Af CrazyCatman
De er nu egentligt meget smarte de der broer; jeg har før haft glæden af at køre over Storebæltsbroen om formiddagen, for at besøge nogle bekendte på en lille gård i det sønderjyske – og så tilbage igen over broen om aftenen og stadig nået at få en hel og dejlig dag væk fra hjemmet.
Her i min ferie fandt jeg på at “Vi tager sgu lige turen til Bornholm! Bare til i morgen, ikke?” Så vi tog afsted over til Sverige, forbi Malmø og videre sydøst til Ystad, hvor man som bekendt kan fange en færge til Rønne (hvis man ikke gider at sejle 5½ time fra Køge, men vil nøjes med 1 time og 45 m sejlads og 1 times kørsel).
Vi ankom til Rønne klokken 1950 mener jeg og kørte ned til hotellet hvor vi lagde vores grej, drak en kop the og studerede kort. Vi kiggede ud af vinduet og så at solen var ved at gå ned – så vi ændrede planer en smule: Vi havde nemlig planer om at se Østerlars Rundkirke i mørket, da vi på et billede havde set det var meget smukt. Men nu da var solen var på vej nej, og lagde et smukt slør over Rønne, valgte vi at tage kystvejen i vest og nord frem for at køre gennem skoven. Og det var også en ganske fin tur!
Vi kørte fra Rønne til Hasle, Sandvig (hvor der lige blev fyldt lidt frisk araberjuice på), Allinge, Tejn og Gudhjem hvor vi ændrede kurs til syd mod Østerlars.
Efter at have kigget på den oplyste rundkirke vendte vi forlygterne mod Rønne, hvor vi drak lidt the og kiggede på lidt ingeniørkunst og arkæologi i fjernsynet inden vi lagde os til at sove for natten. Dagen efter skulle vi nemlig tidligt op så vi kunne nå morgenmaden og nå at komme ud at se vest-Bornholm…
Morgenmaden var simpel, men smagte ganske fint… Efter to rundstykker, et glas juice og et par kopper the var det på med udstyret igen, rømme værelset og så ellers ud for at opleve!
Turen startede med en et besøg i Nyker for at se Ny Kirke (som før 1500-tallet hed Ecclesia Omnium Sanctorem), der blev taget nogle billeder inden vi forsatte nord på til Sankt Ols Kirke i Olsker, hvor der også blev taget lidt billeder.
Herefter tog vi turen nord på mod Allinge hvor jeg faldt over et skilt, jeg tænkte det nok var et godt sted at finde nogle helleristninger, så jeg smed Yamaha-en ind i grøften så vi kunne se på noget gammelt kunst…:
Helleristningerne her er fra Storlykkebakken, der blev fundet i 1929 af to stenhuggere der havde sprunget sten, og ved et tilfælde opdagede det største af skibene. Man begyndte at undersøge og fandt flere tegninger og tre urner med brændte menneske knogler fra den yngre bronzealder (900-700 f.Kr.)
Mellem Allinge og Sandvig ligger Madsebakker, hvor vi også så på helleristninger – her er nemlig Danmarks største helleristningsfelt. Efter at have kigget på helleristningerne (der menes at strække sig mellem 900 og 500 f.Kr. gik turen til Nordeuropas største borgruin: Hammershus!
Efter en lille hyggetur rundt på nogle af de mindste, snoede landeveje kom vi til Rø Plantage hvor vi faldt over en rokkesten… den var dog færdig med at rokke… Efter en lille tur i skoven mødte vi et par islandske heste.
Efter Rø kom turen til Østerlars igen – denne gang i dagslys og hvor vi kan komme indenfor. Da vi så endelig stod i kirken opdagede jeg at min tegnebog lå i København – så vi hoppede tilbage på cyklen og kørte til Gudhjem hvor jeg arrangerede 2x Sol over Gudhjem (røget sildefilet på rugbrød, serveret med rå en æggeblomme og snittede grøntsager). Efter frokosten i Gudhjem fandt jeg en bank og så gik turen tilbage til rundkirken lige uden for Østerlars hvor vi nu kunne komme inden for…
Turen gik nu til Åkirkeby: Min passager ville gerne på automobil museum, men inden vi nåede så langt stoppede vi op ved domkirken. På automobilmuseet så vi en masse spændende ting og sager: Ud over automobiler har de også en del knallerter, motorcykler, traktorer og forskellige elektriske og mekaniske dimser, bl.a. kameraer, forstørrelsesapparater, TV-apparater, fjernsyn, datamater og meget andet. I den ene garage har de installeret en brandstation – og i den ene længe af gården har vi østblokken: Trabant, Wartburg, Syrena, Lada (Lada nummer 50.000 i Danmark) og Tatra – her var også en Simpson og andet semi sovjet-sjov – dog også en lidt malplaceret perle: Jaguar E…
Inden for fandt man bl.a. to Ellerter, og uden for stod endnu en Ellert – samt dens yngre fætter Kewet.
Turen gik herefter gennem Almindingen til Ekkodalen, hvor vi både kunne råbe, skrige og skabe os – men også tage et lille hike op på ekkoet og ind i Almindingen hvor vi kunne se Gamleborg, som var Kongens borg. Den blev dog forladt til fordel for den ny opførte (men mindre) Lilleborg, som vi efterfølgende kørte til:
Nu gik turen tilbage til Rønne, hvor jeg brugte tiden på at fylde lidt saft og en ekstra flaske røg på knallerten inden vi skulle ombord på færgen hjem. Imens jeg tog på tanken gik min veninde i gang med at tage nogle billeder af Rønne. Hele dagen havde Søværnet været ude at lege, og i Rønne Havn lå en masse spændende skibe til; Marine fartøjer fra hele Baltikum: Der var krigsskibe fra bl.a. Polen, Litauen, Estland og Rusland.
Færgen afgik planmæssigt og da vi ankom Ystad gik det ellers i fuld galop gennem Sverige. Efter broanlægget skete det dog igen: Efter at have accelereret op til 130, kunne jeg mærke at Yamaha-en fortsatte med at trække: den eneste måde jeg kunne holde de 110 som skiltningen “anbefalede” var ved at holde på bremsen. I tunnelen valgte jeg dog at stoppe op i det smalle nødspor, da her var arbejdslys: det resulterede i at jeg åbenbart lukkede det ene spor mens jeg fik afmonterede karburator, fik taget spjældet ud, justeret guiden og monteret karburatoren. En patruljevogn kom til undsætning da jeg var færdig med arbejdet og skulle til at køre, men da jeg fortalte at alt var ok nu (og forklarede hvorfor jeg var stoppet – og at jeg ikke vidste hvad jeg havde sat i gang), kontaktede han centralen og åbnede sporet igen. Hvad jeg ikke vidste var at når nogen stopper i tunnelen lukker man sporet, sætter hastigheden ned, og rekvirere politi og skiltevogne. Da jeg kom til lufthavnen kunne jeg se Falck bilen med skiltetraileren køre ned i tunnelen
Cirka 2330 ankom jeg hjemme – cirka halv time forsinket på grund af den fastsatte gas.
3 replies on “To tog på hyggetur til Bornholm”
Yes, Det er også Danmark.
Dejlig tur at følge, minderne fra teenageårenes Teltture og overnatninger på div. Vandrehjem, samt de stejle bakker, forseret på Cykel, står klart i erindringen, Solskinsøen med Silderøgerier og indtagelsen af Røgede Sild på Klipperne, med udsigt over Østersøen er uforglemmeligt.
Tak for turen, not Crazy at all………..
Har desværre aldrig været der selv, men har set øen fra luften, i et fly hjem fra charterferie.
Skøn historie, krydret med flotte billeder. Stemningen er sat!
Admin, du kan jo tage en tur med Søren og mig engang hvis du skulle føle træng til det… Vi har talt om at køre derover.