april 16, 2024

Njalsgade-En gade på Islands Brygge

Af Michael Bonnevie

 

Islands Brygge, var i “gamle dage” ikke en stor bydel, men med tiden har den vokset sig større og større.

I denne serie af indlæg om gader på Bryggen, vil jeg skrive lidt om de oprindelige gader på Islands Brygge, førend Havnestaden og byggeriet på Ny Tøjhusgrunden med videre kom til.

Jeg lægger ud med Njalsgade, da den på mange måder er Islands Brygges livsnerve, som strækker sig fra gaden, Islands Brygge ved havnen, til Amagerfælledvej. Njalsgade var engang kun halvt så lang, og stoppede ved Artillerivej, hvorefter den kørte ud i et stykke grusvej, som førte til Amager fælledvej. Bryggeboerne kaldte stykket Stien, og det var først sidst i 60’erne, at stykket blev asfalteret, og også kom til at hedde Njalsgade.

Når jeg måler efter på kortet, så er Njalsgade ca. 1.18 km fra enden til anden, hvilket er sjovt, for vi har altid regnet “stien” stykket af Njalsgade, for at være 1 km lang. Stistykket er ca. 550 meter, fra Amagerfælledvej, til Artillerivej.

Her står vi midt på Njalsgade “Stien” i 1968 og kigger i mod Amagerfælledvej. Man ser at gaden er blevet asfalteret, men den minder stadigvæk ikke om det Njalsgade vi har nu. Længst væk i billedet til venstre, ser vi Post grunden, hvor der nu er ved at blive opført et større byggeri, kaldet Bryggens Bastion. Når det er færdigopført, vil det fylde hele Njalsgade, på modsatte side af universitet, -ned til Artillerivej, med boliger, incl. 2 højhuse.

Link til Bryggens Bastion

Njalsgade 1968. Foto stammer fra grandts.dk og tilhører Niels Rydahl Jensen.

Her ser man i 1974, at Njalsgade er blevet bredere, og Universitetet er under opførsel på højre side, lidt ude af vejen. Nede til højre i billedet, ser man hjørnet af Politiskolen.

De små bakker til venstre i billedet, er gamle skydestillinger, fra dengang Artilleriet havde kanoner stående på jordvolden, og skød ud over Fælleden. langt ude til højre (udenfor billedet) havde Artilleriet barakker, kaldet Ballonparken. Herude sendte de Balloner med mandskab op, så man kunne se hvor kuglerne fra kanonerne landede.

I midten af billedet til højre, hvor der engang lå kolonihaver/nyttehaver. Min mor og far havde en nyttehave derinde, men det erindrer jeg ikke. Nu ligger Islands brygges Metrostation på stedet, og ud til højre er der kommet en ny vej, som hedder Ørestads boulevard. Den fører forbi Danmarks radio og ender op i Ørestaden efter Fields og det nye Royal Arena.

Njalsgade-februar 1974, fra grandts.dk

Njalsgade-februar 74 fra Grandts.dk

Dette herlige foto, viser Faste batteri med deres kanoner og personel liggende på jordvolden, lige uden for Islands Brygge og Njalsgade. Det har ikke været svært at forestille sig, at larmen fra kanonerne har været øredøvende, hvilket også resulterede i, at Artilleriet senere måtte opgive at skyde ud over Fælleden. Der kom simpelthen for mange klager.

Billedet tilhører Islands Brygges lokalarkiv. Årgang ukendt? men nok 1910-20 stykker..

Faste batteri. Billedet tilhører Islands Brygges lokalarkiv.

Her er vi ca. samme sted, som på fotoet med soldaterne og kanonerne, men med ca. 100 års forskel. Nu hedder stedet Svend Aukens plads, og arkitekterne har prøvet at genskabe, nogle af de konturer i landskabet fra dengang. Her på billedet ser det lidt afsvedent ud, men nu et par år efter, er der både græs og træer. Lige fremme, starter det oprindelige Njalsgade, som går ned til Havnen.

Eget foto.

De næste 5 billeder, har jeg venligst fået lov at bruge, af Arne Unterschlak. De er fra 70 til 73, og viser stien før og under ombygning.

Njalsgade under ombygning. Tilhører Arne Unterschlak
Njalsgade under ombygning. Tilhører Arne Unterschlak
Njalsgade under ombygning. Tilhører Arne Unterschlak
Njalsgade under ombygning. Tilhører Arne Unterschlak
Njalsgade under ombygning. Tilhører Arne Unterschlak

Her begiver vi os ind på det oprindelige Njalsgade, ved Artillerivej og Artillericafeen til højre.

Eget foto

Samme sted som ovenstående. Billedet er vel fra 70-erne.

Billedet er vel fra 70-erne, og tilhører Islands brygges lokalarkiv

For et par år siden, var jeg med til et større projekt, hvor jeg fik til opgave at fotografere og dokumentere gader og specifikke særtegn i husene på Islands Brygge. Jeg vil i denne serie om gaderne, bruge nogle af disse billeder, da jeg har ophavsret på dem. Billederne findes også på Stadsarkitektens hjemmeside, ved en søgning på diverse gader på Bryggen. Der ligger de også frit tilgængeligt. Det er ikke alle opgange og huse i Njalsgade der er fotograferet, men et repræsentativt udsnit, med deres kendetegn.

Her er vi omkring Njalsgade 54, ved Artillerivej.

Her er vi på modsatte side af gaden, i nummer 53.

Her er vi nede ved Njalsgade 38, ved hjørnet af Leifsgade. Vi boede lige overfor cykelhandleren i 70-erne. Dengang var det fyringsolie de solgte derinde. Der har også været grønthandler.

Modsatte side af gaden, ved Njalsgade 33.  Det var i nummer 37 i indhakket vi boede. Kiosken er der endnu. Dengang hed den Brørup.

Her er vi på stykket af Njalsgade, efter Leifsgade. På det første billede, ser man en rød murstensbygning til venstre i billedet. Det var her hvor der i gamle dage, var en del lave bygninger. På det gamle billede nedenunder, kan man se bygningerne på hjørnet af Leifsgade og Njalsgade. Billedet tilhører Islands Brygges lokalarkiv.

Bygningen med de lyse mursten, blev før i tiden kaldt Jødegården, da der boede en del Jøder i gården. Min oldemor og oldefar boede i komplekset, men på den anden side, ud imod Egilsgade.

Leifsgade Njalsgade. Foto Tilhører Islands brygges lokalarkiv.

I butikken hvor optikeren ligger i dag, lå førhen Arthur Thiim og søn, som var lidt af en institution på Bryggen. Det var en gammeldags Isenkram, som havde alt imellem himmel og jord. Det var altid sjovt at komme på besøg i forretningen, og se de mange skuffer og hylder med spændende ting og sager. I butikken holdt man på formerne, og tiltalte med de, -og man skulle nok blive belært, hvis man sagde du..

I Dorte’s dyreartikler, lå der førhen en vaskeri.

Foto af Arthur Thiim og søns isenkram, på hjørnet af Isafjordsgade og Njalsgade.

Arthur-Thiim-og-soen. Tilhører Islands brygges lokalarkiv

Njalsgården i Njalsgade 23C. Njalsgården var før i tiden, FDB’s og udover jeg har været nabo til gården, og et sted vi unger legede, så var det ikke et sted jeg vidste det store om. Min far har skrevet om gården, da han i sin tid arbejdede derinde. Min oldefar arbejdede også i gården.

Anva og FDB

Billedet viser det samme udsnit som ovenstående, men den lave bazarbygning og bygningen foran, var endnu ikke opført.

Njalsgården. Tilhører Islands brygges lokalarkiv

Her er vi inde i Njalsgården, og man kan godt fornemme, at bygningerne engang har huset arbejdspladser i stor skala. Nu om dage, er her alt fra trendy restauranter og cafeer til, kontorfællesskaber, festlokaler, og ikke mindst de mange lydstudier som gården er blevet kendt for.

Njalsgade 21A. Den lave bygning i Njalsgården. Bygningen har huset alt muligt igennem årene, men i den tid jeg kan huske, har der altid været forretning og lager, såsom Brugsen, Irma med videre.

Et ældre billede af bygningen.

Njalsgade 21A. Tilhører Islands brygges lokalarkiv

Njalsgade 20A. Her er vi nede i den sidste bygning på Njalsgade, inden havnen. På det gamle billede nedenunder, ser vi en lille bygning til venstre i billedet. Det er ca. der hvor isenkræmmeren lå før i tiden. 

Vejen til venstre er Isafjordsgade.

Njalsgade Isafjordsgade. Tilhører Islands brygges lokalarkiv

 

Njalsgade 19A. Inde i og på bagsiden af Njalsgården. Det var her hvor der i gamle dage var havnebanens togspor, som længere ude på Amager gik over i Amagerbanen.

Njalsgade 13-17. Anva bygningen. Hvis man følger linket til artiklen som min far har skrevet, så er der også lidt om Anva.

Anva i Njalsgade. Tilhører Islands brygges lokalarkiv

Et gammel kort fra 1936, som viser Islands brygge og Njalsgården. Man kan se, at ANVA bygningen endnu ikke er opført.

Islands Brygge, 1936. Nowico. Det Kongelige Bibliotek.

Njalsgade 6. Her er vi helt nede ved havnen, hvor bygningen møder vejen Islands Brygge. I lokalet på hjørnet til højre, var der i mange år boghandel. Nu er der kombineret cafe’ og cykelhandel.

Så nåede vi igennem Njalsgade. Der er selvfølgelig meget mere til Njalsgade end hvad jeg har valgt at tage med. Der er, og har været et hav af forretninger og oplevelser i gaden, så der er meget mere historie at hente.

Praktisk info om Njalsgade.

Gader som krydser Njalsgade, fra Amagerfælledvej til Islands Brygge. Thorshavnsgade, Isafjordsgade, Leifsgade, Artillerivej, Ørestads boulevard, Karen Blixens vej.

Njalsgades længde 1.18 km, målt fra Amagerfælledvej til enden af Njalsgade ved havnen.

Mening. Njal, Dit navn betyder: Kæmpe. Du er: Træskærer. Dit navn har du fået, fordi du er den stærkeste i din landsby. Læs om Njals saga her

Relaterede fotos:

admin

Jeg er 56 år, -født og opvokset på Islands Brygge, og har derefter boet et par andre steder på Amager. Formålet med gamle-dage.dk er at gemme nogle indtryk og minder fra en svunden tid, som jeg mange gange tænker tilbage på med stor glæde. En lille del af de billeder jeg viser i bloggen er fundet på nettet, men størstedelen har jeg selv stået for, -og Jeg prøver så vidt muligt at kildeangive billeder og tekst som ikke er mine egne. Skulle det ske at jeg har brugt et billede eller andet som rettighedshaveren mener jeg ikke må bruge pga. diverse omstændigheder, så send mig en mail, og jeg vil straks fjerne billedet eller teksten. Du kan komme i kontakt med mig via information i toppen af siden.. Vil du bruge et af mine billeder, så værsgo! Bare husk at kreditere eller linke tilbage! :-)

View all posts by admin →

5 thoughts on “Njalsgade-En gade på Islands Brygge

  1. Sandelig siger jeg ! Noget af en Historie du her har brygget sammen Admin, en fantastisk Billed gennemgang af Njalsgade på Islands Brygge, en Historie, der gennemgår mine egne Fodaftryk gennem min Barndom og Ungdom på Bryggen, en Historie der vækker minderne fra årene med mine Bedsteforældre i Ejendommen Isafjord, den Grå Ejendom der også vendte mod Njalsgade, den Admin betegnede som Jødegården, den der i min Barndom Rummede en Badeanstalt i Kælderen mod Njalsgade, en Badeanstalt hvor Familierne på Bryggen kom for det ugentligt Bruse eller Karbad, når Køkkenvasken med Varmt Vand i Fra Gas Blusset i Baljen i Køkkenvasken blev for lidt. Morfar havde jo sit daglige bad i F.D.B., lige overfor og jeg på Amagerbro Skolen (via Njalsgade), efter Gymnastik timerne…..
    Havnen, for enden af Njalsgade, var min Legeplads, med alle de spændende aktiviter lige fra Sandsugerne ved Langebro, det Offentlige Havnebad på den anden side af Langebro, Stadsgraven, turen langs Kulpladserne med alle Skibene fra de fremmede Lande, Kranerne, Maskinerne og ´Hø´ Vognene ( Kontainerne) og til siloerne ved soyakage Fabrikken og videre til Nokken, med alle de oplevelser der her var at hente, Fælleden var der jo bare og blev passeret hver dag, ad Njalsgade på vej til Skolen, men Vildskabet på Fælleden og det man som Barn oplevede der, er stadigt uforglemmeligt…….
    Stor tak Admin, m.v. h. gb…….

  2. Hej Admin.

    Fantastisk spændende læsning og meget kan jeg – til min store forundring – huske selv.
    Jeg er kommet til at spekulere over, hvad der egentlig var i lokalerne på hjørnet af Njalsgade og Thorshavsgade, før de blev til Zebra/Tiger. Jeg kan huske, det engang har været en bank, men hvad (og om) der var noget mellem de 2, kan jeg ikke huske. Kan du hjælpe?

    På forhånd tak
    Tina

    1. Hej Tina!

      Der har været Bikuben,som du også skriver, men sjovt nok, kan jeg heller ikke huske, om der var noget mellem der?
      Jeg må være dig svar skyldig!

  3. Hej, hvor er det spændende. Jeg bor nu i det nye byggeri på Amagerfælledvej/Njalsgade og er meget nysgerrig på hvad der lå der før? Var det “blot” græs + der hvor de skød med kanoner? Har der mon været nogle andre huse der for mange år siden?

    1. Hej Maiken. Undskyld for det sene svar!

      På området bag kanonerne, lå der engang nogle militære bygninger og garager mv. Senere brugte bla. politiet området, og havde en overgang en boblehal til træning på området. Politiet havde også en del røde barakker ud til Artillerivej, men de er forsvundet for længst. Længere ude af Njalsgade på samme side som skydestillingen, havde posten et større areal, hvor de havde postbiler og andet grej. Der var også brugtvogns forhandler, husker jeg..

Skriv et svar til gb Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.