st\u00f8rste Glands og Herlighed, der kan t\u00e6nkes! Vi have kiget ind af Vinduerne og seet at de blive plantede midt i den varme Stue og pyntede med de deiligste Ting, baade forgyldte \u00c6bler, Honningkager, Leget\u00f8i og mange hundrede Lys!”<\/p>\n

“Og saa – ?” spurgte Grantr\u00e6et og b\u00e6vede i alle Grene. “Og saa? Hvad skeer saa?”
\n“Ja, mere have vi ikke seet! Det var magel\u00f8st!”
\n“Mon jeg er blevet til for at gaae denne straalende Vei?” jublede Tr\u00e6et. “Det er endnu bedre, end at gaae over Havet! Hvor jeg lider af L\u00e6ngsel! Var det dog Juul! nu er jeg h\u00f8i og udstrakt, som de andre, der f\u00f8rtes afsted sidste Aar! – O, var jeg alt paa Vognen! var jeg dog i den varme Stue med al den Pragt og Herlighed! og da – ? Ja, da kommer noget endnu Bedre, endnu Skj\u00f8nnere, hvorfor skulle de ellers saaledes pynte mig! der maa komme noget endnu st\u00f8rre, endnu herligere -! men hvad? O, jeg lider! jeg l\u00e6nges! jeg veed ikke selv, hvorledes det er med mig!”
\n“Gl\u00e6d Dig ved mig!” sagde Luften og Sollyset; “gl\u00e6d Dig ved din friske Ungdom ude i det Frie!”
\nMen det gl\u00e6dede sig slet ikke; det voxte og voxte, Vinter og Sommer stod det gr\u00f8nt; m\u00f8rkegr\u00f8nt stod det; Folk, som saae det, sagde: “det er et deiligt Tr\u00e6!” og ved Juletid blev det f\u00e6ldet f\u00f8rst af alle. \u00d8xen hug dybt igjennem Marven, Tr\u00e6et faldt med et Suk hen ad Jorden, det f\u00f8lte en Smerte, en Afmagt, det kunde slet ikke t\u00e6nke paa nogen Lykke, det var bedr\u00f8vet ved at skilles fra Hjemmet, fra den Plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig mere saae de kj\u00e6re gamle Kammerater, de smaae Buske og Blomster rundtom, ja maaskee ikke engang Fuglene. Afreisen var slet ikke noget behageligt.
\nTr\u00e6et kom f\u00f8rst til sig selv, da det i Gaarden, afpakket med de andre Tr\u00e6er, h\u00f8rte en Mand sige: “Det der er pr\u00e6gtigt! vi bruge ikke uden det!”
\nNu kom to Tjenere i fuld Stads og bar Grantr\u00e6et ind i en stor, deilig Sal. Rundtom paa V\u00e6ggene hang Portr\u00e6tter, og ved den store Flisekakkelovn stode store chinesiske Vaser med L\u00f8ver paa Laaget; der var Gyngestole, Silkesophaer, store Borde fulde af Billedb\u00f8ger, og med Leget\u00f8i for hundred Gange hundred Rigsdaler – idetmindste sagde B\u00f8rnene det. Og Grantr\u00e6et blev reist op i en stor Fjerding, fyldt med Sand, men Ingen kunde see, at det var en Fjerding, thi der blev h\u00e6ngt gr\u00f8nt T\u00f8i rundt om, og den stod paa et stort broget Teppe. O, hvor Tr\u00e6et b\u00e6vede! Hvad vilde der dog skee? Baade Tjenere og Fr\u00f8kener gik og pyntede det. Paa een Green hang de smaa N\u00e6t, udklippede af kouleurt Papir; hvert N\u00e6t var fyldt med Sukkergodt; forgyldte \u00c6bler og Valdn\u00f8dder hang, som om de vare voxede fast og over hundrede r\u00f8de, blaae og hvide Smaalys bleve stukne fast i Grenene. Dukker, der saae livagtig ud som Mennesker, – Tr\u00e6et havde aldrig seet saadanne f\u00f8r – sv\u00e6vede i det Gr\u00f8nne, og aller\u00f8verst oppe i Toppen blev sat en stor Stjerne af Flitter-Guld; det var pr\u00e6gtigt, ganske magel\u00f8st pr\u00e6gtigt.
\n“Iaften,” sagde de Allesammen, “iaften skal det straale!”
\n“O!” t\u00e6nkte Tr\u00e6et, “var det dog Aften! var bare Lysene snart t\u00e6ndte! og hvad mon da skeer? Mon der komme Tr\u00e6er fra Skoven og see paa mig? Mon Graaspurvene flyve ved Ruden? Mon jeg her voxer fast og skal staae pyntet Vinter og Sommer?”<\/p>\n

Jo, det viste god Besked; men det havde ordentligt Barkepine af bare L\u00e6ngsel, og Barkepine er ligesaa slem for et Tr\u00e6, som Hovedpine for os Andre.
\nNu bleve Lysene t\u00e6ndte. Hvilken Glands, hvilken Pragt, Tr\u00e6et b\u00e6vede i alle Grene derved, saa at eet af Lysene stak Ild i det Gr\u00f8nne; det sved ordenligt.
\n“Gud bevare os!” skreg Fr\u00f8knerne og slukkede i en Hast.
\nNu turde Tr\u00e6et ikke engang b\u00e6ve. O, det var en Gru! Det var saa bange for at tabe noget af al sin Stads; det var ganske fortumlet i al den Glands, – – og nu gik begge Fl\u00f8id\u00f8re op, og en M\u00e6ngde B\u00f8rn styrtede ind, som om de vilde v\u00e6lte hele Tr\u00e6et; de \u00e6ldre Folk kom besindige bag efter; de Smaa stode ganske tause, – men kun et \u00d8ieblik, saa jublede de igjen saa at det rungede efter; de dandsede rundt om Tr\u00e6et, og den ene Present efter den anden blev plukket af.
\n“Hvad er det, de gj\u00f8r?” t\u00e6nkte Tr\u00e6et. “Hvad skal der skee?” Og Lysene br\u00e6ndte lige ned til Grenene, og eftersom de br\u00e6ndte ned, slukkede man dem, og saa fik B\u00f8rnene Lov til at plyndre Tr\u00e6et. O, de styrtede ind paa det, saa at det knagede i alle Grene; havde det ikke ved Snippen og Guldstjernen v\u00e6ret bundet fast til Loftet, saa var det styrtet om.
\nB\u00f8rnene dandsede rundt med deres pr\u00e6gtige Leget\u00f8i, Ingen saae paa Tr\u00e6et uden den gamle Barnepige, der gik og tittede ind imellem Grenene, men det var bare for at see, om der ikke var glemt endnu en Figen eller et \u00c6ble.
\n“En Historie! en Historie!” raabte B\u00f8rnene og trak en lille tyk Mand hen imod Tr\u00e6et, og han satte sig lige under det, “for saa ere vi i det Gr\u00f8nne,” sagde han, “og Tr\u00e6et kan have besynderligt godt af at h\u00f8re med! men jeg fort\u00e6ller kun een Histoire. Vil I h\u00f8re den om Ivede-Avede eller den om Klumpe-Dumpe, som faldt ned af Trapperne og kom dog i H\u00f8is\u00e6det og fik Prindsessen!”
\n“Ivede-Avede!” skreg Nogle, “Klumpe-Dumpe!” skreg Andre; der var en Raaben og Skrigen, kun Grantr\u00e6et taug ganske stille og t\u00e6nkte: “Skal jeg slet ikke med, slet ikke gj\u00f8re Noget!” Det havde jo v\u00e6ret med, havde gjort hvad det skulde gj\u00f8re.
\nOg Manden fortalte om “Klumpe-Dumpe der faldt ned af Trapperne og kom dog i H\u00f8is\u00e6det og fik Prindsessen.” Og B\u00f8rnene klappede i H\u00e6nderne og raabte: “fort\u00e6l! fort\u00e6l!” de vilde ogsaa have “Ivede-Avede”, men de fik kun den om “Klumpe-Dumpe.” Grantr\u00e6et stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde Fuglene ude i Skoven fortalt Sligt. “Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen! Ja, ja, saaledes gaaer det til i Verden!” t\u00e6nkte Grantr\u00e6et og troede at det var virkeligt, fordi det var saadan en net Mand, som fortalte. “Ja, ja! hvem kan vide! maaskee falder jeg ogsaa ned af Trapperne og faaer en Prindsesse!” Og det gl\u00e6dede sig til n\u00e6ste Dag at blive kl\u00e6dt paa med Lys og Leget\u00f8i, Guld og Frugter.<\/p>\n

“Imorgen vil jeg ikke ryste!” t\u00e6nkte det. “Jeg vil ret forn\u00f8ie mig i al min Herlighed. Imorgen skal jeg igjen h\u00f8re Historien om “Klumpe-Dumpe” og maaskee den med om “Ivede-Avede”.” Og Tr\u00e6et stod stille og tankefuld den hele Nat.
\nOm Morgenen kom Karl og Pige ind.
\n“Nu begynder Stadsen igjen!” t\u00e6nkte Tr\u00e6et, men de sl\u00e6bte det ud af Stuen, op ad Trappen, ind paa Loftet, og her, i en m\u00f8rk Krog, hvor ingen Dag skinnede, stillede de det hen. “Hvad skal det betyde!” t\u00e6nkte Tr\u00e6et. “Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal faae at h\u00f8re?” Og det h\u00e6ldede sig op til Muren og stod og t\u00e6nkte og t\u00e6nkte. – – Og god Tid havde det, thi der gik Dage og N\u00e6tter; Ingen kom herop, og da der endelig kom Nogen, saa var det for at stille nogle store Kasser hen i Krogen; Tr\u00e6et stod ganske skjult, man skulde troe, at det var reent glemt.
\n“Nu er det Vinter derude!” t\u00e6nkte Tr\u00e6et. “Jorden er haard og d\u00e6kket med Snee, Menneskene kunne ikke plante mig; derfor skal jeg nok her staae i L\u00e6 og Foraaret! hvor det er velbet\u00e6nkt! hvor dog Menneskene ere gode! – Var her kun ikke saa m\u00f8rkt og saa skr\u00e6kkeligt eensomt! – Ikke engang en lille Hare! – Det var dog saa artigt der ude i Skoven, naar Sneen laae, og Haren sprang forbi; ja, selv da den sprang hen over mig, men det holdt jeg ikke af den Gang. Her oppe er dog skr\u00e6kkeligt eensomt!”
\n“Pi, pi!” sagde en lille Muus i det samme og smuttede frem; og saa kom der nok en lille. De snusede til Grantr\u00e6et og smuttede mellem Grenene paa det.<\/p>\n

“Det er en gruelig Kulde!” sagde de smaa Muus. “Ellers er her velsignet at v\u00e6re! Ikkesandt, du gamle Grantr\u00e6?”
\n“Jeg er slet ikke gammel!” sagde Grantr\u00e6et, “der ere mange, der ere meget \u00e6ldre end jeg!”
\n“Hvor kommer Du fra?” spurgte Musene, “og hvad veed du?” De vare nu saa grueligt nysgjerrige. “Fort\u00e6l os dog om det deiligste Sted paa Jorden! Har Du v\u00e6reet der? Har Du v\u00e6ret i Spisekammeret, hvor der ligger Oste paa Hylderne og h\u00e6nger Skinker under Loftet, hvor man dandser paa T\u00e6llelys, og gaaer mager ind og kommer feed ud!”
\n“Det kjender jeg ikke!” sagde Tr\u00e6et, “men Skoven kjender jeg, hvor Solen skinner, og hvor Fuglene synge!” og saa fortalte det Alt fra sin Ungdom, og de smaa Muus havde aldrig f\u00f8r h\u00f8rt saadant noget, og de h\u00f8rte saadan efter og sagde: “nei, hvor Du har seet meget! hvor Du har v\u00e6ret lykkelig!”
\n“Jeg!” sagde Grantr\u00e6et og t\u00e6nkte over, hvad det selv fortalte; “ja, det var, i Grunden, ganske morsomme Tider!” – men saa fortalte det om Juleaften, da det var pyntet med Kager og Lys.
\n“O!” sagde de smaa Muus, “hvor Du har v\u00e6ret lykkelig, du gamle Grantr\u00e6!”
\n“Jeg er slet ikke gammel!” sagde Tr\u00e6et, “det er jo i denne Vinter, jeg er kommet fra Skoven! jeg er i min allerbedste Alder, jeg er bare sat i V\u00e6xten!”
\n“Hvor Du fort\u00e6ller deiligt!” sagde de smaa Muus, og n\u00e6ste Nat kom de med fire andre Smaa-Muus, der skulde h\u00f8re Tr\u00e6et fort\u00e6lle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv Alt og syntes: “det var dog ganske morsomme Tider! men de kan komme, de kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af Trapperne og fik dog Prindsessen, maaskee jeg kan ogsaa faae en Prindsesse,” og saa t\u00e6nkte Grantr\u00e6et paa saadant et lille nydeligt Birketr\u00e6, der voxte ude i Skoven, det var for Grantr\u00e6et en virkelig deilig Prindsesse.
\n“Hvem er Klumpe-Dumpe?” spurgte de smaa Muus. Og saa fortalte Grantr\u00e6et hele Eventyret, det kunde huske hvert evige Ord; og de smaa Muus vare f\u00e6rdige ved at springe op i Toppen paa Tr\u00e6et af bare Forn\u00f8ielse. N\u00e6ste Nat kom der mange flere Muus, og om S\u00f8ndagen endogsaa to Rotter; men de sagde, at Historien var ikke morsom, og det bedr\u00f8vede de smaa Muus, thi nu syntes de ogsaa mindre om den.
\n“Kan De kun den ene Historie?” spurgte Rotterne.
\n“Kun den ene!” svarede Tr\u00e6et, “den h\u00f8rte jeg min lykkeligste Aften, men den Gang t\u00e6nkte jeg ikke paa, hvor lykkelig jeg var!”
\n“Det er en overmaade daarlig Historie! kan De ingen med Flesk og T\u00e6llelys? Ingen Spisekammer-Historier?”
\n“Nei!” sagde Tr\u00e6et.
\n“Ja, saa skal De have Tak!” svarede Rotterne og gik ind til deres.
\nDe smaa Muus bleve tilsidst ogsaa borte, og da sukkede Tr\u00e6et: “Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de v\u00e6vre Smaa-Muus og h\u00f8rte, hvad jeg fortalte! Nu er ogsaa det forbi! – men jeg skal huske at forn\u00f8ie mig, naar jeg nu tages frem igjen!”
\nMen naar skete det? – Jo! det var en Morgenstund, da kom der Folk og rumsterede paa Loftet; Kasserne bleve flyttede, Tr\u00e6et blev trukket frem; de kastede det rigtignok lidt haardt mod Gulvet, men strax sl\u00e6bte en Karl det hen imod Trappen, hvor Dagen skinnede.
\n“Nu begynder Livet igjen!” t\u00e6nkte Tr\u00e6et; det f\u00f8lte den friske Luft, den f\u00f8rste Solstraale, – og nu var det ude i Gaarden. Alt gik saa gesvindt, Tr\u00e6et glemte reent at see paa sig selv, der var saa meget at see rundtom. Gaarden st\u00f8dte op til en Have, og Alt blomstrede derinde; Roserne hang saa friske og duftende ud over det lille R\u00e6kv\u00e6rk, Lindetr\u00e6erne blomstrede, og Svalerne fl\u00f8i om og sagde “qvirre-virre-vit, min Mand er kommet!” men det var ikke Grantr\u00e6et, de meente.
\n“Nu skal jeg leve!” jublede det og bredte sine Grene vidt ud; ak, de vare alle visne og gule; det var i Krogen mellem Ukrud og N\u00e6lder, at det laae. Guldpapirs-Stjernen sad endnu oppe i Toppen og glimrede i det klare Solskin.
\nI Gaarden selv legede et Par af de lystige B\u00f8rn, der ved Juletid havde dandset om Tr\u00e6et og v\u00e6ret saa glade ved det. Een af de Mindste foer hen og rev Guldstjernen af.
\n“See, hvad der sidder endnu paa det \u00e6kle, gamle Juletr\u00e6!” sagde han og trampede paa Grenene, saa de knagede under hans St\u00f8vler.<\/p>\n

Og Tr\u00e6et saae paa al den Blomster-Pragt og Friskhed i Haven, det saae paa sig selv, og det \u00f8nskede, at det var blevet i sin m\u00f8rke Krog paa Loftet; det t\u00e6nkte paa sin friske Ungdom i Skoven, paa den lystige Juleaften og paa de smaa Muus, der saa glade havde h\u00f8rt paa Historien om Klumpe-Dumpe.
\n“Forbi! forbi!” sagde det stakkels Tr\u00e6. “Havde jeg dog gl\u00e6det mig, da jeg kunde! forbi! forbi!”
\nOg Tjenestekarlen kom og hug Tr\u00e6et i smaa Stykker, et heelt Bundt laae der; deiligt blussede det op under den store Bryggerkj\u00e6del; og det sukkede saa dybt, hvert Suk var som et lille Skud; derfor l\u00f8be B\u00f8rnene, som legede, ind og satte sig foran Ilden, saae ind i den og raabte: “pif! paf!” men ved hvert Knald, der var et dybt Suk, t\u00e6nkte Tr\u00e6et paa en Sommerdag i Skoven, en Vinternat derude, naar Stjernerne skinnede; det t\u00e6nkte paa Juleaften og Klumpe-Dumpe, det eneste Eventyr, det havde h\u00f8rt og vidste at fort\u00e6lle -, og saa var Tr\u00e6et br\u00e6ndt ud.<\/p>\n

Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Tr\u00e6et havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Tr\u00e6et var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/b>H. C. Andersen: Eventyr: Nissen hos spekh\u00f8keren. (1853)<\/i><\/b><\/span><\/h2>\n

Der var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekh\u00f8ker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Gr\u00f8d med en stor Klump Sm\u00f8r i! det kunde Spekh\u00f8keren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget l\u00e6rerigt.<\/p>\n

En Aften kom Studenten ind fra Bagd\u00f8ren for selv at kj\u00f8be sig Lys og Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket “god Aften” af Spekh\u00f8keren og af Madammen, og det var en Kone, som kunde mere, end nikke, hun havde Talegaver! – og Studenten nikkede igjen og blev saa staaende midt i L\u00e6sningen af det Blad Papir, der var lagt om Osten. Det var et Blad, revet ud af en gammel Bog, der ikke burde rives istykker, en gammel Bog, fuld af Poesi.<\/p>\n

“Der ligger meer af den!” sagde Spekh\u00f8keren, “jeg gav en gammel Kone nogle Caffeb\u00f8nner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!”<\/p>\n

“Tak,” sagde Studenten, “lad mig faae den istedetfor Osten! jeg kan spise Sm\u00f8rrebr\u00f8det bart! syndigt var det, om den hele den Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en pr\u00e6gtig Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere paa, end den B\u00f8tte!”<\/p>\n

\"Tegnet<\/p>\n

Og det var uartigt sagt, is\u00e6r mod B\u00f8tten, men Spekh\u00f8keren loe og Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Sp\u00f8g. Men Nissen \u00e6rgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekh\u00f8ker, der var Huusv\u00e6rt og solgte det bedste Sm\u00f8r.<\/p>\n

Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa Studenten n\u00e6r, gik Nissen ind og tog Madammens Mundl\u00e6der, det brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa nogensomhelst Gjenstand, der fik den Maal og M\u00e6le, kunde udtale sine Tanker og F\u00f8lelser ligesaa godt, som Madammen, men kun een ad Gangen kunde faae det, og det var en Velgjerning, for ellers havde de jo talt hverandre i Munden.<\/p>\n

Og Nissen satte Mundl\u00e6deret paa B\u00f8tten, hvori de gamle Aviser laae: “Er det virkeligt sandt,” spurgte han, “at de ikke veed, hvad Poesi er?”<\/p>\n

“J, det veed jeg,” sagde B\u00f8tten, “det er saadant noget, som staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe, at jeg har mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun en ringe B\u00f8tte imod Spekh\u00f8keren!”<\/p>\n

Og Nissen satte Mundl\u00e6deret paa Caffem\u00f8llen, nei, hvor den gik! og han satte det paa Sm\u00f8rfjerdingen og Pengeskuffen; – Alle vare de af Mening, som B\u00f8tten, og hvad de fleste ere enige om, det maa man respectere.<\/p>\n

“Nu skal Studenten faae!” og saa gik Nissen ganske sagte af Kj\u00f8kkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var Lys derinde, og Nissen kiggede gjennem N\u00f8glehullet og saae, at Studenten l\u00e6ste i den pjaltede Bog nedefra. Men, hvor der var lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til en Stamme, til et m\u00e6gtigt Tr\u00e6, som l\u00f8ftede sig saa h\u00f8it og bredte sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt og hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med \u00d8ine saa m\u00f8rke og straalende, andre saa blaa og forunderlige klare. Hver Frugt var en skinnende Stjerne, og saa sang og klang det vidunderligt deiligt!<\/p>\n

Nei, saadan Herlighed havde den lille Nisse aldrig t\u00e6nkt sig, end sige seet og fornummet. Og saa blev han staaende paa Taaspidserne, kiggede og kiggede, til Lyset derinde slukkedes; Studenten bl\u00e6ste nok sin Lampe ud og gik til Sengs, men den lille Nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu saa bl\u00f8d og deilig, en yndig Vugge-Vise for Studenten, der lagde sig til Ro.<\/p>\n

“Her er magel\u00f8st!” sagde den lille Nisse, “det havde jeg ikke ventet! – Jeg troer, at jeg vil blive hos Studenten -!” – og han t\u00e6nkte – og t\u00e6nkte fornuftigt, og saa sukkede han: “Studenten har ingen Gr\u00f8d!” – og saa gik han – ja, saa gik han ned igjen til Spekh\u00f8keren; – og det var godt han kom, for B\u00f8tten havde n\u00e6sten forbrugt alt Madammens Mundl\u00e6der, ved at udtale fra een Led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med at vende sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da Nissen kom og tog Mundl\u00e6deret igjen til Madammen; men hele Boutiken, fra Pengeskuffen til Pindebr\u00e6ndet havde fra den Tid Mening efter B\u00f8tten, og de agtede den i en saadan Grad, og tiltroede den saameget, at naar Spekh\u00f8keren siden efter l\u00e6ste “Kunst- og Theateranmeldelser” af sin “Tidende”, den om Aftenen, saa troede de, at det kom fra B\u00f8tten.<\/p>\n

Men den lille Nisse sad ikke l\u00e6nger rolig og lyttede til al den Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede fra Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare st\u00e6rke Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind af N\u00f8glehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi f\u00f8le ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over det, og han brast i Graad, han vidste ikke selv, hvorfor han gr\u00e6d, men der var i denne Graad noget saa velsignet! – Hvor det maatte v\u00e6re magel\u00f8st deiligt, at sidde med Studenten under det Tr\u00e6, men det kunde ikke skee, – han var glad ved N\u00f8glehullet. Der stod han endnu paa den kolde Gang, de Efteraars-Vinden bl\u00e6ste ned fra Loftslugen og det var saa koldt, saa koldt, men det f\u00f8lte den Lille f\u00f8rst, naar Lyset slukkedes inde paa Tagkammeret, og Tonerne d\u00f8de hen for Vinden. Hu! saa fr\u00f8s han og kr\u00f8b ned igjen i sin lune Krog; der var mageligt og behageligt! – Og da Julegr\u00f8den kom med en stor Klump Sm\u00f8r, – ja, saa var Spekh\u00f8keren Mester!<\/p>\n

Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder paa Vindues-Skudderne, Folk udenfor dundrede paa; V\u00e6gteren peeb, der var stor Ildl\u00f8s; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her i Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forf\u00e6rdelse! Spekh\u00f8ker-Madammen blev saa befippet, at hun tog sine Guld-\u00d8renringe af \u00d8rene og puttede dem i Lommen, for dog at redde Noget, Spekh\u00f8keren l\u00f8b efter sin Obligationer og Tjenestepigen efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til; hver vilde redde det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse, og i et Par Spring var han oppe af Trappen og inde hos Studenten, som stod ganske rolig ved det aabne Vindue og saae ud paa Ilden, der var i Gjenboens Gaard. Den lille Nisse greb paa Bordet den vidunderlige Bog, puttede den i sin r\u00f8de Hue og holdt paa den med begge H\u00e6nder, Husets bedste Skat var frelst! og saa foer han afsted, heelt ud paa Taget, heelt op paa Skorstenen og der sad han belyst af det br\u00e6ndende Huus ligeoverfor og holdt med begge H\u00e6nder paa sin r\u00f8de Hue, hvori Skatten laae. Nu kjendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig h\u00f8rte til; men da saa Ilden var slukket og han blev besindig, – ja: “jeg vil dele mig imellem dem!” sagde han: “jeg kan ikke reent slippe Spekh\u00f8keren for Gr\u00f8dens Skyld!”<\/p>\n

Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre gaae ogsaa til Spekh\u00f8keren – for Gr\u00f8den.<\/p>\n

 <\/b><\/p>\n

 <\/b>H. C. Andersen: Eventyr: Sneemanden. (1861)<\/i><\/b><\/span><\/h2>\n

Det skrupknager i mig, s\u00e5 dejligt koldt er det!” sagde snemanden. “Vinden kan rigtignok bide liv i \u00e9n! Og hvor den gloende der, hun glor!” det var Solen, han mente; den var lige ved at g\u00e5 ned. “Hun skal ikke f\u00e5 mig til at blinke, jeg kan nok holde p\u00e5 brokkerne!”<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til \u00f8jne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han t\u00e6nder.<\/p>\n

Han var f\u00f8dt under hurrar\u00e5b af drengene, hilst af bj\u00e6ldeklang og piskesm\u00e6ld fra kanerne.<\/p>\n

Solen gik ned, fuldm\u00e5nen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den bl\u00e5 luft.<\/p>\n

“Der har vi hende igen fra en anden kant!” sagde snemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igen. “Jeg har v\u00e6nnet hende af med at glo! nu kan hun h\u00e6nge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man b\u00e6rer sig ad med at flytte sig! jeg ville s\u00e5 gerne flytte mig! kunne jeg det, ville jeg nu ned at glide p\u00e5 isen, som jeg s\u00e5 drengene g\u00f8re det; men jeg forst\u00e5r ikke at l\u00f8be!”<\/p>\n

“V\u00e6k! v\u00e6k!” bj\u00e6ffede den gamle l\u00e6nkehund; han var noget h\u00e6s, det havde han v\u00e6ret, siden han var stuehund og l\u00e5 under kakkelovnen. “Solen vil nok l\u00e6re dig at l\u00f8be! det s\u00e5 jeg med din formand i fjor og med hans formand; v\u00e6k! v\u00e6k! og v\u00e6k er de alle!”<\/p>\n

“Jeg forst\u00e5r dig ikke, kammerat!” sagde snemanden; “skal den deroppe l\u00e6re mig at l\u00f8be?” Han mente M\u00e5nen; “ja hun l\u00f8b jo rigtignok f\u00f8r, da jeg s\u00e5 stift p\u00e5 hende, nu lister hun fra en anden kant!”<\/p>\n

“Du ved ingenting!” sagde l\u00e6nkehunden, “men du er da ogs\u00e5 nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes M\u00e5nen, den der gik, var Solen, hun kommer igen i morgen, hun l\u00e6rer dig nok at l\u00f8be ned i voldgraven. Vi f\u00e5r snart forandring i vejret, det kan jeg m\u00e6rke p\u00e5 mit venstre bagben, det jager i det. Vi f\u00e5r vejrskifte!”<\/p>\n

“Jeg forst\u00e5r ham ikke!” sagde snemanden, “men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg p\u00e5 f\u00f8lelsen!”<\/p>\n

“V\u00e6k! v\u00e6k!” bj\u00e6ffede l\u00e6nkehunden, gik tre gange rundt om sig selv og lagde sig s\u00e5 ind i sit hus for at sove.<\/p>\n

Der kom virkelig forandring i vejret. En t\u00e5ge, s\u00e5 tyk og klam, lagde sig i morgenstunden hen over hele egnen; i dagningen luftede det; vinden var s\u00e5 isnende, frosten tog ordentlig tag, men hvor det var et syn at se, da Solen stod op. Alle tr\u00e6er og buske stod med rimfrost; det var som en hel skov af hvide koraller, det var som om alle grene var overd\u00e6nget af str\u00e5lehvide blomster. De uendelig mange og fine forgreninger, dem man om sommeren ikke kan se for de mange blade, kom nu frem hver evige en; det var en knipling og s\u00e5 skinnende hvid, som str\u00f8mmede der en hvid glans ud fra hver gren. H\u00e6ngebirken bev\u00e6gede sig i vinden, der var liv i den, som i tr\u00e6erne ved sommertid; det var en magel\u00f8s dejlighed! og da Solen s\u00e5 skinnede, nej, hvor funklede det hele, som om det var overpudret med diamantst\u00f8v og hen over jordens snelag glimrede de store diamanter, eller man kunne ogs\u00e5 tro, at der br\u00e6ndte utallige sm\u00e5 bitte lys, endnu hvidere end den hvide sne.<\/p>\n

“Det er en magel\u00f8s dejlighed!” sagde en ung pige, som med en ung mand tr\u00e5dte ud i haven og standsede just ved snemanden, hvor de s\u00e5 p\u00e5 de glimrende tr\u00e6er. “Dejligere syn har man ikke om sommeren!” sagde hun, og hendes \u00f8jne str\u00e5lede.<\/p>\n

“Og s\u00e5dan en karl, som ham der, har man nu slet ikke!” sagde den unge mand og pegede p\u00e5 snemanden. “Han er udm\u00e6rket!”<\/p>\n

Den unge pige lo, nikkede til snemanden og dansede s\u00e5 med sin ven hen over sneen, der knirkede under dem, som om de gik p\u00e5 stivelse.<\/p>\n

“Hvem var de to?” spurgte snemanden l\u00e6nkehunden; “du er \u00e6ldre p\u00e5 g\u00e5rden end jeg, kender du dem?”<\/p>\n

“Det g\u00f8r jeg!” sagde l\u00e6nkehunden. “Hun har jo klappet mig, og han har givet mig et k\u00f8dben; dem bider jeg ikke”<\/p>\n

“Men hvad forestiller de her?” spurgte snemanden.<\/p>\n

“K\u00e6rrrrr-restefolk!” sagde l\u00e6nkehunden. “De skal flytte i hundehus og gnave ben sammen. V\u00e6k! v\u00e6k!”<\/p>\n

“Har de to lige s\u00e5 meget at betyde som du og jeg?” spurgte snemanden.<\/p>\n

“De h\u00f8rer jo til herskabet!” sagde l\u00e6nkehunden; “det er rigtignok s\u00e5re lidt man ved, n\u00e5r man er f\u00f8dt i g\u00e5r! det m\u00e6rker jeg p\u00e5 dig! jeg har alder og kundskab, jeg kender alle her p\u00e5 g\u00e5rden! og jeg har kendt en tid, hvor jeg ikke stod her i kulde og l\u00e6nke; v\u00e6k! v\u00e6k!”<\/p>\n

“Kulden er dejlig!” sagde snemanden. “Fort\u00e6l, fort\u00e6l! men du m\u00e5 ikke rasle med l\u00e6nken, for s\u00e5 kn\u00e6kker det i mig!”<\/p>\n

“V\u00e6k! v\u00e6k!” bj\u00e6ffede l\u00e6nkehunden. “Hvalp har jeg v\u00e6ret; lille og yndig, sagde de, da l\u00e5 jeg i fl\u00f8jlsstol derinde p\u00e5 g\u00e5rden, l\u00e5 i sk\u00f8det p\u00e5 det \u00f8verste herskab; blev kysset i flaben og visket om poterne med broderet lommet\u00f8rkl\u00e6de; jeg hed “den dejligste,” – “nussenussebenet,” men s\u00e5 blev jeg dem for stor! s\u00e5 gav de mig til husholdersken; jeg kom i k\u00e6lderetagen! Du kan se ind i den, hvor du st\u00e5r; du kan se ned i kamret, hvor jeg har v\u00e6ret herskab; for det var jeg hos husholdersken. Det var vel et ringere sted end ovenp\u00e5, men her var mere behageligt; jeg blev ikke krammet og sl\u00e6bt om med af b\u00f8rn, som ovenp\u00e5. Jeg havde lige s\u00e5 god f\u00f8de, som f\u00f8r og meget mere! jeg havde min egen pude, og s\u00e5 var der en kakkelovn, den er p\u00e5 denne tid det dejligste i denne verden! jeg kr\u00f8b helt ind under den, s\u00e5 at jeg blev borte. Oh, den kakkeovn dr\u00f8mmer jeg endnu om; v\u00e6k! v\u00e6k!”<\/p>\n

“Ser en kakkelovn s\u00e5 dejlig ud!” spurgte snemanden. “Ligner den mig?”<\/p>\n

“Den er lige det modsatte af dig! kulsort er den! har en lang hals med messingtromle. Den \u00e6der br\u00e6nde, s\u00e5 at ilden st\u00e5r den ud af munden. Man m\u00e5 holde sig p\u00e5 siden af den, t\u00e6t op, ind under den, det er en uendelig behagelighed! Du m\u00e5 ind af vinduet kunne se den der, hvor du st\u00e5r!”<\/p>\n

Og snemanden s\u00e5, og virkelig s\u00e5 han en sort blankpoleret genstand med messingtromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne g\u00f8re sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kender, n\u00e5r de ikke er snem\u00e6nd.<\/p>\n

“Og hvorfor forlod du hende?” sagde snemanden. Han f\u00f8lte at det m\u00e5tte v\u00e6re et hunk\u00f8nsv\u00e6sen. “Hvor kunne du forlade et s\u00e5dant sted?”<\/p>\n

“Det var jeg nok n\u00f8dt til!” sagde l\u00e6nkehunden, “de smed mig udenfor og satte mig her i l\u00e6nke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han st\u00f8dte fra mig det ben, jeg gnavede p\u00e5; og ben for ben, t\u00e6nker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg st\u00e5et i l\u00e6nke, og har mistet min klare r\u00f8st, h\u00f8r hvor h\u00e6s jeg er: v\u00e6k! v\u00e6k! det blev enden p\u00e5 det!”<\/p>\n

Snemanden h\u00f8rte ikke mere efter; han s\u00e5 stadig ind i husholderskens k\u00e6lderetage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod p\u00e5 sine fire jernben og viste sig i st\u00f8rrelse som snemanden selv.<\/p>\n

“Det knager s\u00e5 underligt i mig!” sagde han. “Skal jeg aldrig komme derind? det er et uskyldigt \u00f8nske, og vore uskyldige \u00f8nsker m\u00e5 dog vist blive opfyldt. Det er mit h\u00f8jeste \u00f8nske, mit eneste \u00f8nske og det ville v\u00e6re n\u00e6sten uretf\u00e6rdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg m\u00e5 derind, jeg m\u00e5 h\u00e6lde mig op til hende, om jeg ogs\u00e5 skal knuse vinduet!”<\/p>\n

“Der kommer du aldrig ind!” sagde l\u00e6nkehunden, “og kom du til kakkelovnen, s\u00e5 var du v\u00e6k! v\u00e6k!”<\/p>\n

“Jeg er s\u00e5 godt som v\u00e6k!” sagde snemanden, “jeg br\u00e6kker over, tror jeg!”<\/p>\n

Hele dagen stod snemanden og s\u00e5 ind af vinduet; i tusm\u00f8rket blev stuen endnu mere indbydende; fra kakkelovnen lyste det s\u00e5 mildt, som ikke M\u00e5nen lyser og heller ikke Solen, nej, som kun kakkelovnen kan lyse, n\u00e5r der er noget i den. Gik de med d\u00f8ren, s\u00e5 slog luen ud, det var den i vane med; det blussede ordentligt r\u00f8dt i snemandens hvide ansigt, det lyste r\u00f8dt lige op af hans bryst.<\/p>\n

“Jeg holder det ikke ud!” sagde han. “Hvor det kl\u00e6der hende at r\u00e6kke tungen ud!”<\/p>\n

Natten var meget lang men ikke for snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de fr\u00f8s, s\u00e5 de knagede.<\/p>\n

I morgenstunden var k\u00e6ldervinduerne frosset til, de bar de dejligste isblomster, nogen snemand kunne forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke t\u00f8 op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der m\u00e5tte forn\u00f8je en snemand, men han var ikke forn\u00f8jet; han kunne og burde have f\u00f8lt sig s\u00e5 lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovnsl\u00e6ngsel.<\/p>\n

“Det er en slem syge for en snemand!” sagde l\u00e6nkehunden; “jeg har ogs\u00e5 lidt af den syge, men jeg har overst\u00e5et den! v\u00e6k! v\u00e6k! – Nu f\u00e5r vi vejrskifte!”<\/p>\n

Og der blev vejrskifte, det slog om i t\u00f8.<\/p>\n

T\u00f8vejret tog til, snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.<\/p>\n

En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde st\u00e5et, det havde drengene rejst ham om.<\/p>\n

“Nu kan jeg forst\u00e5 det med hans l\u00e6ngsel!” sagde l\u00e6nkehunden, “snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har r\u00f8rt sig i ham, nu er det overst\u00e5et; v\u00e6k! v\u00e6k!”<\/p>\n

Og snart var ogs\u00e5 vinteren overst\u00e5et.<\/p>\n

“V\u00e6k, v\u00e6k!” bj\u00e6ffede l\u00e6nkehunden; men sm\u00e5pigerne p\u00e5 g\u00e5rden sang:<\/p>\n

“Skyd frem, skovm\u00e6rke! frisk og prud,
\nh\u00e6ng, pil! din uldne vante ud,
\nkom, kukker, l\u00e6rke! syng, vi har
\nalt for\u00e5r sidst i februar!
\nJeg synger med, kukkuk! kvivit!
\nKom, k\u00e6re sol, kom s\u00e5dan tit!”<\/i><\/p>\n

S\u00e5 t\u00e6nker ingen p\u00e5 snemanden!<\/p>\n

 <\/p>\n

 <\/b>H. C. Andersen: Eventyr: Snedronningen. (1845)<\/i><\/b><\/span><\/h2>\n

Speilet og Stumperne.<\/b><\/p>\n

See saa! nu begynde vi. Naar vi ere ved Enden af Historien, veed vi mere, end vi nu vide, for det var en ond Trold! det var een af de allerv\u00e6rste, det var “D\u00e6velen”! Een Dag var han i et rigtigt godt Humeur, thi han havde gjort et Speil, der havde den Egenskab, at alt Godt og Smukt, som speilede sig deri, svandt der sammen til n\u00e6sten Ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det traadte ret frem og blev endnu v\u00e6rre. De deiligste Landskaber saae ud deri som kogt Spinat, og de bedste Mennesker bleve \u00e6kle eller stode paa Hovedet uden Mave, Ansigterne bleve saa fordreiede, at de vare ikke til at kjende, og havde man en Fregne, saa kunde man v\u00e6re saa vis paa, at den l\u00f8b ud over N\u00e6se og Mund.
\nDet var udm\u00e6rket morsomt, sagde “D\u00e6velen.” Gik der nu en god from Tanke gjennem et Menneske, da kom der et Griin i Speilet, saa Trolddj\u00e6velen maatte lee af sin kunstige Opfindelse. Alle de som gik i Trold-Skole, for han holdt Trold-Skole, de fortalte rundt om, at der var skeet et Mirakel; nu kunde man f\u00f8rst see, meente de, hvorledes Verden og Menneskene rigtigt saae ud. De l\u00f8b omkring med Speilet, og tilsidst var der ikke et Land eller et Menneske, uden at det havde v\u00e6ret fordreiet deri.<\/p>\n

\"\"<\/p>\n

Nu vilde de ogsaa flyve op mod Himlen selv for at gj\u00f8re Nar af Englene og “vor Herre”. Jo h\u00f8iere de fl\u00f8i med Speilet, des st\u00e6rkere grinede det, de kunde neppe holde fast paa det; h\u00f8iere og h\u00f8iere fl\u00f8i de, n\u00e6rmere Gud og Englene; da zittrede Speilet saa frygteligt i sit Griin, at det foer dem ud af H\u00e6nderne og styrtede ned mod Jorden, hvor det gik i hundrede Millioner, Billioner og endnu flere Stykker, og da just gjorde det megen st\u00f8rre Ulykke end f\u00f8r; thi nogle Stykker vare knap saa store som et Sandkorn, og disse fl\u00f8i rundt om i den vide Verden, og hvor de kom Folk i \u00d8inene, der bleve de siddende, og da saae de Mennesker Alting forkeert, eller havde kun \u00d8ine for hvad der var galt ved en Ting, thi hvert lille Speilgran havde beholdt samme Kr\u00e6fter, som det hele Speil havde; nogle Mennesker fik endogsaa en lille Speilstump ind i Hjertet, og saa var det ganske grueligt, det Hjerte blev ligesom en Klump Iis. Nogle Speilstykker vare saa store, at de bleve brugte til Rudeglas, men gjennem den Rude var det ikke v\u00e6rd at see sine Venner; andre Stykker kom i Briller, og saa gik det daarligt, naar Folk toge de Briller paa for ret at see og v\u00e6re retf\u00e6rdige; den Onde loe, saa hans Mave revnede, og det kildede ham saa deiligt. Men ude fl\u00f8i endnu smaa Glasstumper om i Luften. Nu skulle vi h\u00f8re!<\/p>\n

En lille Dreng og en lille Pige.<\/b><\/p>\n

Inde i den store By, hvor der ere saa mange Huse og Mennesker, saa at der ikke bliver Plads nok til, at alle Folk kunne faae en lille Have, og hvor derfor de fleste maa lade sig n\u00f8ie med Blomster i Urtepotter, der var dog to fattige B\u00f8rn som havde en Have noget st\u00f8rre end en Urtepotte. De vare ikke Broder og S\u00f8ster, men de holdt ligesaa meget af hinanden, som om de vare det. For\u00e6ldrene boede lige op til hinanden; de boede paa to Tagkammere; der, hvor Taget fra det ene Nabohuus st\u00f8dte op til det andet og Vandrenden gik langs med Tagskj\u00e6ggene, der vendte fra hvert Huus et lille Vindue ud; man beh\u00f8vede kun at skr\u00e6ve over Renden, saa kunde man komme fra det ene Vindue til det andet.<\/p>\n

For\u00e6ldrene havde udenfor hver en stor Tr\u00e6kasse, og i den voxte Kj\u00f8kkenurter, som de brugte, og et lille Rosentr\u00e6; der var eet i hver Kasse, det voxte saa velsignet. Nu fandt For\u00e6ldrene paa at stille Kasserne saaledes tvers over Renden, at de n\u00e6sten naaede fra det ene Vindue til det andet og saae ganske livagtig ud som to Blomster-Volde. \u00c6rterankerne hang ned over Kasserne, og Rosentr\u00e6erne skj\u00f8de lange Grene, snoede sig om Vinduerne, b\u00f8iede sig mod hinanden: det var n\u00e6sten som en \u00c6report af Gr\u00f8nt og af Blomster. Da Kasserne vare meget h\u00f8ie, og B\u00f8rnene vidste, at de ikke maatte krybe op, saa fik de tidt Lov hver at stige ud til hinanden, sidde paa deres smaa Skamler under Roserne, og der legede de nu saa pr\u00e6gtigt.<\/p>\n

Om Vinteren var jo den Forn\u00f8ielse forbi. Vinduerne vare tidt ganske tilfrosne, men saa varmede de Kobberskillinger paa Kakkelovnen, lagde den hede Skilling paa den frosne Rude, og saa blev der et deiligt Kighul, saa rundt, saa rundt; bag ved tittede et velsignet mildt \u00d8ie, eet fra hvert Vindue; det var den lille Dreng og den lille Pige. Han hed Kay og hun hed Gerda. Om Sommeren kunde de i eet Spring komme til hinanden, om Vinteren maatte de f\u00f8rst de mange Trapper ned og de mange Trapper op; ude fygede Sneen.<\/p>\n

“Det er de hvide Bier, som sv\u00e6rme,” sagde den gamle Bedstemoder.
\n“Har de ogsaa en Bidronning?” spurgte den lille Dreng, for han vidste, at imellem de virkelige Bier er der saadan een.
\n“Det har de!” sagde Bedstemoderen. “Hun flyver der, hvor de sv\u00e6rme t\u00e6ttest! hun er st\u00f8rst af dem alle, og aldrig bliver hun stille paa Jorden, hun flyver op igjen  den store Sky. Mangen Vinternat flyver hun gjennem Byens Gader og kiger ind af Vinduerne, og da fryse de saa underligt, ligesom med Blomster.”
\n“Ja, det har jeg seet!” sagde begge B\u00f8rnene og saa vidste de, at det var sandt.
\n“Kan Sneedronningen komme herind?” spurgte den lille Pige.
\n“Lad hende kun komme,” sagde Drengen, “saa s\u00e6tter jeg hende paa den varme Kakkelovn, og saa smelter hun.”
\nMen Bedstemoderen glattede hans Haar og fortalte andre Historier.
\nOm Aftenen da den lille Kay var hjemme og halv afkl\u00e6dt, kr\u00f8b han op paa Stolen ved Vinduet og tittede ud af det lille Hul; et Par Sneeflokker faldt derude, og een af disse, den allerst\u00f8rste, blev liggende paa Kanten af den ene Blomster-Kasse; Sneeflokken voxte meer og meer, den blev tilsidst til et heelt Fruentimmer, kl\u00e6dt i de fineste, hvide Flor, der vare som sammensatte af Millioner stjerneagtige Fnug. Hun var saa smuk og fiin, men af Iis, den bl\u00e6ndende, blinkende Iis, dog var hun levende; \u00d8inene stirrede som to klare Stjerner, men der var ingen Ro eller Hvile i dem. Hun nikkede til Vinduet og vinkede med Haanden. Den lille Dreng blev forskr\u00e6kket og sprang ned af Stolen, da var det, som der udenfor fl\u00f8i en stor Fugl forbi Vinduet.
\nN\u00e6ste Dag blev det klar Frost, – og saa kom Foraaret, Solen skinnede, det Gr\u00f8nne pippede frem, Svalerne byggede Rede, Vinduerne kom op, og de smaa B\u00f8rn sad igjen i deres lille Have h\u00f8it oppe i Tagrenden over alle Etagerne.
\nRoserne blomstrede den Sommer saa magel\u00f8st; den lille Pige havde l\u00e6rt en Psalme, og i den stod der om Roser; og ved de Roser t\u00e6nkte hun paa sine egne; og hun sang den for den lille Dreng, og han sang den med:<\/p>\n

“Roserne voxe i Dale,
\nDer faae vi Barn-Jesus i Tale!” <\/i><\/p>\n

Og de Smaa holdt hinanden i H\u00e6nderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var deilige Sommerdage, hvor det var velsignet at v\u00e6re ude ved de friske Rosentr\u00e6er, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre.
\nKay og Gerda sad og saae i Billedbogen med Dyr og Fugle, da var det – Klokken slog akkurat fem paa det store Kirketaarn, – at Kay sagde: “au! det stak mig i Hjertet! og nu fik jeg Noget ind i \u00d8iet!”
\nDen lille Pige tog ham om Halsen; han plirede med \u00d8inene; nei, der var ikke Noget at see.
\n“Jeg troer, det er borte!” sagde han; men borte var det ikke. Det var just saadant et af disse Glaskorn, der sprang fra Speilet, Troldspeilet, vi huske det nok, det f\u00e6le Glas, som gjorde at alt Stort og Godt, der afspeilede sig deri, blev Smaat og H\u00e6sligt, men det Onde og Slette traadte ordenlig frem, og hver Feil ved en Ting blev strax til at bem\u00e6rke. Den stakkels Kay han havde ogsaa faaet et Gran lige ind i Hjertet. Det vilde snart blive ligesom en Iisklump. Nu gjorde det ikke ondt mere, men det var der.
\n“Hvorfor gr\u00e6der Du?” spurgte han. “Saa seer Du styg ud! jeg feiler jo ikke noget! Fy!” raabte han ligemed eet: “den Rose der er gnavet af en Orm! og see, den der er jo ganske skj\u00e6v! det er i Grunden nogle \u00e6kle Roser! de ligne Kasserne, de staae i!” og saa st\u00f8dte han med Foden haardt imod Kassen og rev de to Roser af.
\n“Kay, hvad gj\u00f8r Du!” raabte den lille Pige; og da han saae hendes Forskr\u00e6kkelse, rev han endnu en Rose af og l\u00f8b saa ind af sit Vindue bort fra den velsignede lille Gerda.<\/p>\n

Naar hun siden kom med Billedbogen, sagde han, at den var for Patteb\u00f8rn, og fortalte Bedstemoderen Historier, kom han alletider med et men – kunde han komme til det, saa gik han bag efter hende, satte Briller paa og talte ligesom hun; det var ganske akkurat, og saa loe Folk af ham. Han kunde snart tale og gaae efter alle Mennesker i hele Gaden. Alt, hvad der var aparte hos dem og ikke kj\u00f8nt, det vidste Kay at gj\u00f8re bag efter, og saa sagde Folk: “Det er bestemt et udm\u00e6rket Hoved, han har den Dreng!” men det var det Glas, han havde faaet i \u00d8iet, det Glas der sad i Hjertet, derfor var det, han drillede selv den lille Gerda, som med hele sin Sj\u00e6l holdt af ham.
\nHans Lege bleve nu ganske anderledes end f\u00f8r, de vare saa forstandige: – en Vinterdag, som Sneeflokkerne fygede, kom han med et stort Br\u00e6ndeglas, holdt sin blaa Frakke-Flig ud og lod Sneeflokkerne falde paa den.
\n“See nu i Glasset, Gerda!” sagde han, og hver Sneeflok blev meget st\u00f8rre og saae ud, som en pr\u00e6gtig Blomst eller en tikantet Stjerne; det var deiligt at see paa.
\n“Seer Du, hvor kunstigt!” sagde Kay, “det er meget interessantere end med de virkelige Blomster! og der er ikke en eneste Feil ved dem, de ere ganske akkurate, naar de blot ikke smelte!”
\nLidt efter kom Kay med store Handsker og sin Sl\u00e6de paa Ryggen, han raabte Gerda lige ind i \u00d8rene: “jeg har faaet Lov at kj\u00f8re paa den store Plads, hvor de Andre lege!” og afsted var han.
\nDerhenne paa Pladsen bandt tidt de kj\u00e6kkeste Drenge deres Sl\u00e6de fast ved Bondemandens Vogn og saa kj\u00f8rte de et godt Stykke med. Det gik just lystigt. Som de bedst legede, kom der en stor Sl\u00e6de; den var ganske hvidmalet, og der sad i den Een, indsv\u00f8bt i en laaden hvid Pels og med hvid laaden Hue; Sl\u00e6den kj\u00f8rte Pladsen to Gange rundt, og Kay fik gesvindt sin lille Sl\u00e6de bunden fast ved den, og nu kj\u00f8rte han med. Det gik raskere og raskere lige ind i den n\u00e6ste Gade; den, som kj\u00f8rte, dreiede Hovedet, nikkede saa venligt til Kay, det var ligesom om de kjendte hinanden; hver Gang Kay vilde l\u00f8sne sin lille Sl\u00e6de, nikkede personen igjen, og saa blev Kay siddende; de kj\u00f8rte lige ud af Byens Port. Da begyndte Sneen saaledes at v\u00e6lte ned, at den lille Dreng ikke kunde see en Haand for sig, men han foer afsted, da slap han hurtigt Snoren, for at komme l\u00f8s fra den store Sl\u00e6de, men det hjalp ikke, hans lille Kj\u00f8ret\u00f8i hang fast, og det gik med Vindens Fart. Da raabte han ganske h\u00f8it, men Ingen h\u00f8rte ham, og Sneen fygede og Sl\u00e6den fl\u00f8i afsted; imellem gav den et Spring, det var, som om han foer over Gr\u00f8fter og Gj\u00e6rder. Han var ganske forskr\u00e6kket, han vilde l\u00e6se sit Fader vor, men han kunde kun huske den store Tabel.<\/p>\n

Sneeflokkerne bleve st\u00f8rre og st\u00f8rre, tilsidst saae de ud, som store hvide H\u00f8ns; med eet sprang de til Side, den store Sl\u00e6de holdt, og den Person, som kj\u00f8rte i den, reiste sig op, Pelsen og Huen var af bare Snee; en Dame var det, saa h\u00f8i og rank, saa skinnende hvid, det var Sneedronningen.<\/p>\n

“Vi ere komne godt frem!” sagde hun, “men er det at fryse! kryb ind i min Bj\u00f8rnepels!” og hun satte ham i Sl\u00e6den hos sig, slog Pelsen om ham, det var, som om han sank i en Sneedrive.
\n“Fryser Du endnu!” spurgde hun, og saa kyssede hun ham paa Panden. Uh! det var koldere end Iis, det gik ham lige ind til hans Hjerte, der jo dog halv var en Iisklump; det var, som om han skulde d\u00f8e; – men kun et \u00d8ieblik, saa gjorde det just godt; ham m\u00e6rkede ikke mere til Kulden rundt om.
\n“Min Sl\u00e6de! glem ikke min Sl\u00e6de!” det huskede han f\u00f8rst paa; og den blev bunden paa een af de hvide H\u00f8ns, og den fl\u00f8i bag efter med Sl\u00e6den paa Ryggen. Sneedronningen kyssede Kay endnu en Gang, og da havde han glemt lille Gerda og Bedstemoder og dem alle der hjemme.
\nNu faaer Du ikke flere Kys!” sagde hun, “for saa kyssede jeg Dig ihjel!”
\nKay saae paa hende, hun var saa smuk, et klogere, deiligere Ansigt kunde han ikke t\u00e6nke sig, nu syntes hun ikke af Iis, som den Gang hun sad udenfor Vinduet og vinkede ad ham; for hans \u00d8ine var hun fuldkommen, han f\u00f8lte sig slet ikke bange, han fortalte hende at han kunde Hoved-Regning, og det med Br\u00f8k, Landenes Qvadrat-Mile og “hvor mange Indvaanere,” og hun smilte altid; da syntes han, det var dog ikke nok, hvad han vidste, og han saae op i det store, store Luftrum og hun fl\u00f8i med ham, fl\u00f8i h\u00f8it op paa den sorte Sky, og Stormen susede og brusede, det var, som sang den gamle Viser. De fl\u00f8i over Skove og S\u00f8er, over Have og Lande; neden under susede den kolde bl\u00e6st, Ulvene hylede, Sneen gnistrede, hen over den fl\u00f8i de sorte skrigende Krager, men oven over skinnede Maanen saa stor og klar, og paa den saae Kay den lange, lange Vinternat; om Dagen sov han ved Sneedronningens F\u00f8dder.<\/p>\n

Blomster-Haven hos Konen, som kunde Trolddom. <\/b><\/p>\n

Men hvorledes havde den lille Gerda det, da Kay ikke mere kom? Hvor var han dog? – Ingen vidste det, Ingen kunde give Besked. Drengene fortalte kun, at de havde seet ham binde sin lille Sl\u00e6de til en pr\u00e6gtig stor, der kj\u00f8rte ind i Gaden og ud af Byens Port. Ingen vidste, hvor han var, mange Taarer fl\u00f8d, den lille<\/p>\n

Gerda gr\u00e6d saa dybt og l\u00e6nge; – saa sagde de, at han var d\u00f8d, han var sjunket i Floden, der l\u00f8b t\u00e6t ved Byen; o, det var ret lange, m\u00f8rke Vinterdage.
\nNu kom Vaaren med varmere Solskin.
\n“Kay er d\u00f8d og borte!” sagde den lille Gerda.
\n“Det troer jeg ikke!” sagde Solskinnet.
\n“Han er d\u00f8d og borte!” sagde hun til Svalerne.
\n“Det troer jeg ikke!” svarede de, og tilsidst troede den lille Gerda det ikke heller.
\n“Jeg vil tage mine ny r\u00f8de Skoe paa,” sagde hun en Morgenstund, “dem Kay aldrig har seet, og saa vil jeg gaae ned til Floden og sp\u00f8rge den ad!”
\nOg det var ganske tidligt; hun kyssede den gamle Bedstemoder, som sov, tog de r\u00f8de Skoe paa og gik ganske ene ud af Porten til Floden.
\n“Er det sandt, at Du har taget min lille Legebroder? Jeg vil for\u00e6re Dig mine r\u00f8de Skoe, dersom Du vil give mig ham igjen!”<\/p>\n

Og B\u00f8lgerne, syntes hun, nikkede saa underligt; da tog hun sine r\u00f8de Skoe, det Kj\u00e6reste hun havde, og kastede dem begge to ud i Floden, men de faldt t\u00e6t<\/p>\n

inde ved Bredden, og de smaa B\u00f8lger bare dem strax i Land til hende, det var ligesom om Floden ikke vilde tage det Kj\u00e6reste hun havde, da den jo ikke havde den lille Kay; men hun troede nu, at hun ikke kastede Skoene langt nok ud, og saa kr\u00f8b hun op i en Baad, der laae i Sivene, hun gik heelt ud i den yderste Ende og kastede Skoene; men Baaden var ikke bundet fast, og ved den Bev\u00e6gelse, hun gjorde, gled den fra Land; hun m\u00e6rkede det og skyndte sig for at komme bort, men f\u00f8r hun naaede tilbage, var Baaden over en Alen ude, og nu gled den hurtigere afsted.<\/p>\n

Da blev den lille Gerda ganske forskr\u00e6kket og gav sig til at gr\u00e6de, men Ingen h\u00f8rte hende uden Graaspurvene, og de kunde ikke b\u00e6re hende i Land, men de fl\u00f8i langs med Bredden og sang, ligesom for at tr\u00f8ste hende: “her ere vi! her ere vi!” Baaden drev med Str\u00f8mmen; den lille Gerda sad ganske stille i de bare Str\u00f8mper; hendes smaa r\u00f8de Skoe fl\u00f8d bag efter, men de kunde ikke naae Baaden, den tog st\u00e6rkere Fart.
\nSmukt var der paa begge Bredder, deilige Blomster, gamle Tr\u00e6er og Skr\u00e6nter med Faar og K\u00f8er, men ikke et Menneske at see.
\n“Maaskee b\u00e6rer Floden mig hen til lille Kay,” t\u00e6nkte Gerda og saa blev hun i bedre Humeur, reiste sig op og saae i mange Timer paa de smukke gr\u00f8nne Bredder; saa kom hun til en stor Kirseb\u00e6r-Have, hvor der var et lille Huus med underlige r\u00f8de og blaae Vinduer, forresten Straatag og udenfor to Tr\u00e6-Soldater, som skuldrede for dem, der seilede forbi.
\nGerda raabte paa dem, hun troede, at de vare levende, men de svarede naturligviis ikke; hun kom dem ganske n\u00e6r, Floden drev Baaden lige ind imod Land.
\nGerda raabte endnu h\u00f8iere, og saa om ud af Huset en gammel, gammel Kone, der st\u00f8ttede sig paa en Krog-Kj\u00e6p; hun havde en stor Solhat paa, og den var bemalet med de deiligste Blomster.
\n“Du lille stakkels Barn!” sagde den gamle Kone; “hvorledes er Du dog kommet ud paa den store, st\u00e6rke Str\u00f8m, drevet langt ud i den vide Verden!” og saa gik den gamle Kone heelt ud i Vandet, slog sin Krog-Kj\u00e6p fast i Baaden, trak den i Land og l\u00f8ftede den lille Gerda ud.
\nOg Gerda var glad ved at komme paa det T\u00f8rre, men dog lidt bange for den fremmede, gamle Kone.
\n“Kom dog og fort\u00e6l mig, hvem Du er, og hvorledes Du kommer her!” sagde hun.
\nOg Gerda fortalte hende Alting; og den Gamle rystede med Hovedet og sagde “Hm! hm!” og da Gerda havde sagt hende Alting og spurgt om hun ikke havde seet lille Kay, sagde Konen, at han var ikke kommen forbi, men han kom nok, hun skulde bare ikke v\u00e6re bedr\u00f8vet, men smage hendes Kirseb\u00e6r, see hendes Blomster, de vare smukkere end nogen Billedbog, de kunde hver fort\u00e6lle en heel Historie. Saa tog hun Gerda ved Haanden, de gik ind i det lille Huus, og den gamle Kone lukkede D\u00f8ren af.<\/p>\n

Vinduerne sade saa h\u00f8it oppe og Glassene vare r\u00f8de, blaae og gule; Daglyset skinnede saa underligt derinde med alle Couleurer, men paa Bordet stode de deiligste Kirseb\u00e6r, og Gerda spiste saa mange hun vilde, for det turde hun. Og mens hun spiste, kj\u00e6mmede den gamle Kone hendes Haar med en Guldkam, og Haaret kr\u00f8llede og skinnede saa deiligt guult rundt om det lille, venlige Ansigt, der var saa rundt og saae ud som en Rose.
\n“Saadan en s\u00f8d lille Pige har jeg rigtig l\u00e6ngtes efter,” sagde den Gamle. “Nu skal Du see, hvor vi to godt skulle komme ud af det!” og alt som hun kj\u00e6mmede den lille Gerdas Haar, glemte Gerda meer og meer sin Pleiebroder Kay; for den gamle Kone kunde Trolddom, men en ond Trold var hun ikke, hun troldede bare lidt for sin egen Forn\u00f8ielse, og nu vilde hun gjerne beholde den lille Gerda. Derfor gik hun ud i Haven, strakte sin Krog-Kj\u00e6p ud mod alle Rosentr\u00e6erne, og, i hvor deiligt de blomstrede, sank de dog alle ned i den sorte Jord og man kunde ikke see, hvor de havde staaet. Den Gamle var bange for, at naar Gerda saae Roserne, skulde hun t\u00e6nke paa sine egne og da huske lille Kay og saa l\u00f8be sin Vei.<\/p>\n

Nu f\u00f8rte hun Gerda ud i Blomster-Haven. – Nei! hvor her var en Duft og Deilighed! alle de t\u00e6nkelige Blomster, og det for enhver Aarstid, stode her i det pr\u00e6gtigste Flor; ingen Billedbog kunde v\u00e6re mere broget og smuk. Gerda sprang af Gl\u00e6de, og legede, til Solen gik ned bag de h\u00f8ie Kirseb\u00e6rtr\u00e6er, da fik hun en deilig Seng med r\u00f8de Silkedyner, de vare stoppede med blaae Violer, og hun sov og dr\u00f8mte der saa deiligt, som nogen Dronning paa sin Bryllupsdag.<\/p>\n

N\u00e6ste Dag kunde hun lege igjen med Blomsterne i det varme Solskin, – saaledes gik mange Dage. Gerda kjendte hver Blomst, men i hvor mange der vare, syntes hun dog, at der manglede een, men hvilken vidste hun ikke. Da sidder hun en Dag og seer paa den gamle Kones Solhat med de malede Blomster, og just den smukkeste der var en Rose. Den Gamle havde glemt at faae den af Hatten, da hun fik de andre ned i Jorden. Men saaledes er det, ikke at have Tankerne med sig! “Hvad!” sagde Gerda, “er her ingen Roser!” og sprang ind imellem Bedene, s\u00f8gte og s\u00f8gte, men der var ingen at finde; da satte hun sig ned og gr\u00e6d, men hendes hede Taarer faldt netop der, hvor et Rosentr\u00e6 var sjunket og da de varme Taarer vandede Jorden, skj\u00f8d Tr\u00e6et med eet op, saa blomstrende, som da det sank, og Gerda omfavnede det, kyssede Roserne og t\u00e6nkte paa de deilige Roser hjemme og med dem paa den lille Kay.
\n“O, hvor jeg er bleven sinket!” sagde den lille Pige. “Jeg skulde jo finde Kay! – Veed I ikke hvor han er?” spurgte hun Roserne. “Troer I at han er d\u00f8d og borte?”
\n“D\u00f8d er han ikke,” sagde Roserne. “Vi have jo v\u00e6ret i Jorden, der ere alle de D\u00f8de, men men Kay var der ikke!”
\n“Tak skal I have!” sagde den lille Gerda og hun gik hen til de andre Blomster og saae ind i deres Kalk og spurgte: “Veed I ikke, hvor lille Kay er?”
\nMen hver Blomst stod i Solen og dr\u00f8mte sit eget Eventyr eller Historie, af dem fik lille Gerda saa mange, mange, men Ingen vidste noget om Kay.
\nOg hvad sagde da Ildlillien?
\n“H\u00f8rer Du Trommen: bum! bum! det er kun to Toner, altid bum! bum! h\u00f8r Qvindernes S\u00f8rgesang! h\u00f8r Pr\u00e6sternes Raab! – I sin lange r\u00f8de Kjortel staaer<\/p>\n

Hindue-Konen paa Baalet, Flammerne slaae op om hende og hendes d\u00f8de Mand; men Hindue-Konen t\u00e6nker paa den Levende her i Kredsen, ham, hvis \u00d8ine br\u00e6nde hedere end Flammerne, ham, hvis \u00d8ines Ild naae mere hendes Hjerte, end de Flammer, som snart br\u00e6nde hendes Legeme til Aske. Kan Hjertets Flamme d\u00f8e i Baalets Flammer?”
\n“Det forstaaer jeg slet ikke!” sagde den lille Gerda.
\n“Det er mit \u00c6ventyr!” sagde Ildlillien.
\nHvad siger Convolvolus?
\n“Ud over den snevre Fjeldvei h\u00e6nger en gammel Ridderborg: det t\u00e6tte Evigtgr\u00f8nt voxer op om de gamle r\u00f8de Mure, Blad ved Blad, hen om Altanen, og der staaer en deilig Pige; hun b\u00f8ier sig ud over R\u00e6kv\u00e6rket og seer ned ad Veien. Ingen Rose h\u00e6nger friskere fra Grenene, end hun, ingen \u00c6bleblomst, naar Vinden b\u00e6rer den fra Tr\u00e6et, er mere sv\u00e6vende, end hun; hvor rasler den pr\u00e6gtige Silkekjortel. “Kommer han dog ikke!”
\n“Er det Kay, Du mener,” spurgte lille Gerda.
\n“Jeg taler kun om mit Eventyr, min Dr\u00f8m,” svarede Convolvolus.
\nHvad siger den lille Sommergj\u00e6k?
\n“Mellem Tr\u00e6erne h\u00e6nger i Snore det lange Br\u00e6t, det er en Gynge; to nydelige Smaapiger, – Kjolerne ere hvide som Snee, lange gr\u00f8nne Silkebaand flagre fra Hattene, – sidde og gynge; Broderen, der er st\u00f8rre end de, staaer op i Gyngen, han har Armen om Snoren for at holde sig, thi i den ene Haand har han en lille Skaal, i den anden en Kridtpibe, han bl\u00e6ser S\u00e6bebobler; Gyngen gaaer, og Boblerne flyve med deilige, vexlende Farver; den sidste h\u00e6nger endnu ved Pibestilken og b\u00f8ier sig i Vinden; Gyngen gaaer. Den lille sorte Hund, let som Boblerne, reiser sig paa Bagbenene og vil med i Gyngen, den flyver; Hunden dumper, bj\u00e6ffer og er vred; den gj\u00e6kkes, Boblerne briste, – Et gyngende Br\u00e6t, et springende Skumbilled er min Sang!”
\n“Det kan gjerne v\u00e6re, at det er smukt, hvad Du fort\u00e6ller, men Du siger det saa s\u00f8rgeligt og n\u00e6vner slet ikke Kay. Hvad sige Hyazinterne?”
\n“Der var tre deilige S\u00f8stre, saa gjennemsigtige og fine; den Enes Kjortel var r\u00f8d, den Andens var blaa, den Tredies ganske hvid; Haand i Haand dandsede de ved den stille S\u00f8 i det klare Maaneskin. De vare ikke Elverpiger, de vare Menneskeb\u00f8rn. Der duftede saa s\u00f8dt, og Pigerne svandt i Skoven; Duften blev st\u00e6rkere; – tre Liigkister, i dem laae de deilige Piger, glede fra Skovens Tykning hen over S\u00f8en; Sant-Hansorme fl\u00f8i skinnende rundt om, som smaa sv\u00e6vende Lys. Sove de dandsende Piger, eller ere de d\u00f8de? – Blomsterduften siger, de ere Liig; Aftenklokken ringer over de D\u00f8de!”
\n“Du gj\u00f8r mig ganske bedr\u00f8vet,” sagde den lille Gerda. “Du dufter saa st\u00e6rkt; jeg maa t\u00e6nke paa de d\u00f8de Piger! ak, er da virkelig lille Kay d\u00f8d? Roserne have v\u00e6ret nede i Jorden, og de sige nei!”
\n“Ding, dang!” ringede Hyazintens Klokker. “Vi ringe ikke over lille Kay, ham kjende vi ikke! vi synge kun vor Vise, den eneste, vi kunne!”
\nOg Gerda gik hen til Sm\u00f8rblomsten, der skinnede frem imellem de glindsende, gr\u00f8nne Blade.
\n“Du er en lille klar Sol!” sagde Gerda. “Siig mig, om Du veed, hvor jeg skal finde min Legebroder?”
\nOg Sm\u00f8rblomsten skinnede saa smukt og saae paa Gerda igjen. Hvilken Vise kunde vel Sm\u00f8rblomsten synge? Den var heller ikke om Kay.
\n“I en lille Gaard skinnede vor Herres Sol saa varmt den f\u00f8rste Foraars Dag; Straalerne glede ned ad Naboens hvide V\u00e6g, t\u00e6t ved groede de f\u00f8rste gule Blomster, skinnende Guld i de varme Solstraaler; gamle Bedstemoder var ude i sin Stol, Datterdatteren den fattige, kj\u00f8nne Tjenestepige, kom hjem et kort Bes\u00f8g; hun kyssede Bedstemoderen. Det var Guld, Hjertets Guld i det velsignede Kys. Guld paa Munden, Guld i Grunden, Guld deroppe i Morgenstunden! See, det er min lille Historie!” sagde Sm\u00f8rblomsten.
\n“Min gamle stakkels Bedstemoder!” sukkede Gerda. “Ja hun l\u00e6nges vist efter mig, er bedr\u00f8vet for mig, ligesom hun var for lille Kay. Men jeg kommer snart hjem igjen, og saa bringer jeg Kay med. – Det kan ikke hjelpe, at jeg sp\u00f8rger Blomsterne, de kunne kun deres egen Vise, de sige mig ikke Beskeed!” og saa bandt hun sin lille Kjole op, for at hun kunde l\u00f8be raskere; men Pindselillien slog hende over Benet, i det hun sprang over den; da blev hun staaende, saae paa den lange gule Blomst og spurgte: “Veed Du maaskee Noget?” og hun b\u00f8iede sig lige ned til Pindselillien. Og hvad sagde den?
\n“Jeg kan see mig selv! jeg kan see mig selv!” sagde Pindselillien. “O, o, hvor jeg lugter! – Oppe paa det lille Qvistkammer, halv kl\u00e6dt paa, staaer en lille Dandserinde, hun staaer snart paa eet Been, snart paa to, hun sparker af den hele Verden, hun er bare \u00d8ienforblindelse. Hun h\u00e6lder Vand af Theepotten ud paa et Stykke T\u00f8i, hun holder, det er Sn\u00f8rlivet; – Reenlighed er en god Ting! den hvide Kjole h\u00e6nger paa Knagen, den er ogsaa vadsket i Theepotten og t\u00f8rret paa Taget; den tager hun paa, det safransgule T\u00f8rkl\u00e6de om Halsen, saa skinner Kjolen mere hvid. Benet i Veiret! see hvor hun kneiser paa een Stilk! jeg kan see mig selv! jeg kan see mig selv!”
\n“Det bryder jeg mig slet ikke om!” sagde Gerda. “Det er ikke noget at fort\u00e6lle mig!” og saa l\u00f8b hun til Udkanten af Haven.
\nD\u00f8ren var lukket, men hun vrikkede i den rustne Krampe, saa den gik l\u00f8s, og D\u00f8ren sprang op, og saa l\u00f8b den lille Gerda paa bare F\u00f8dder ud i den vide Verden. Hun saae tre Gange tilbage, men der var Ingen, som kom efter hende; tilsidst kunde hun ikke l\u00f8be mere og satte sig paa en stor Steen, og da hun saae sig rundt om, var Sommeren forbi, det var seent paa Efteraaret, det kunde man slet ikke m\u00e6rke derinde i den deilige Have, hvor der var altid Solskin og alle Aarstiders Blomster.
\n“Gud! hvor jeg har sinket mig!” sagde den lille Gerda: “Det er jo blevet Efteraar! saa t\u00f8r jeg ikke hvile!” og hun reiste sig for at gaae.
\nO, hvor hendes smaa F\u00f8dder vare \u00f8mme og tr\u00e6tte, og rundt om saae det koldt og raat ud; de lange Pileblade vare ganske gule og Taagen dryppede i Vand fra dem, eet Blad faldt efter et andet, kun Slaaentornen stod med Frugt, saa stram og til at rimpe Munden sammen. O hvor det var graat og tungt i den vide Verden.<\/p>\n

Prinds og Prindsesse.<\/b><\/p>\n

Gerda maatte igjen hvile sig; da hoppede der paa Sneen, ligeover for hvor hun sad, en stor Krage, den havde l\u00e6nge siddet, seet paa hende og vrikket med Hovedet; nu sagde den: “Kra! kra! – go’ Da’! go’ Da’!” Bedre kunde den ikke sige det, men den meente det saa godt med den lille Pige og spurgte hvorhen hun gik saa alene ude i den vide Verden. Det Ord: alene forstod Gerda meget godt og f\u00f8lte ret, hvor meget der laae deri, og saa fortalte hun Kragen sit hele Liv og Levnet og spurgte, om den ikke havde seet Kay.
\nOg Kragen nikkede ganske bet\u00e6nksomt og sagde: “det kunde v\u00e6re! det kunde v\u00e6re!”
\n“Hvad, troer Du!” raabte den lille Pige og havde n\u00e6r klemt Kragen ihjel, saaledes kyssede hun den.
\n“Fornuftig, fornuftig!” sagde Kragen. “Jeg troer, jeg veed, – jeg troer, det kan v\u00e6re den lille Kay! men nu har han vist glemt Dig for Prindsessen!”
\n“Boer han hos en Prindsesse?” spurgte Gerda.
\n“Ja h\u00f8r!” sagde Kragen, “men jeg har saa sv\u00e6rt ved at tale dit Sprog. Forstaaer Du Kragemaal saa skal jeg bedre fort\u00e6lle!”
\n“Nei, det har jeg ikke l\u00e6rt!” sagde Gerda, “men Bedstemoder kunde det, og P-Maal kunde hun. Bare jeg havde l\u00e6rt det!”
\n“Gj\u00f8r ikke noget!” sagde Kragen, “jeg skal fort\u00e6lle, saa godt jeg kan, men daarligt bliver det alligevel,” og saa fortalte den, hvad den vidste.
\n“I dette Kongerige, hvor vi nu sidde, boer en Prindsesse, der er saa uhyre klog, men hun har ogsaa l\u00e6st alle Aviser, der ere til i Verden, og glemt dem igjen, saa klog er hun. Forleden sidder hun paa Thronen, og det er ikke saa morsomt endda, siger man, da kommer hun til at nynne en Vise, det var netop den: “hvorfor skulde jeg ikke gifte mig!” “H\u00f8r, det er der noget i,” siger hun, og saa vilde hun gifte sig, men hun vilde have en Mand, der forstod at svare, naar man talte til ham, En der ikke stod og kun saae fornem ud, for det er saa kjedeligt. Nu lod hun alle Hofdamerne tromme samme, og da de h\u00f8rte, hvad hun vilde, bleve de saa forn\u00f8iede, “det kan jeg godt lide!” sagde de, “saadant noget t\u00e6nkte jeg ogsaa paa forleden!” – Du kan troe, at det er sandt hvert Ord jeg siger!” sagde Kragen. “Jeg har en tam Kj\u00e6reste, der gaaer frit om paa Slottet, og hun har fortalt mig Alt!”<\/p>\n

Det var naturligviis ogsaa en Krage hans Kj\u00e6reste, for Krage s\u00f8ger Mage, og det er altid en Krage.
\n“Aviserne kom strax ud med en Kant af Hjerter og Prindsessens Navnetr\u00e6k; man kunde l\u00e6se sig til, at det stod enhver ung Mand, der saae godt ud, frit for at komme op paa Slottet og tale med Prindsessen, og den, som talte, saa at man kunde h\u00f8re han var hjemme der, og talte bedst, ham vilde Prindsessen tage til Mand! – Ja, ja!” sagde Kragen, “Du kan troe mig, det er saa vist, som jeg sidder her, Folk str\u00f8mmede til, der var en Tr\u00e6ngsel og en L\u00f8ben, men det lykkedes ikke, hverken den f\u00f8rste eller anden Dag. De kunde Allesammen godt tale, naar de vare ude paa Gaden, men naar de kom ind af Slotsporten og saae Garden i S\u00f8lv, og op ad Trapperne Laquaierne i Guld og de store oplyste Sale, saa bleve de forbl\u00f8ffede; og stode de foran Thronen, hvor Prindsessen sad, saa vidste de ikke at sige uden det sidste Ord, hun havde sagt, og det br\u00f8d hun sig ikke om at h\u00f8re igjen. Det var ligesom om Folk derinde havde faaet Snuustobak paa Maven og vare faldet i Dvale, indtil de kom ud paa Gaden igjen, ja, saa kunde de snakke. Der stod en R\u00e6kke lige fra Byens Port til Slottet. Jeg var selv inde at see det!” sagde Kragen. “De bleve baade sultne og t\u00f8rstige, men fra Slottet fik de ikke engang saa meget, som et Glas lunket Vand. Vel havde nogle af de Klogeste taget Sm\u00f8rrebr\u00f8d med, men de deelte ikke med deres Nabo, de t\u00e6nkte, som saa: lad ham kun see sulten ud, saa tager Prindsessen ham ikke!”
\n“Men Kay, lille Kay!” spurgte Gerda. “Naar kom han? Var han mellem de mange?”
\n“Gid Tid! giv Tid! nu ere vi lige ved ham! det var den tredie Dag, da kom der en lille Person, uden Hest eller Vogn, ganske freidig marcherende lige op til Slottet; hans \u00d8ine skinnede som dine, han havde deilige lange Haar, men ellers fattige Kl\u00e6der!”
\n“Det var Kay!” jublede Gerda. “O, saa har jeg fundet ham!” og hun klappede i H\u00e6nderne.
\n“Han havde en lille Randsel paa Ryggen!” sagde Kragen.
\n“Nei, det var vist hans Sl\u00e6de!” sagde Gerda, “for med Sl\u00e6den gik han bort!”
\n“Det kan gjerne v\u00e6re!” sagde Kragen, “jeg saae ikke saa n\u00f8ie til! men det veed jeg af min tamme Kj\u00e6reste, at da han kom ind af Slotsporten og saae Livgarden i S\u00f8lv og opad Trappen Laquaierne i Guld, blev han ikke det bitterste forknyt, han nikkede og sagde til dem: “det maa v\u00e6re kjedeligt at staae paa Trappen, jeg gaaer heller indenfor!” Der skinnede Salene med Lys; Geheimeraader og Excellenser gik paa bare F\u00f8dder og bare Guldfade; man kunde nok blive h\u00f8itidelig! hans St\u00f8vler knirkede saa frygtelig st\u00e6rkt, men han blev dog ikke bange!”
\n“Det er ganske vist Kay!” sagde Gerda, “jeg veed, han havde nye St\u00f8vler, jeg har h\u00f8rt dem knirke i Bedstemoders Stue!”
\n“Ja knirke gjorde de!” sagde Kragen, “og freidig gik han lige ind for Prindsessen, der sad paa en Perle, saa stor som et Rokkehjul; og alle Hofdamerne med deres Piger og Pigers Piger, og alle Cavalererne med deres Tjenere og Tjeneres Tjenere, der holde Dreng, stode opstillede rundt om; og jo n\u00e6rmere de stode ved D\u00f8ren, jo stoltere saae de ud. Tjenernes Tjeneres Dreng, der altid gaaer i T\u00f8fler, er n\u00e6sten ikke til at see paa, saa stolt staaer han i D\u00f8ren!”
\n“Det maa v\u00e6re grueligt!” sagde den lille Gerda. “Og Kay har dog faaet Prindsessen!”
\n“Havde jeg ikke v\u00e6ret en Krage, saa havde jeg taget hende, og det uagtet jeg er forlovet. Han skal have talt ligesaa godt, som jeg taler, naar jeg taler Kragemaal, det har jeg fra min tamme Kj\u00e6reste. Han var freidig og nydelig; han var slet ikke kommet for at frie, bare alene kommet for at h\u00f8re Prindsessens Klogskab, og den fandt han god, og hun fandt han god igjen!”
\n“Ja, vist! det var Kay!” sagde Gerda, “han var saa klog, han kunde Hoved-Regning med Br\u00f8k! – O, vil Du ikke f\u00f8re mig ind paa Slottet!”
\n“Ja, det er let sagt!” sagde Kragen. “Men hvorledes gj\u00f8re vi det? Jeg skal tale derom med min tamme Kj\u00e6reste; hun kan vel raade os; thi det maa jeg sige Dig, saadan en lille Pige, som Du, faaer aldrig Lov at komme ordenlig ind!”
\n“Jo, det gj\u00f8r jeg!” sagde Gerda. “Naar Kay h\u00f8rer jeg er her, kommer han strax ud og henter mig!”
\n“Vent mig ved Stenten der!” sagde Kragen, vrikkede
\nmed Hovedet og fl\u00f8i bort.     F\u00f8rst da det var m\u00f8rk Aften kom Kragen igjen tilbage: “Rar! rar!” sagde den. “Jeg skal hilse Dig fra hende mange Gange! og her er et lille Br\u00f8d til Dig, det tog hun i Kj\u00f8kkenet, der er Br\u00f8d nok og Du er vist sulten! – Det er ikke muligt, at Du kan komme ind paa Slottet, Du har jo bare F\u00f8dder; Garden i S\u00f8lv og Laquaierne i Guld ville ikke tillade det; men gr\u00e6d ikke, Du skal dog nok komme derop. Min Kj\u00e6reste veed en lille Bagtrappe, som f\u00f8rer til Sovkammeret, og hun veed, hvor hun skal tage N\u00f8glen!”
\nOg de gik ind i Haven, i den store Allee, hvor det ene Blad faldt efter det andet, og da paa Slottet Lysene slukkedes, det ene efter det andet, f\u00f8rte Kragen lille Gerda hen til en Bagd\u00f8r, der stod paa klem.
\nO, hvor Gerdas Hjerte bankede af Angest og L\u00e6ngsel! det var ligesom om hun skulde gj\u00f8re noget Ondt, og hun vilde jo kun have at vide, om det var lille Kay; jo det maatte v\u00e6re ham; hun t\u00e6nkte saa levende paa hans kloge \u00d8ine, hans lange Haar; hun kunde ordentlig see, hvorledes han smilede, som da de sade hjemme under Roserne. Han vilde vist blive glad ved at see hende, h\u00f8re hvilken lang Vei, hun havde gaaet for hans Skyld, vide, hvor bedr\u00f8vet de Alle hjemme havde v\u00e6ret, da han ikke kom igjen. O, det var en Frygt og en Gl\u00e6de.
\nNu vare de paa Trappen; der br\u00e6ndte en lille Lampe paa et Skab; midt paa Gulvet stod den tamme Krage og dreiede Hovedet til alle Sider og betragtede Gerda, der neiede, som Bedstemoder have l\u00e6rt hende.
\n“Min Forlovede har talt saa smukt om dem, min lille Fr\u00f8ken,” sagde den tamme Krage, “deres Vita, som man kalder det, er ogsaa meget r\u00f8rende! – Vil de tage Lampen, saa skal jeg gaae foran. Vi gaae her den lige Vei, for der tr\u00e6ffe vi Ingen!”
\n“Jeg synes her kommer Nogen lige bag efter!” sagde Gerda, og det susede forbi hende; det var ligesom Skygger hen ad V\u00e6ggen, Heste med flagrende Manker og tynde Been, J\u00e6gerdrenge, Herrer og Damer til Hest.
\n“Det er kun Dr\u00f8mmene!” sagde Kragen, “de komme og hente det h\u00f8ie Herskabs Tanker til Jagt, godt er det, saa kan De bedre betragte dem i Sengen. Men lad mig see, kommer De til \u00c6re og V\u00e6rdighed, at De da viser et taknemmeligt Hjerte!”
\n“Det er jo ikke noget at snakke om!” sagde Kragen fra Skoven.<\/p>\n

Nu kom de ind i den f\u00f8rste Sal, den var af rosenr\u00f8dt Atlask med kunstige Blomster opad V\u00e6ggen; her susede dem allerede Dr\u00f8mmene forbi, men de foer saa hurtigt, at Gerda ikke fik seet det h\u00f8ie Herskab. Den ene Sal blev pr\u00e6gtigere end den anden; jo man kunde nok blive forbl\u00f8ffet, og nu vare de i Sovkammeret. Loftet herinde lignede en stor Palme med Blade af Glas, kostbart Glas, og midt paa Gulvet hang i en tyk Stilk af Guld to Senge, der hver saae ud som Lillier: den ene var hvid, i den laae Prindsessen; den anden var r\u00f8d, og i den var det at Gerda skulde s\u00f8ge lille Kay; hun b\u00f8iede eet af de r\u00f8de Blade tilside og da saae hun en bruun Nakke. – O, det var Kay! – Hun raabte ganske h\u00f8it hans Navn, holdt Lampen hen til ham – Dr\u00f8mmene susede til Hest ind i Stuen igjen – han vaagnede, dreiede Hovedet og – – det var ikke den lille Kay.<\/p>\n

Prindsen lignede ham kun paa Nakken, men ung og smuk var han. Og fra den hvide Lillie-Seng tittede Prindsessen ud, og spurgte hvad det var. Da gr\u00e6d den lille Gerda og fortalte hele sin Historie og Alt, hvad Kragerne havde gjort for hende.
\n“Din lille Stakkel!” sagde Prindsen og Prindsessen, og de roste Kragerne og sagde, at de vare slet ikke vrede paa dem, men de skulde dog ikke gj\u00f8re det oftere. Imidlertid skulde de have en Bel\u00f8nning.
\n“Ville I flyve frit?” spurgte Prindsessen, “eller ville I have fast Ans\u00e6ttelse som Hofkrager med Alt, hvad der falder af i Kj\u00f8kkenet?”
\nOg begge Kragerne neiede og bade om fast Ans\u00e6ttelse; for de t\u00e6nkte paa deres Alderdom og sagde, “det var saa godt at have noget for den gamle Mand,” som de kalde det.
\nOg Prindsen stod op af sin Seng og lod Gerda sove i den, og mere kunde han ikke gj\u00f8re. Hun foldede sin smaa H\u00e6nder og t\u00e6nkte: “hvor dog Mennesker og Dyr ere gode,” og saa lukkede hun sine \u00d8ine og sov saa velsignet. Alle Dr\u00f8mmene kom igjen flyvende ind, og de saae de ud som Guds Engle, og de trak en lille Sl\u00e6de, og paa den sad Kay og nikkede; men det Hele var kun Dr\u00f8mmeri, og derfor var det ogsaa borte igjen, saasnart hun vaagnede.
\nN\u00e6ste Dag blev hun kl\u00e6dt op fra Top til Taa i Silke og Fl\u00f8iel; hun fik Tilbud at blive paa Slottet og have gode Dage, men hun bad alene om at faae en lille Vogn med en Hest for og et Par smaa St\u00f8vler, saa vilde hun igjen kj\u00f8re ud i den vide Verden og finde Kay.
\nOg hun fik baade St\u00f8vler og Muffe; hun blev saa nydeligt kl\u00e6dt paa, og da hun vilde afsted, holdt ved D\u00f8ren en ny Karreet af puurt Guld; Prindsens og Prindsessens Vaaben lyste fra den som en Stjerne; Kudsk, Tjenere og Forridere, for der vare ogsaa Forridere, sade kl\u00e6dte i Guldkroner. Prindsen og Prindsessen hjalp hende selv i Vognen og \u00f8nskede hende al Lykke. Skovkragen, der nu var bleven givt, fulgte med de f\u00f8rste tre Mile; den sad ved Siden af hende, for den kunde ikke taale at kj\u00f8re bagl\u00e6nds; den anden Krage stod i Porten og slog med Vingerne, den fulgte ikke med, thi den leed af Hovedpine, siden den havde faaet fast Ans\u00e6ttelse og for meget at spise. Indeni var Karreten foret med Sukkerkringler, og i S\u00e6det vare Frugter og Pebern\u00f8dder.
\n“Farvel! farvel!” raabte Prinds og Prindsesse, og lille Gerda gr\u00e6d, og Kragen gr\u00e6d; – saaledes gik de f\u00f8rste Mile; da sagde ogsaa Kragen farvel, og det var den tungeste Afsked; den fl\u00f8i op i et Tr\u00e6 og slog med sine sorte Vinger, saal\u00e6nge den kunde see Vognen, der straalede, som det klare Solskin.<\/p>\n

Den lille R\u00f8verpige.<\/b><\/p>\n

De kj\u00f8rte gjennem den m\u00f8rke Skov, men Karreten skinnede som et Blus, det skar R\u00f8verne i \u00d8inene, det kunde de ikke taale.
\n“Det er Guld! det er Guld!” raabte de, styrtede frem, toge fat i Hestene, sloge de smaae Jokeier, Kudsken og Tjenerne ihjel, og trak nu den lille Gerda ud af Vognen.
\n“Hun er feed, hun er nydelig, hun er fedet med N\u00f8ddekjerne!” sagde den gamle R\u00f8verkjelling, der havde et langt, stridt Skj\u00e6g og \u00d8ienbryn, der hang hende ned over \u00d8inene. “Det er saa godt som et lille Fedelam! naa, hvor hun skal smage!” og saa trak hun sin blanke Kniv ud og den skinnede, saa at det var grueligt.
\n“Au!” sagde Kjellingen lige i det samme, hun blev bidt i \u00d8ret af sin egen lille Datter, der hang paa hendes Ryg og var saa vild og uvorn, saa det var en Lyst. “Din lede Unge!” sagde Moderen og fik ikke Tid til at slagte Gerda.
\n“Hun skal lege med mig!” sagde den lille R\u00f8verpige. “Hun skal give mig sin Muffe, sin smukke Kjole, sove hos mig i min Seng!” og saa beed hun igjen, saa R\u00f8verkjellingen sprang i Veiret og dreiede sig rundt, og alle R\u00f8verne loe og sagde: “see, hvor hun dandser med sin Unge!”
\n“Jeg vil ind i Karreten!” sagde den lille R\u00f8verpige og hun maatte og vilde have sin Villie, for hun var saa forkj\u00e6let og saa stiv. Hun og Gerda sad ind i den, og saa kj\u00f8rte de over Stub og Tj\u00f8rn dybere ind i Skoven. Den lille R\u00f8verpige var saa stor som Gerda, men st\u00e6rkere, mere bredskuldret og m\u00f8rk i Huden; \u00d8inene vare ganske sorte, de saae n\u00e6sten bedr\u00f8vede ud. Hun tog den lille Gerda om Livet og sagde: “De skal ikke slagte Dig, saal\u00e6nge jeg ikke bliver vred paa Dig! Du er sagtens en Prindsesse?”
\n“Nei,” sagde lille Gerda og fortalte hende Alt, hvad hun havde oplevet, og hvormeget hun holdt af lille Kay.
\nR\u00f8verpigen saae ganske alvorlig paa hende, nikkede lidt med Hovedet og sagde: “De skal ikke slagte Dig, selv om jeg endogsaa bliver vred paa Dig, saa skal jeg nok selv gj\u00f8re det!” og saa t\u00f8rrede hun Gerdas \u00d8ine og puttede saa begge sine H\u00e6nder ind i den smukke Muffe, der var saa bl\u00f8d og saa varm.
\nNu holdt Karreten stille; de vare midt inde i Gaarden af et R\u00f8verslot; det var revnet fra \u00f8verst til nederst, Ravne og Krager fl\u00f8i ud af de aabne Huller, og de store Bulbidere, der hver saae ud til at kunne sluge et Menneske, sprang h\u00f8it i Veiret, men de gj\u00f8ede ikke, for det var forbudt.
\nI den store, gamle, sodede Sal br\u00e6ndte midt paa Steengulvet en stor Ild; R\u00f8gen trak hen under Loftet og maatte selv see at finde ud; en stor Bryggerkjedel kogte med Suppe, og baade Harer og Kaniner vendtes paa Spid.
\n“Du skal sove i Nat med mig her hos alle mine Smaadyr!” sagde R\u00f8verpigen. De fik at spise og drikke og gik saa hen i et Hj\u00f8rne, hvor der laae Halm og Tepper. Ovenover sad paa L\u00e6gter og Pinde n\u00e6sten hundrede Duer, der alle syntes at sove, men dreiede sig dog lidt, da Smaapigerne kom.
\n“Det er allesammen mine!” sagde den lille R\u00f8verpige og greb rask fat i een af de n\u00e6rmeste, holdt den ved Benene og rystede den, saa at den slog med Vingerne. “Kys den!” raabte hun og baskede Gerda med den i Ansigtet. “Der sidder Skovcanaillerne!” blev hun ved og viste bag en M\u00e6ngde Tremmer, der var slaaet for et Hul i Muren h\u00f8it oppe. “Det er Skovcanailler, de to! de flyve strax v\u00e6k, har man dem ikke rigtigt laaset; og her staaer min gamle Kj\u00e6reste B\u00e6!” og hun trak ved Hornet et Rensdyr, der havde en blank Kobberring om Halsen og var bundet. “Ham maa vi ogsaa have i Klemme, ellers springer han med fra os. Hver evige Aften kilder jeg ham paa Halsen med min skarpe Kniv, det er han saa bange for!” og den lille Pige trak en lang Kniv ud af en Spr\u00e6kke i Muren og lod den glide over Rensdyrets Hals; det stakkels Dyr slog ud med Benene, og R\u00f8verpigen lo og trak saa Gerda med ned i Sengen.
\n“Vil Du have Kniven med, naar Du skal sove?” spurgte Gerda og saae lidt bange til den.
\n“Jeg sover altid med Kniv!” sagde den lille R\u00f8verpige. “Man veed aldrig, hvad der kan komme. Men fort\u00e6l mig nu igjen, hvad Du fortalte f\u00f8r om lille Kay, og hvorfor Du er gaaet ud i den vide Verden. Og Gerda fortalte forfra, og Skovduerne kurrede deroppe i Buret, de andre Duer sov. Den lille R\u00f8verpige lagde sin Arm om Gerdas Hals, holdt Kniven i den anden Haand og sov, saa man kunde h\u00f8re det; men Gerda kunde slet ikke lukke sine \u00d8ine, hun vidste ikke, om hun skulde leve eller d\u00f8e. R\u00f8verne sad rundt om Ilden, sang og drak, og R\u00f8verkj\u00e6llingen slog Kolb\u00f8tter. O! det var ganske grueligt for den lille Pige at see paa.<\/p>\n

Da sagde Skovduerne: “Kurre, kurre! vi have seet den lille Kay. En hvid H\u00f8ne bar hans Sl\u00e6de, han sad i Sneedronningens Vogn, der foer lavt hen over Skoven, da vi laae i Rede; hun bl\u00e6ste paa os Unger, og alle d\u00f8de de uden vi to; kurre! kurre!”
\n“Hvad sige I deroppe?” raabte Gerda, “hvor reiste Sneedronningen hen? Veed I noget derom?”
\n“Hun reiste sagtens til Lapland, for der er altid Snee og Iis! sp\u00f8rg bare Rensdyret, som staaer bundet i Strikken.”
\n“Der er Iis og Snee, der er velsignet og godt!” sagde Rensdyret; “der springer man frit om i de store skinnende Dale! der har Sneedronningen sit Sommertelt, men hendes faste Slot er oppe mod Nordpolen, paa den \u00d8, som kaldes Spitsberg!”
\n“O Kay, lille Kay!” sukkede Gerda.
\n“Nu skal Du ligge stille!” sagde R\u00f8verpigen, “ellers faaer Du Kniven op i Maven!”
\nOm Morgenen fortalte Gerda hende Alt, hvad Skovduerne havde sagt, og den lille R\u00f8verpige saae ganske alvorlig ud, men nikkede med Hovedet og sagde: “Det er det samme! det er det samme. – Veed Du, hvor Lapland er?” spurgte hun Rensdyret.
\n“Hvo skulde bedre vide det end jeg,” sagde Dyret, og \u00d8inene spillede i Hovedet paa det. “Det er jeg f\u00f8dt og baaret, der har jeg sprunget paa Sneemarken!”
\n“H\u00f8r!” sagde R\u00f8verpigen til Gerda, “Du seer, at alle vore Mandfolk ere borte, men Mutter er her endnu, og hun bliver, men op ad Morgenstunden drikker hun af den store Flaske og tager sig saa en lille Luur ovenpaa; – saa skal jeg gj\u00f8re noget for Dig!” Nu sprang hun ud af Sengen, foer hen om Halsen paa Moderen, trak hende i Mundskj\u00e6gget og sagde: “min egen s\u00f8de Gjedebuk, god Morgen!” Og Moderen knipsede hende under N\u00e6sen, saa den blev r\u00f8d og blaa, men det var altsammen af bare Kj\u00e6rlighed.<\/p>\n

Da saa Moderen havde drukket af sin Flaske og fik sig en lille Luur, gik R\u00f8verpigen hen til Rensdyret og sagde: “jeg kunde have besynderlig Lyst til endnu at kilde Dig mange Gange med den skarpe Kniv, for saa er Du saa morsom, men det er det samme, jeg vil l\u00f8sne din Snor og hj\u00e6lpe Dig udenfor, at Du kan l\u00f8be til Lapland, men Du skal tage Benene med Dig og bringe mig denne lille Pige til Sneedronningens Slot, hvor hendes Legebroder er. Du har nok h\u00f8rt, hvad hun fortalte, thi hun snakkede h\u00f8it nok, og Du lurer!”<\/p>\n

Rensdyret sprang h\u00f8it af Gl\u00e6de. R\u00f8verpigen l\u00f8ftede lille Gerda op og havde den Forsigtighed at binde hende fast, ja endogsaa at give hende en lille Pude at sidde paa. “Det er det samme,” sagde hun, “der har Du dine laadne St\u00f8vler, for det bliver koldt, men Muffen beholder jeg, den er alfor nydelig! Alligevel skal Du ikke fryse. Her har Du min Moders store B\u00e6lvanter, de naae Dig lige op til Albuen; stik i! – Nu seer Du ud paa H\u00e6nderne ligesom min \u00e6kle Moder!”
\nOg Gerda gr\u00e6d af Gl\u00e6de.
\n“Jeg kan ikke lide at Du tviner!” sagde den lille R\u00f8verpige. “Nu skal Du just see forn\u00f8iet ud! og der har Du to Br\u00f8d og en Skinke, saa kan Du ikke sulte.” Begge Dele bleve bundne bag paa Rensdyret; den lille R\u00f8verpige aabnede D\u00f8ren, lokkede alle de store Hunde ind, og saa skar hun Strikken over med sin Kniv og sagde til Rensdyret: “L\u00f8b saa! men pas vel paa den lille Pige!”
\nOg Gerda strakte H\u00e6nderne, med de store B\u00e6lvanter, ud mod R\u00f8verpigen og sagde farvel, og saa fl\u00f8i Rensdyret afsted over Buske og Stubbe, gjennem den store Skov, over Moser og Stepper, alt hvad det kunde. Ulvene hylede, og Ravnene skreg. “Fut! fut!” sagde det paa Himlen. Det var ligesom om den nyste r\u00f8dt.
\n“Det er mine gamle Nordlys!” sagde Rensdyret, “see, hvor de lyse!” og saa l\u00f8b det endnu mere afsted, Nat og Dag; Br\u00f8dene bleve spiist, Skinken med og saa vare de i Lapland.<\/p>\n

Lappekonen og Finnekonen. <\/b><\/p>\n

De holdt stille ved et lille Huus; det var saa ynkeligt; Taget gik ned til Jorden, og D\u00f8ren var saa lav, at Familien maatte krybe paa Maven, naar den vilde ud eller ind. Her var Ingen hjemme uden en gammel Lappekone, der stod og stegte Fisk ved en Tranlampe; og Rensdyret fortalte hele Gerdas Historie, men f\u00f8rst sin egen, for det syntes, at den var meget vigtigere, og Gerda var saa forkommet af Kulde, at hun ikke kunde tale.
\n“Ak, I arme Stakler!” sagde Lappekonen, “da have I langt endnu at l\u00f8be! I maa afsted over hundred Mile ind i Finmarken, for der ligger Sneedronningen paa Landet og br\u00e6nder Blaalys hver evige Aften. Jeg skal skrive et Par Ord paa en t\u00f8r Klipfisk, Papir har jeg ikke, den skal jeg give Eder med til Finnekonen deroppe, hun kan give Eder bedre Besked, end jeg!”<\/p>\n

Og da nu Gerda var blevet varmet og havde faaet at spise og drikke, skrev Lappekonen et Par Ord paa en t\u00f8r Klipfisk, bad Gerda passe vel paa den, bandt hende igjen fast paa Rensdyret og det sprang afsted. “Fut! fut!” sagde det oppe i Luften, hele Natten br\u00e6ndte de deiligste blaae Nordlys; – og saa kom de til Finmarken og bankede paa Finnekonens Skorsteen, for hun havde ikke engang D\u00f8r.<\/p>\n

Der var en Hede derinde, saa Finnekonen selv gik n\u00e6sten ganske n\u00f8gen; lille var hun og ganske grumset; hun l\u00f8snede strax Kl\u00e6derne paa lille Gerda, tog B\u00e6lvanterne og St\u00f8vlerne af, for ellers havde hun faaet det for hedt, lagde Rensdyret et Stykke Iis paa Hovedet og l\u00e6ste saa, hvad der stod skrevet paa Klipfisken; hun l\u00e6ste det tre Gange, og saa kunde hun det udenad og puttede Fisken i Mad-Gryden, for den kunde jo godt spises, og hun spildte aldrig noget.<\/p>\n

Nu fortalte Rensdyret f\u00f8rst sin Historie, saa den lille Gerdas, og Finnekonen plirede med de kloge \u00d8ine, men sagde ikke noget.
\n“Du er saa klog,” sagde Rensdyret; “jeg veed, Du kan binde alle Verdens Vinde i en Sytraad; naar Skipperen l\u00f8ser den ene Knude, faaer han god Vind, l\u00f8ser han den anden, da bl\u00e6ser det skrapt, og l\u00f8ser han den tredie og fjerde, da stormer det, saa Skovene falde om. Vil Du ikke give den lille Pige en Drik, saa hun kan faae tolv Mands Styrke og overvinde Sneedronningen.”
\n“Tolv Mands Styrke,” sagde Finnekonen; “jo, det vil godt forslaae!” og saa gik hun hen paa en Hylde, tog et stort sammenrullet Skind frem, og det rullede hun op; der var skrevet underlige Bogstaver derpaa, og Finnekonen l\u00e6ste, saa Vandet haglede ned af hendes Pande.<\/p>\n

Men Rensdyret bad igjen saa meget for den lille Gerda, og Gerda saae med saa bedende \u00d8ine, fulde af Taarer, paa Finnekonen, at denne begyndte igjen at plire med sine og trak Rensdyret hen i en Krog, hvor hun hvidskede til det, medens det fik frisk Iis paa Hovedet:
\n“Den lille Kay er rigtignok hos Sneedronningen og finder alt der efter sin Lyst og Tanke og troer, det er den bedste Deel af Verden, men det kommer af, at han har faaet en Glas-Splint i Hjertet og et lille Glas-Korn i \u00d8iet; de maa f\u00f8rst ud, ellers bliver han aldrig til Menneske, og Sneedronningen vil beholde Magten over ham!”
\n“Men kan Du ikke give den lille Gerda noget ind, saa hun kan faae Magt over det Hele?”
\n“Jeg kan ikke give hende st\u00f8rre Magt, end hun allerede har! seer Du ikke, hvor stor den er? Seer Du ikke, hvor Mennesker og Dyr maae tjene hende, hvorledes hun paa bare Been er kommen saa vel frem i Verden. Hun maa ikke af os vide sin Magt, den sidder i hendes Hjerte, den sidder i, hun er et s\u00f8dt uskyldigt Barn. Kan hun ikke selv komme ind til Sneedronningen og faae Glasset ud af lille Kay, saa kunne vi ikke hj\u00e6lpe! To Mile herfra begynder Sneedronningens Have, derhen kan Du b\u00e6re den lille Pige; s\u00e6t hende af ved den store Busk, der staaer med r\u00f8de B\u00e6r i Sneen, hold ikke lang Faddersladder og skynd dig her tilbage!” Og saa l\u00f8ftede Finnekonen den lille Gerda op paa Rensdyret, der l\u00f8b alt, hvad det kunde.
\n“O, jeg fik ikke mine St\u00f8vler! jeg fik ikke mine B\u00e6lvanter!” raabte den lille Gerda, det m\u00e6rkede hun i den sviende Kulde, men Rensdyret turde ikke standse, det l\u00f8b, til det kom til den store Busk med de r\u00f8de B\u00e6r; der satte det Gerda af, kyssede hende paa Munden, og der l\u00f8b store, blanke Taarer ned over Dyrets Kinder, og saa l\u00f8b det, alt hvad det kunde, igjen tilbage. Der stod den stakkels Gerda uden Sko, uden Handsker, midt i det frygtelige iiskolde Finmarken.<\/p>\n

Hun l\u00f8b fremad, saa st\u00e6rkt hun kunde; da kom der et heelt Regiment Sneeflokker; men de faldt ikke ned fra Himlen, den var ganske klar og skinnede af Nordlys; Sneeflokkerne l\u00f8b lige hen ad Jorden, og jo n\u00e6rmere de kom, des st\u00f8rre bleve de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde seet ud, dengang hun saae Sneeflokkerne gjennem Br\u00e6ndeglasset, men her vare de rigtignok anderledes store og frygtelige, de vare levende, de vare Sneedronningens Forposter; de havde de underligste Skikkelser; nogle saae ud som f\u00e6le store Pindsviin, andre, som hele Knuder af Slanger, der stak Hovederne frem, og andre, som smaa tykke Bj\u00f8rne paa hvem Haarene struttede, alle skinnende hvide, alle vare de levende Sneeflokker.<\/p>\n

Da bad den lille Gerda sit Fadervor, og Kulden var saa st\u00e6rk at hun kunde see sin egen Aande; som en heel R\u00f8g stod den hende ud af Munden; Aanden blev t\u00e6ttere og t\u00e6ttere og den formede sig til smaa klare Engle, der voxte meer og mere, naar de r\u00f8rte ved Jorden; og alle havde de Hjelm paa Hovedet og Spyd og Skjold i H\u00e6nderne; de bleve flere og flere, og da Gerda havde endt sit Fadervor, var der en heel Legion om hende; de hug med deres Spyd paa de gruelige Sneeflokker saa de sprang i hundrede Stykker, og den lille Gerda gik ganske sikker og freidig frem. Englene klappede hende paa F\u00f8dderne og paa H\u00e6nderne, og saa f\u00f8lte hun mindre, hvor koldt det var, og gik rask frem mod Sneedronningens Slot.<\/p>\n

Men nu skulle vi f\u00f8rst see, hvorledes Kay har det. Han t\u00e6nkte rigtignok ikke paa lille Gerda, og allermindst at hun stod udenfor Slottet.<\/p>\n

Hvad der skete i Sneedronningens Slot, og hvad der siden skete.<\/b><\/p>\n

Slottets V\u00e6gge vare af den fygende Snee og Vinduer og D\u00f8re af de skj\u00e6rende Vinde; der vare over hundrede Sale, alt ligesom Sneen fygede, den st\u00f8rste strakte sig mange Mile, alle belyste af de st\u00e6rke Nordlys, og de vare saa store, saa tomme, saa isnende kolde og saa skinnende. Aldrig kom her Lystighed, ikke engang saa meget, som et lille Bj\u00f8rne-Bal, hvor Stormen kunde bl\u00e6se op, og Iisbj\u00f8rnene gaae paa Bagbenene og have fine Manerer; aldrig et lille Spilleselskab med Munddask og slaae paa Lappen; aldrig en lille Smule Caffe-Commerts af de hvide R\u00e6ve-Fr\u00f8kner; tomt, stort og koldt var det i Sneedronningens Sale. Nordlysene blussede saa n\u00f8iagtigt, at man kunde t\u00e6lle sig til, naar de vare paa det H\u00f8ieste, og naar de vare paa det Laveste. Midt derinde i den tomme uendelige Sneesal var der en frossen S\u00f8; den var revnet i tusinde Stykker, men hvert Stykke var saa akkurat ligt det andet, at det var et heelt Kunststykke; og midt paa den sad Sneedronningen, naar hun var hjemme, og saa sagde hun, at hun sad i Forstandens Speil, og at det var det eneste og bedste i denne Verden.<\/p>\n

Lille Kay var ganske blaa af Kulde, ja n\u00e6sten sort, men han m\u00e6rkede det dog ikke, for hun havde jo kysset Kuldegyset af ham, og hans Hjerte var saa godt som en Iisklump. Han gik og sl\u00e6bte paa nogle skarpe flade Iisstykker; som han lagde paa alle mulige Maader, for han vilde have noget ud deraf; det var ligesom naar vi andre have smaa Tr\u00e6plader og l\u00e6gge disse i Figurer, der kaldes det chinesiske Spil. Kay gik ogsaa og lagde Figurer, de allerkunstigste, det var Forstands Iisspillet; for hans \u00d8ine vare Figurerne ganske udm\u00e6rkede og af den allerh\u00f8ieste Vigtighed; det gjorde det Glaskorn, der sad ham i \u00d8iet! han lagde hele Figurer, der vare et skrevet Ord, men aldrig kunde han finde paa at l\u00e6gge det Ord, som han just vilde, det Ord: Evigheden, og Sneedronningen havde sagt: “Kan Du udfinde mig den Figur, saa skal Du v\u00e6re Din egen Herre, og jeg for\u00e6rer Dig hele Verden og et Par nye Sk\u00f8iter.” Men han kunde ikke.
\n“Nu suser jeg bort til de varme Lande!” sagde Sneedronningen, “jeg vil hen og kige ned i de sorte Gryder!” – Det var de ildsprudende Bjerge, \u00c6tna og Vesuv, som man kalder dem. – “Jeg skal hvidte dem lidt! det h\u00f8rer til; det gj\u00f8r godt oven paa Citroner og Viindruer!” og saa fl\u00f8i Sneedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange Mile store tomme Iissal og saae paa Iisstykkerne og t\u00e6nkte og t\u00e6nkte, saa det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulde troe han var frosset ihjel.<\/p>\n

Da var det, at den lille Gerda traadte ind i Slottet gjennem den store Port, der var skj\u00e6rende Vinde; men hun l\u00e6ste en Aftenb\u00f8n, og da lagde Vindene sig, som de vilde sove, og hun traadte ind i de store, tomme kolde Sale – da saae hun Kay, hun kjendte ham, hun fl\u00f8i ham om Halsen, holdt ham saa fast og raabte: “Kay! s\u00f8de lille Kay! saa har jeg da fundet Dig!”<\/p>\n

Men han sad ganske stille, stiv og kold; – da gr\u00e6d den lille Gerda hede Taarer, de faldt paa hans Bryst, de tr\u00e6ngte ind i hans Hjerte, de opt\u00f8ede Iisklumpen og fort\u00e6rede den lille Speilstump derinde; han saae paa hende og hun sang Psalmen:<\/p>\n

            “Roserne voxe i Dale,
\nDer faae vi Barn-Jesus i Tale!” <\/i><\/p>\n

Da brast Kay i Graad; han gr\u00e6d, saa Speilkornet trillede ud af \u00d8inene, han kjendte hende og jublede: “Gerda! s\u00f8de lille Gerda! – hvor har Du dog v\u00e6ret saa l\u00e6nge? Og hvor har jeg v\u00e6ret?” Og han saae rundt om sig. “Hvor her er koldt! hvor her er tomt og stort!” og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og gr\u00e6d af Gl\u00e6de; det var saa velsignet, at selv Iisstykkerne dandsede af Gl\u00e6de rundtom og da de vare tr\u00e6tte og lagde sig, laae de netop i de Bogstaver, som Sneedronningen havde sagt, han skulde udfinde, saa var han sin egen Herre, og hun vilde give ham hele Verden og et Par nye Sk\u00f8iter.<\/p>\n

Og Gerda kyssede hans Kinder, og de bleve blomstrende; hun kyssede hans \u00d8ine, og de lyste som hendes, hun kyssede hans H\u00e6nder og F\u00f8dder, og han var sund og rask. Sneedronningen maatte gjerne komme hjem: hans Fribrev stod skrevet der med skinnende Iisstykker.<\/p>\n

Og de toge hinanden i H\u00e6nderne og vandrede ud af det store Slot; de talte om Bedstemoder og om Roserne oppe paa Taget; og hvor de gik, laae Vindene ganske stille og Solen br\u00f8d frem; og da de naaede Busken med de r\u00f8de B\u00e6r, stod Rensdyret der og ventede; det havde en anden ung Reen med, hvis Iver var fuldt, og den gav de Smaa sin varme M\u00e6lk og kyssede dem paa Munden. Saa bare de Kay og Gerda f\u00f8rst til Finnekonen, hvor de varmede sig op i den hede Stue og fik Besked om Hjemreisen, saa til Lappekonen, der havde syet dem nye Kl\u00e6der og gjort sin Sl\u00e6de istand.<\/p>\n

Og Rensdyret og den unge Reen sprang ved Siden og fulgte med, lige til Landets Gr\u00e6ndse, der tittede det f\u00f8rste Gr\u00f8nne frem, der toge de Afsked med Rensdyret og med Lappekonen. “Farvel!” sagde de Allesammen. Og de f\u00f8rste smaa Fugle begyndte at qviddre, Skoven havde gr\u00f8nne Knoppe, og ud fra den kom ridende paa en pr\u00e6gtig Hest, som Gerda kjendte (den havde v\u00e6ret sp\u00e6ndt for Guldkarreeten) en ung Pige med en skinnende r\u00f8d Hue paa Hovedet og Pistoler foran sig; det var den lille R\u00f8verpige, som var kjed af at v\u00e6re hjemme og vilde nu f\u00f8rst Nord paa og siden af en anden Kant, dersom hun ikke blev forn\u00f8iet. Hun kjendte strax Gerda, og Gerda kjendte hende, det var en Gl\u00e6de.
\n“Du er en rar Fyr til at traske om!” sagde hun til lille Kay; “jeg gad vide, om Du fortjener, man l\u00f8ber til Verdens Ende for din Skyld!”
\nMen Gerda klappede hende paa Kinden, og spurgte om Prinds og Prindsesse.
\n“De ere reiste til fremmede Lande!” sagde R\u00f8verpigen.
\n“Men Kragen?” spurgte den lille Gerda.
\n“Ja Kragen er d\u00f8d!” svarede hun. “Den tamme Kj\u00e6reste er bleven Enke og gaaer med en Stump sort Uldgarn om Benet; hun klager sig ynkeligt og Vr\u00f8vl er det Hele! – Men fort\u00e6l mig nu, hvorledes det er gaaet Dig, og hvorledes Du fik fat paa ham!”
\nOg Gerda og Kay fortalte begge to.
\n“Og Snip-snap-snurre-basselurre!” sagde R\u00f8verpigen, tog dem begge to i H\u00e6nderne og lovede, at hvis hun engang kom igjennem deres By, saa vilde hun komme op at bes\u00f8ge dem, og saa red hun ud i den vide Verden, men Kay og Gerda gik Haand i Haand, og som de gik, var det et deiligt Foraar med Blomster og Gr\u00f8nt; Kirkeklokkerne ringede, og de kjendte de h\u00f8ie Taarne, den store By, det var i den de boede, og de gik ind i den og hen til Bedstemoders D\u00f8r, op ad Trappen, ind i Stuen, hvor Alt stod paa samme Sted som f\u00f8r, og Uhret sagde: “dik! dik!” og Viseren dreiede; men idet de gik igjennem D\u00f8ren, m\u00e6rkede de, at de vare blevne voxne Mennesker. Roserne fra Tagrenden blomstrede ind af de aabne Vinduer, og der stode de smaa B\u00f8rnestole, og Kay og Gerda satte sig paa hver sin og holdt hinanden i H\u00e6nderne, de havde glemt som en tung Dr\u00f8m den kolde tomme Herlighed hos Sneedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og l\u00e6ste h\u00f8it af Bibelen: “uden at I blive som B\u00f8rn, komme I ikke i Guds Rige!”<\/p>\n

Og Kay og Gerda saae hinanden ind i \u00d8iet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme:<\/p>\n

      “Roserne voxe i Dale,
\nDer faae vi Barn-Jesus i Tale.”<\/i><\/p>\n

Der sad de begge to Voxne og dog B\u00f8rn, B\u00f8rn i Hjertet, og det var Sommer, den varme, velsignede Sommer.<\/p>\n

H. C. Andersen: Nissen og Madammen. 1868<\/i><\/b><\/span><\/h2>\n

Nissen kjender Du, men kjender Du Madamen, Gartnerens Madam? Hun havde L\u00e6sning, kunde Vers udenad, ja med Lethed skrive dem selv; kun Rimene, “Klinkningen,” som hun kaldte det, voldte hende lidt Besv\u00e6r. Hun havde Skrivegave og Talegave, hun kunde godt have v\u00e6ret Pr\u00e6st, idetmindste Pr\u00e6stekone.
\n“Jorden er deilig i sin S\u00f8ndagskjole!” sagde hun, og den Tanke havde hun sat i Stiil og “Klinkning”, sat den i en Vise, saa skj\u00f8n og lang.
\nSeminaristen Hr. Kisserup, Navnet gj\u00f8r ikke til Sagen, var S\u00f8skendebarn og i Bes\u00f8g hos Gartnerens; han h\u00f8rte Madamens Digt og havde godt deraf, sagde han, inderlig godt. “De har Aand, Madame!” sagde han.
\n“Snikke mig snak!” sagde Gartneren, “s\u00e6t mig ikke saadant Noget i hende! en Kone skal v\u00e6re Krop, anst\u00e6ndig Krop, og passe sin Gryde at Gr\u00f8den ikke bliver sveden.”<\/p>\n

\"nisse\"<\/p>\n

“Det Svedne tager jeg bort med en Tr\u00e6gl\u00f8d!” sagde Madamen, “og det Svedne tager jeg fra Dig med et lille Kys. Man skulde troe at Du kun t\u00e6nkte paa Kaal og Kartofler, og dog elsker Du Blomsterne!” og saa kyssede hun ham. “Blomsterne ere Aanden!” sagde hun.
\n“Pas din Gryde!” sagde han og gik i Haven, den var hans Gryde og den passede han.
\nMen Seminaristen sad hos Madamen og talte med Madamen; hendes skj\u00f8nne Ord<\/p>\n

“Jorden er deilig”, holdt han ligesom en heel Pr\u00e6diken over, paa sin Maade.
\n“Jorden er deilig, gj\u00f8rer Eder den underdanig, blev sagt, og vi blev Herskabet. En er det ved Aanden, En ved Legemet, En blev sat ind i Verden som et Forbauselsens Udraabstegn, en Anden som en Tankestreg, saa at man nok kan sp\u00f8rge, hvad skulde han her? En bliver Bisp, en Anden kun fattig Seminarist, men Alt er viseligt. Jorden er deilig og altid i S\u00f8ndagskjole! Det var et tankev\u00e6kkende Digt, Madamens, fuldt af F\u00f8lelse og Geographi.”
\n“De har Aand, Hr. Kisserup!” sagde Madamen, “megen Aand, det forsikkrer jeg Dem! Man faaer Klarhed i sig selv, naar man taler med Dem.”
\nOg saa talte de videre, lige smukt og lige godt; men ude i Kj\u00f8kkenet var der ogsaa En som talte, det var Nissen, den lille graakl\u00e6dte Nisse med den r\u00f8de Hue; Du kjender ham! Nissen sad i Kj\u00f8kkenet og var Pottekiger; han talte, men Ingen h\u00f8rte ham uden den store sorte Missekat, “Fl\u00f8detyven”, som Madamen kaldte ham.
\nNissen var saa vred paa hende, thi hun troede ikke paa hans Tilv\u00e6relse, vidste han; hun havde rigtignok aldrig seet ham, men hun maatte dog med al hendes L\u00e6sning vide at han var til og da vise ham en lille Opm\u00e6rksomhed. Det faldt hende aldrig ind Juleaften at s\u00e6tte saameget som en Skeefuld Gr\u00f8d hen til ham, det havde alle hans Forf\u00e6dre faaet, og det af Madamer, der slet ikke havde L\u00e6sning; Gr\u00f8den havde sv\u00f8mmet i Sm\u00f8r og Fl\u00f8de. Katten blev ganske vaad om Skj\u00e6gget ved at h\u00f8re derom.
\n“Hun kalder mig et Begreb!” sagde Nissen, “det gaaer over alle mine Begreber. Hun fornegter mig jo! Det har jeg luret mig til og nu har jeg luret igjen; hun sidder og hv\u00e6ser for Drengebankeren, Seminaristen. Jeg siger med Fatter: “Pas din Gryde!” Det gj\u00f8r hun ikke; nu skal jeg faae den til at koge over!”
\nOg Nissen pustede til Ilden, der blussede og br\u00e6ndte. “Surrerurre-rup!” der kogte Gryden over.
\n“Nu skal jeg ind og pille Huller i Fatters Sokker!” sagde Nissen. “Jeg vil trevle op et stort Hul i Taa og H\u00e6l, saa bliver der Noget at stoppe, dersom hun ikke skal hen at digte; Digte-Madame, stop Fatters Hoser!”
\nKatten n\u00f8s derved; han var fork\u00f8let, uagtet han altid gik i Skindpels.
\n“Jeg har lukket Spisekammerd\u00f8ren op,” sagde Nissen; “der staaer henkogt Fl\u00f8de, saa tyk som Meelpap. Vil Du ikke slikke, saa vil jeg!”
\n“Skal jeg have Skylden og Bankene,” sagde Katten, “saa lad mig ogsaa slikke Fl\u00f8den!”
\n“F\u00f8rst Fl\u00f8’en, saa Kl\u00f8en!” sagde Nissen. “Men nu skal jeg ind i Seminaristens Stue, h\u00e6nge hans Seler paa Speilet og putte hans Sokker i Vandfadet, saa troer han at Punschen har v\u00e6ret for st\u00e6rk og han \u00f8r i Hovedet. I Nat sad jeg paa Br\u00e6ndestabelen ved Hundehuset; jeg har megen Forn\u00f8ielse af at drille L\u00e6nkehunden; jeg lod mine Been h\u00e6nge ned og dingle. Hunden kunde ikke naae dem, ihvor h\u00f8it han sprang; det \u00e6rgrede ham; han gj\u00f8ede og gj\u00f8ede, jeg dinglede og danglede; det var et Spektakel. Seminaristen vaagnede derved, stod tre Gange op og kigede ud, men han saae mig ikke, uagtet han havde Briller paa; han sover altid med Briller.”
\n“Siig miav, naar Madamen kommer!” sagde Katten. “Jeg h\u00f8rer ikke godt, jeg er syg i Dag.”
\n“Du er sliksyg!” sagde Nissen, “slik v\u00e6k! slik Sygdommen v\u00e6k! men t\u00f8r Dig om Skj\u00e6gget, at Fl\u00f8den ikke h\u00e6nger i! Nu gaaer jeg og lurer.”
\nOg Nissen stod ved D\u00f8ren og D\u00f8ren stod paa Klem, der var Ingen i Stuen uden Madamen og Seminaristen; de talte om hvad Seminaristen saa skj\u00f8nt kaldte Det, man skal s\u00e6tte over Potten og Gryden i enhver Huusholdning: Aandens Gaver.
\n“Hr. kisserup!” sagde Madamen, “nu skal jeg i den Anledning vise Dem Noget, som jeg endnu aldrig har viist til nogen jordisk Sj\u00e6l, mindst til et Mandfolk, mine Smaavers, nogle ere jo rigtignok noget lange, jeg har kaldt dem: “Klinkninger af en Danneqvinde!” jeg holder saa meget af gamle danske Ord.”
\n“Dem skal man ogsaa holde paa!” sagde Seminaristen; “man skal rydde det Tydske ud af Sproget.”
\n“Det gj\u00f8r jeg ogsaa!” sagde Madamen; “aldrig skal De h\u00f8re mig sige “Kleiner” eller “Butterdeig”, jeg siger Fedtkager og Bladdeig.”
\nOg hun tog ud af Skuffen en Skriverbog med lysegr\u00f8nt Omslag og to Bl\u00e6kklatter.
\n“Der er megen Alvor i den Bog!” sagde hun. “Jeg har st\u00e6rkest Fornemmelse til det S\u00f8rgelige. Her er nu “Sukket i Natten”, “min Aftenr\u00f8de”, og “da jeg fik Klemmensen, min Mand; det kan De springe over, uagtet det er f\u00f8lt og t\u00e6nkt. “Huusmoderens Pligter” er det bedste Stykke; alle meget s\u00f8rgelige, deri har jeg min Evne. Kun et eneste Stykke er sp\u00f8gefuldt, det er nogle muntre Tanker, som man jo ogsaa kan have dem, Tanker om – De maa ikke lee ad mig! – Tanker om – at v\u00e6re Digterinde; det er kun kjendt af mig selv, min Skuffe, og nu ogsaa af Dem, Hr. Kisserup! Jeg holder af Poesien, den kommer over mig, den driller, raader og regjerer. Jeg har udtalt det med Overskrift: “Lille Nisse”. De kjender nok den gamle Bondetro om Huusnissen, der altid er paa Spil i Huset; jeg har t\u00e6nkt mig at jeg selv var Huset, og at Poesien, Fornemmelserne i mig, var Nissen, Geisten der raader; hans Magt og Storhed har jeg besjunget i “Lille Nisse!” men De maa love mig med Haand og Mund aldrig at r\u00f8be det for min Mand eller Nogen. L\u00e6s det h\u00f8it, at jeg kan h\u00f8re om De forstaaer min Skrift.”
\nOg Seminaristen l\u00e6ste og Madamen h\u00f8rte og den lille Nisse h\u00f8rte; han lurede, veed Du, og var netop kommen idet der l\u00e6stes Overskriften: Lille Nisse.
\n“Det angaaer jo mig!” sagde han. “Hvad kan hun have skrevet om mig? Ja, jeg skal nappe hende, nappe hendes \u00e6g, nappe hendes Kyllinger, jage Fedet af Fedekalven: See mig til Madamen!”
\nOg han h\u00f8rte efter med spids Mund og lange \u00f8ren; men alt som han h\u00f8rte om Nissens Herlighed og Magt, hans Herred\u00f8mme over Madamen, det var Digtekonsten, veed Du, hun meente, men Nissen tog det lige efter Overskriften, blev den Lille mere og mere smilende, hans \u00f8ine glindsede i Gl\u00e6de, der kom ligesom noget Fornemt i Mundvigerne paa ham, han l\u00f8ftede sine H\u00e6le, stod paa sine T\u00e6er, blev en heel Tomme h\u00f8iere end f\u00f8r; han var henrykt over hvad der blev sagt om lille Nisse.
\n“Madamen har Aand og stor Dannelse! Hvor har jeg gjort den Kone Uret! Hun har sat mig ind i sin “Klinkning”, den vil blive trykt og l\u00e6st! Nu skal Katten ikke faae Lov til at drikke hendes Fl\u00f8de, det skal jeg selv gj\u00f8re! Een drikker mindre end To, det er altid en Besparelse, og den vil jeg indf\u00f8re, agte og \u00e6re Madamen!”
\n“Hvor han er Menneske, den Nisse!” sagde den gamle Kat. “Bare et s\u00f8dt Mjav af Madamen, et Mjav om ham selv, saa skifter han strax Sind. Hun er luun, Madamen!”
\nMen hun var ikke luun, det var Nissen som var Menneske.
\nKan Du ikke forstaae denne Historie, saa sp\u00f8rg, men Du skal ikke sp\u00f8rge Nissen, heller ikke Madamen.<\/p>\n

H. C. Andersens historier og fort\u00e6llinger er ikke l\u00e6ngere copyright beskyttet, da de er over 75 \u00e5r gamle. Det er derfor jeg kan have dem liggende p\u00e5 min side til gavn og gl\u00e6de for andre. Skulle det ske, at ovenst\u00e5ende udsagn er forkert opfattet, s\u00e5 kontakt mig s\u00e5 jeg kan fjerne eventyrene eller g\u00f8re andre foranstaltninger s\u00e5 jeg ikke bryder copyright<\/span><\/p>\n

Mvh. gamle-dage<\/span><\/p><\/blockquote>\n

Relaterede fotos:<\/h3>
\n \n \"grantr\u00e6et\"\n\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n \n \"Assistens\n <\/a>\n <\/div>","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Af Michael Bonnevie   Juleeventyr af H.C. Andersen H. C. Andersen: Eventyr: Den lille pige med svovlstikkerne. (1848) Det var saa grueligt … <\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":20771,"comment_status":"open","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"ngg_post_thumbnail":0},"categories":[1,3180],"tags":[1575,1574,1576,3743,1573,1572,1577,2585,1579,1578],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/3609"}],"collection":[{"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=3609"}],"version-history":[{"count":9,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/3609\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":24807,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/3609\/revisions\/24807"}],"wp:featuredmedia":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/media\/20771"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=3609"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=3609"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/www.gamle-dage.dk\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=3609"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}