“Gamle dage” er vores fortid, – og nutids fundament.

Af LSC

“Gamle dage” vækkes sommetider til live, når der omkring dig sker noget, der kommer til at ligne forhold, som du oplevede dengang i dine “gamle dage”. – Du ser og hører om begivenheder nu, der er parallelle med nogle tilsvarende dengang.

Således har nyhederne i disse uger – i marts og april 2014 – bragt uro-meldinger om krisen  omkring Ukraine. De vækker erindringer hos mig om tiden tilbage i begyndelsen af 1960’erne, om den såkaldt “kolde krig”, som rasede voldsomt dengang i mine ungdomsår; og disse tanker fylder i øjeblikket en del i mit “indre univers”. Flere gange har jeg “bladret” dette igennem; og nu gør jeg det igen – og – standser op ved en bestemt oplevelse. Har du lyst at høre om den? – Hvis “Ja”, så læs med her. Jeg skriver om det i form af en slags “mikro-novelle”.  Det håber jeg, at du synes om!

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Begyndelsen: Vi er i slutningen af februar 1962.

Vi sad ved aftensmaden med min mors herlige frikadeller og brune sovs og tilbehør. – Ved spisebordet i stuen hjemme hos mine forældre var der hygge og varme. Udenfor blæste det iskoldt på denne februardag i 1962. – Midt i mellem to frikadeller lægger jeg kniv og gaffel fra mig; – og siger:

“Jeg kunne altså godt tænke mig at tage et sted hen på Påskeferie i år”! – – ;

‘ – –  ved bordet blev der med et også lidt “koldt”, da forskrækkelsen bredte sig i mine forældres ansigter; det forstod jeg vist ikke helt dengang. Men det gjorde jeg senere, og endnu mere i dag.

“Øh – nå – jo”!, sagde min mor; og fortsatte usikkert efter en pause: “Øhm . . . hvorhen”?

“Til Berlin“, fortsatte jeg ungdommeligt ubekymret.

Men se, blot 6 måneder tidligere var “Berlin-muren” blevet opstillet der nede i den forhenværende tyske rigshovedstad; og der “rasledes voldsomt med sablerne” fra både vest og øst. Alle var anspændte: “Stod krigen for døren”? – – ;

‘ – – – – og så er det, at “den håbefulde 18-årige unge knægt – altså mig” – proklamerer, at han vil rejse på påskeferie til udlandet i år – i Påsken 1962! – med tog gennem Østtyskland og videre til vestberlin !!

Heldigvis fik min mors kogekunst dog snart dæmpet forskrækkelsen. Hun lavede god mad, gjorde hun!

Åh ja,  – – set med den nu gamle forsigtige pensionists øjne forstår jeg så udmærket mors og fars bekymrede miner og spørgsmål: “Åh nej, tror du nu, det går an, – altså som verden ser ud” (mors forskrækkede udbrud). – “Det er jeg altså heller ikke meget for. Det skal du lade være med. Hvem ved om man overhovedet kan komme hjem igen. Måske bliver der krig” (fars mere faderligt bastante, men givetvis også bange kommentar).

Men den selvsikre – tror jeg nok, det var – unge mand (mig) ankom trods alle gode råd – om onsdagen før Påsken med rejseselskabet med toget efter en langvarig rejse med flere forhindringer i Østtyskland til Berlin Ostbahnhof. Her steg alle ud på banegårdens “transit”-område, og blev derfra med første S-tog bragt over på vestberlinsk territorium;

‘ – – og nu vil jeg tage dig med på en mærkelig “Odysse” og vise dig nogle af de indtryk, som jeg fik, og som brændte sig så fast i min erindring, at jeg aldrig har glemt dem, og heller ikke helt har fortrængt angsten for: “Hvad nu hvis der bliver krig”?

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Oplevelsen: Påsken 1962!

‘ – – Åh; jeg tager lige et kvarter mere på den anden side. Klokken er altså kun otte . . . . . . . . hm; . . . egentlig en god seng . . af et ikke så dyrt hotel at være . . . ;

‘ – – nå, du – altså!  Så er det op og i bad, – og ned og spise morgenmad. I går – skærtorsdag – havde vi en dejlig 1.-dag i vest Berlin. Men i dag har nogle stykker af gutterne – og et par af pigerne – aftalt, at vi tager med på den tur, som vores rejsebureau har annonceret ind i Østberlin; – og den afgår her fra hotellet, når bussen kommer klokken halvelleve; og det kan den jo hurtigt blive.

#####  

Bussen holder ved sektor-grænsen. De vestberlinske grænsebetjente har gjort honnør, og ønsket os “gute Fahrt im Osten”; og nu er vi “derovre” – d.v.s. 40-50 meter fra Østberlin. . . Vi holder fem minutter, ti minutter, . . . hm! – – Men så sker der noget:

Ud fra den lille træbarak derhenne træder to flot uniformerede grænse-politibetjente; de kommer hurtigt hen til vores bus, – stiger ind, gør honnør – hilser afmålt på chaufføren, dernæst på rejselederen, med hvem de sagte konfererer et eller andet på plads. Så vender hun sig om mod os: “Så skal I være rare at stige ud, og følge med betjentene over til grænse-kontrollen lige derovre i den hvide træbygning. I skal vise pas og visum, og oplyse hvor mange penge I medbringer; og så kommer I her tilbage til bussen.

#####

Så fik vi alle formaliteterne overstået; – høfligt og venligt, – ja, bestemt; og var det i grunden ikke som om deres smil – betjentenes – blev større, da de så, at vi er danskere? – Jo, det er jeg sikker på.

Nå – nu står vi her i Østberlin. Bussen er ikke med. Den og chaufføren er vestberlinere, og har derfor absolut ingen adgang her. Det fortalte vores rejseleder, da vi kom tilbage til den, og fik at vide, at vi kunne / skulle fortsætte til fods.

Det er et køligt skiftende solrigt og overskyet forårsvejr. Tre-fire af os har valgt at skilles fra gruppen, og på egen hånd følges ad ind i denne mærkelige by. Det er Langfredag og fridag, og folk spadserer rundt – lige som vi. Her står vi foran Berlins gamle domkirke – eller resterne af den. Den blev bombet og brændte under et luft-bombardement under krigen; og den er ikke blevet genopbygget.

En underlig forstemthed trænger sig frem i mig. Den sønderbombede kirke som baggrund for de velklædte – lidt “gammeldags” klædte – østberlinere, som promenere i solen. Ikke mange er de, slår det mig.

Sådan er det også her på den før krigen verdensberømte “Unter den Linden”. Denne vældige boulevard ligger foran vores blik. Den kan bære en stor trafik. Men sådan en er der ingen af. Færdels betjentens “kommando-tårn” dér til højre er tomt, og trafiksignalerne slukkede. Det er ganske vist helligdag i dag – og fridag; – men alligevel.

Det er næsten med tilbageholdt åndedrag, at jeg beskuer den næste “scene”. Dér henne – på det brede berlinske hoved strøg ligger . . . . ligger . . det navnkundige Brandenburger Tor – det imponerende tyske sejrs-symbol, som engang før, at det nazistiske “tusindårsrige” vanhelligede Tyskland, kundgjorde den tyske stolthed. 

Men nu ligger det dér i det lidt disede vejr isoleret fra omverdenen; – ingen trafik kommer mere dertil; afspærret er det af de interimistiske bomme, der er sat op, for at forhindre østberlinerne i at komme derhen – og over til vesten.

Det er tydeligt, at der overalt i byen foregår genopbygnings arbejder. Ikke bare bygges der nyt, også bygninger og boligkaréer fra før krigen er blevet og bliver sat i stand, – som for eksempel etage ejendommene her:

Ejendommene her – og lige som dem mange andre – flankerer nogle overdimensioneret store boulevarder, enormt store er de i forhold til trafikken. Disse mange påfaldende “åbne byrum” er her, fordi hele bykvarterer simpelt hen blev bombet væk under krigen.

Idet jeg og de to andre rejsekammerater, som vover os længere ind i den øst Berlinske verden, nu svinger væk fra et af disse store åbne byrum, står vi med et i en anden slags åbenhed; – og standser op – – holder vejret et øjeblik – – overrumplet – – af den virkelighed, som vi er vidner til. For her er der ikke bare åbent, men der er tomt, øde og ødelagt.

Skjules kan det ikke her, at selv om Berlin er ved at genopstå, er der – nu 17 år efter krigens afslutning – langt igen, meget langt, førend her igen ligger en “hel” by:

‘ – – – – – Vi kigger, – – fornemmer – – hvad der her engang er foregået . . . skud, bomber . . . liv, der gik under, – – vi tager et par billeder – – – – . Tunge skyer er trukket for solen, som vil de berette eller minde om krigen, der var her, og tog så mange civile liv med sig i døden, – liv, som for manges vedkommende ingen andel havde i det politiske ragnarok, som deres ledere førte dem ind i; . . . . .

‘ – – – – Så vender vi – stille – om, og går tilbage mod det nærmeste hoved strøg, hvor vi igen næsten “bestormes” af monumentalt stor-byggeri, kolossale bolig- og erhvervsejendomme af umiskendelig sovjetisk tilsnit.

En halv time senere: Vi er tilbage i Vestberlin; – drysser tavse ind på en bierstube, bestiller hver ein grosses dunkles bier, d.v.s. 3/4 liter. – Nu skal indtrykkene lige dulmes og “fordøjes” lidt.

Påskelørdag: Jeg har fået mig en god nats søvn efter langfredag – i går – “derovre”, som det siges her.  Nu er det blevet hverdag; og uden for vores hotel er jeg vidne til et spektakulært storby-scenarie efter de – vestlige – normer, som jeg kender så godt hjemmefra, – livlig trafik, biler sporvogne, motorcykler, busser m.m.

Herligt! – Jeg kommer i godt humør. Nu skal jeg sammen med en anden gut ud, for at se storbyen Berlin – ja altså, d.v.s. Vest-Berlin!

Jeg tror, at vi begynder ude ved det, som her i byen har fået kælenavnet “Den gravide Østers”. – – Joh, jo det kalder de den; og når du ser på den, forstår du nok den muntre mening med folkeviddets betegnelse for det flotte kongres center, som USA har foræret byen. – Ikke sandt? Det ligner da en østers, der er et stykke henne i graviditeten.

Vi nyder en stund det dejlige påske vejr her i den omgivende park, inden vi sætter kursen mod vores næste mål. Det er også et af byens markante vartegn, nemlig det imposante mindesmærke for kejser Tysklands berømte kansler – Bismarck.  Her står hans statue omgivet af kejserrigets magt-symboler af forskellige arter.

I Vest Berlin ligger den berømte Tempelhof Lufthavn; – og her skal ordet: “i” tages absolut bogstaveligt; for lufthavnen ligger helt konkret inde i byen – ikke blot i nærheden. Der kun omkring 6 kilometer ind til det gamle rigsdagskvarter.

Nå, ja nu slår det mig, idet jeg står her og fotograferer terminal-bygningen, at med denne som med meget andet byggeri her, der overlevede krigens bomber, så ser jeg her et eksempel på det kolossalt monumentale og bombastiske udseende, som næsten alt byggeri fra den nazistiske tid fremstår i; – og lad mig se , – – nu ved mit besøg i byen har vi 1962, – – ja, så er bygningen jo i grunden ikke decideret gammel. Den er fra 1939.

Påskedag! – I morgen går turen hjem igen. Vi skal med toget lidt før middag. Men forinden har vi dagen i dag til rådighed. Den vil jeg blandt andet bruge til at besøge i Bernauerstrasse. Jeg tager sporvognen derover – linje 2. Den kører dertil – – ;

‘ – – den aldrende sporvogn, med mig og andre passagerer ombord standser i gaden, – – på sådan et lidt tilfældigt sted, forekommer det mig, og alle stiger ud. Så går vognstyreren ned i den anden vogns bagende. Åbenbart kan han derfra køre vogntoget den anden vej uden at skulle vende det i en sløjfe, som man normalt ser det – – ;

‘ – – og da jeg har fået tilfreds stillet min generelle sporvogns-interesse, og kigger mig omkring, ser jeg, at der er en særdeles god grund til, at sporvognen ikke skal vende. Det kan den nemlig  ikke her. For lidt henne ad gaden er der spærret. En høj mur af beton klodser er bygget tværs hen over kørebane, skinner og fortove – – – – – ;

‘ – – “en høj mur”:  Berlin-muren er det, som jeg står foran. Den “mur”, som alle har talt om i det seneste halve år, siden den blev opført i august sidste år. – “Muren”: Endog er ejendommene her på “øst”-siden af sektorgrænsen blevet rømmet, og alle vinduerne er til muret, så husene selv udgør en del af “Muren”.

Dagen efter: Berlin-oplevelsen er til ende. Vi skal hjem!

¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤¤

Efterskrift:

Fuld af indtryk og oplevelse, som manede, og stadig maner til alvorlig eftertanke, rejste jeg 2. påskedag hjem med rejseselskabet med toget. I København hentede min mor og far mig på hovedbanegården.

“Velkommen hjem, hvor er det godt, at du er her igen. Far har hver eneste dag været inde på kontoret for at høre, om Berlin-toget var kommet der nede fra – også den dag”, udbrød min mor spontant, idet jeg steg ud på perronen.

Min far var lokomotivfører ved DSB’s maskindepot i København, og kørte ind i mellem også det daglige eksprestog fra Gedser (og Østtyskland) til København.

LSC