by Af Leif Ziegler
I 1923 blev der oprettet en kvindeanstalt på Sprogø. Pigerne som blev anbragt her havde en større seksuel aktivitet, som samfundets sex-moral ikke accepterede.
Sprogø-pigerne blev betegnet som hyper seksuelle, og mænd havde ikke adgang til øen.
Forstanderinde Gertrud Andersen og den sidste beboer rejste fra Sprogø 1. april 1961
Der var skrappe regler for beboerne og hvis man brød dem kom man i ”Cellen”. Pigerne kunne ikke flygte, men man har hørt om fiskere der engang bortførte to piger i deres båd.
Fædre kunne også true deres døtre med at hvis de ikke fulgte dydens smalle stig, kunne de risikere at blive sendt til Sprogø.
Der er skrevet en del om Sprogø-pigerne, og hvordan de fik ødelagt hele deres liv, og hvor synd det var for dem. Men det var da også synd for mændene, der måtte undvære de frække piger, som der aldrig har været for mange af.
Et kik mod Sjælland fra Sprogø 1994
Men nu skulle der bygge en bro fra Sjælland og til Fyn, og den skulle gå over Sprogø.
Ville pigerne så ikke kunne flygte, og var der overhovedet nogle tilbage?
Jeg blev nødt til at tage der over for at undersøge sagen.
Her er billederne fra turen i 1994.
Sti på Sprogø
Der er masser af græs der skal slås
De var i gang med at bygge tunnel til toget
Fyrtårne på Sprogø
Sprogø, fyret opført 1868
Vestbroen består af to broen, der var lagt spor på den ene men der manglede asfalt på den til bilerne. Der er en afstand mellem de to broer med vand imellem
Fra fyrtårnet kunne man se Vestbroen
Gårdspladsen på Sprogø
Nedenstående tilføjet af Admin:
Wikipedia om Sprogø
Sprogø er en lille ø med areal på 164 ha midt i Storebælt. Øen bruges som forbindelsespunkt til Storebæltsbroen, der forbinder Fyn og Sjælland. Oprindeligt hed øen Sproøe, af det gamle verb spro (= at spejde). Da øen beherskede overfarten mellem Korsør og Nyborg, var der nok at spejde efter -pirater ikke mindst
Det 20. århundrede
I starten af 1900-tallet var øen ejet af De Danske Statsbaner og tjente som telegrafstation og mellemstation for isbådene, når Storebælt i isvintre frøs til. I 1922 blev øen forpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, som var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virkelighed ofte bare – ifølge datidens moral – blev anset for seksuelt løsagtige af myndighederne. Kvinderne var på Sprogø isoleret fra det øvrige samfund, og de drev øen som landbrugsejendom. Den dækkede ca. 70 tønder land, indtil den faste forbindelse med Ny-Sprogø mere end fordoblede øens areal. Pigehjemmet på Sprogø fungerede i knap 40 år, idet den sidste kvinde forlod anstalten 1. april 1961.
Storebælts broprojektet
Før Sprogø blev landfast i 1997 var det en 0,38 km² stor ø. Efter etableringen af broanlæggene er arealet ca. firdoblet til 1,52 km². Sprogø fyr blev fredet i 1987, et år før vedtagelsen af Storebæltsbroen i Folketinget. Broprojektet har derfor måttet tage hensyn til det gamle fyrtårn, om end det ikke er muligt at gøre holdt og bese fyret.
Den sydlige del af øen er fredet og lukket for offentligheden af hensyn til en bestand af klokkefrøer og den særlige flora, som er betinget af det særlige Storebæltsklima med ringe nedbør og mange solskinstimer.
Tv klip fra tv2 Øst omkring Sprogø
http://tv2east.dk/artikler/pigerne-paa-sprogoe
Relaterede fotos:
Hej! – En skøn læsning, som vi her får, om øen i Storebælt. Jeg har mange barne- og ungdomsminder, der relaterer sig hertil. Igennem flere år i 1950’erne rejste jeg i sommerferien med skolen til et tre ugers ferie-ophold på Københavns Kommunelærer-forenings feriekoloni “Knudsminde” ved Nyborg. Desuden gik mangen en anden ferierejse med mine forældre til Als. I begge rejsemønstre indgik det moment, at betragte Sprogø fra storebæltsfærgen, når vi med den sejlede forbi. Det var sådan en slags “milepæl” for turen; både ud- og hjemturen.
I de seneste to år har Sprogø også udgjort sådan en art rejsemæssig midtvejs-“oplevelse” for mig mange gange. Efter diagnose af en speciel kræft-sygdom blev jeg i juni 2010 indlagt på Aarhus Universitetshospital, blev opereret og modtog kemo-terapi. Siden har jeg hver tredje måned rejst derover for efterbehandling og kontrol.
Nu iagttager jeg jo passagen af øen fra et togvindue; og i modsætning til tiden med færge-sejladsen, så levner lyn- eller intercity-toget kun et halvt minuts tid til at mærke sig, at sprogø passeres. Men det gør ikke “begivenheden” mindre markant.
Som I nok kan mærke, er Sprogø et betydende element i min verden, – såvel af lyse som af tunge begivenheder, der har indfundet sig i min hverdag.
M.v.h. LSC
Kvindeanstalt, Optagelseshjem, Opdragelseshjem, Opdragelsesanstalter :
Datidens opdragelsesmetoder bestod i `min tid` meget af trusselsbilleder, malet ud med megen omhu af forældre og Bedsteforældre, der skulle tjene til at `skræmme`børn og unge mennesker af begge køn, til en ordentlig, Sædelig og ikke mindst lovformelig og velopdragen, indgang og omgang med, til det i enhver tid, omgivende samfund. Desiderede Børnehjem og andre anbringelser, blev også brugt og bruges stadig, til at aflaste familier eller fastholde `uregerlige` unge, dog er `Revselsesretten`for længst afskaffet overfor Mindreårige, således ser vi ikke mere `spanskrøret`, `Øretæverne`og Linialen over Fingrene brugt i Skolen det er `Stafbart`i dag, at `Lægge Hånd på Mindreårige` !
Historierene er mangfoldigge, fra de forskellige Instituioner der har været oprettet, hvor Ledelsen og Personalet på egen hånd, har tiltaget sig beføjelser og Opdragelsesmetoder, vi i dagens Danmark kun med væmmelse, gysen og afstandtagen, blver konfronteret med og må forholde os til. Som skrevet lukkede Institutionen Sprogø i 1961, `det er i vores tid` ! Drenge fra andre Institutioner, ( ex Godhjem), søger stadig oprejsning efter Misbrug under anbringelser, ligesom vi stadig får historier fra Sprogø Pigerne.
O.K. I dag er det historie, men det gør det bestemt ikke mindre interresant for vores tid, at konfrontere os selv med fortiden,(der jo også var vor tid), vi følger Krigs og efterkrigs historier, som vi stadig følger hisorierne fra Børnene fra vor tid, deres og `vor egen`historie, fortløbende.
Billeder—— Pragtfuldt———Det er ren gymnastik for Hjernecellerne, og nogen gør `måske`også en smule ondt !
Jeg skrev blandt andet dette her for et par dage siden:
” – – – Nu iagttager jeg jo passagen af øen fra et togvindue; og i modsætning til tiden med færge-sejladsen, så levner lyn- eller intercity-toget kun et halvt minuts tid til at mærke sig, at sprogø passeres. – – – ”
I mellemtiden har jeg ledt i mit foto-arkiv for at se, om der skulle være et billede, taget fra færgen af Sprogø – i det fjerne. – Men det er der ikke! – Lidt trist, føler jeg.
Jo, for der er i min bevidsthed fra dengang en betydningsfuld ting. – Det er det der fyrtårn på Sprogø. Når jeg rejste af sted – eller hjem – fra sommerferie-kolonien på Knudshoved ved Nyborg, så kiggede jeg jo altid fra færgen på det fyrtårn, med en “indvendig” hilsen, ” – Davs, nu kommer jeg igen”, – og den anden vej: “Farvel, vi ses til næste år”.
‘ – – og under opholdet derovre, husker jeg mangen en nat, når jeg vågnede og skulle ud for at ti… på “det lille hus”; så kunne jeg godt bagefter stå længe ved et af sovesalens vinduer, mens alle de andre snork-sov, og kigge ud over Storebælt, over mod Sprogø; – og iagttage lyssignalerne fra fyret. – Jeg kunne stå der længe, – – og tælle de forskellige antal sekunder mellem hvert lys-glimt: – “Blink, to sek – Blink, to sek – blink, fire sek . . . o.s.v.”.
‘ – – og desuden, – tja, i sandhedens interesse, må jeg også nævne, at den hjemve, som den dengang noget forsagte dreng – altså mig – led af, kom frem i mig ved disse natte-seancer. Men det var ikke nogen decideret negativ ting. Nej, for det var som om, at ved at stå der og kigge på de blinkende signaler, så kiggede jeg jo mod øst, altså den vej, som færgen en dag ville bringe hjemad igen. Det trøstede lidt!
Derfor er det herligt her i tråden at se det fine foto af fyrtårnet; – og tillige ved billedet af togskinnerne på lavbroen at få en mindelse om mine nutidige Aarhus-rejser med IC-lyntoget.
M.v.h. LSC
Hmm…. Det kan godt være at de frække piger ikke er på Sprogø længere, men nu er de jo ikke til at finde.
… Eller også gemmer de sig bare for mig 😉
Nej, som DRs underholdningsafdelings motto er: Spørg til side!
Det er en fed lille historie omkring de gamle dage – og så endda med et twist af humor til slut.
Fed og vittig kommentar.