Jeg var stationeret ved Helsingør Eskadrillen, og hvor ofte har jeg ikke under øvelser stået i observations-postens tårn i Nivå og givet radiomedinger til Lavvarslings-centralen i København om observeret overflyvning. Af indlysende årsager var det (heldigvis) altid NATO-fly, der kom. Eller havde det jo været alvor !!

Men en enkelt gang fik vi dog en “alvors”-oplevelse. En dag under en øvelse kommer der to amerikanske bombefly blæsende for fuldt tryk vestfra ind over os. Jeg melder straks over radioen; og i næste sekund lyder der en øredøvende larm. De udenlandske piloter (amerikanere) er øjensynligt ikke helt opmærksomme på, at de med den meget høje fart ikke kan undgå at komme for tæt på den meget nært-liggende svenske grænse i Øresund; men pludselig opdager de det åbenbart, og de bremser med flaps – og alt muligt, og det larmer. Men forgæves, de ryger ind i svensk luftrum.

‘ – – – og så går der næppe mere end 10-15 sekunder, og vi ser, at der sydfra op over skåne-kysten kommer fire Draken-fly i fuld fart, – efter amerikanerne, som nu har fået vendt deres maskiner om i nordlig retning, og straks efter svinger mod vest, – og væk! – Svenskerne må have været i luften på forhånd!

Puha! – Jeg forstod først ikke ganske svenskerne. Men dernæst jo, selvfølgelig – for dem var amerikanske krigs-fly jo aldeles fremmede, uden adgangs-tilladelse. Men kære venner: Jeg var helt eksalteret bagefter. – Tja, og sådan har jeg en del fly-oplevelse i erindringen.

M.v.h. LSC