april 27, 2024

En regnvejrsdag

Af Michael Bonnevie

 

Forleden dag kedede jeg mig bravt, og besluttede mig derfor til at gå en lille tur, og måske endda få knipset et par billeder. Jeg havde set at det trak op til regn, men jeg tog chancen.

Jeg nåede ikke langt før det så småt begyndte med en stille støvregn, men som turen skred frem gik det over i decideret regn.

Nå, det skulle ikke slå mig af pinden, og jeg fik da gået mig en rimelig tur. Jeg startede ud på bopælen i en sidegade til Amagerbrogade, hvor jeg satte kursen mod Urbanplanen, hvor jeg har boet af 2 omgange. Jeg gik igennem villakvarterene som ligger imellem Amagerbrogade og Englandsvej. Jeg tog et par closeup billeder som ikke blev til noget, og et enkelt af en statue som står på en plads i midten af det hele.

Da jeg nåede Urbanplanen var jeg efterhånden godt våd, men bestemte mig alligevel for at gå turen forbi mit barndomshjem i Hattemagerstien ved Røde mellemvej. Jeg fik taget nogle billeder, men var selv forbløffet over hvor lidt det lignede sig selv. Jo, de store linjer er det samme, men meget er alligevel anderledes end dengang. Der er stadigvæk mange grønne arealer i Up og jeg havde faktisk forestillet mig det mere nedslidt nu, end dengang. Det er tydeligt at se, at meget er blevet renoveret, og det fremstår faktisk rigtig pænt mange steder. I gamle dage (70-80-erne) var alting hvidt/gråt, men nu har en del af bygninger fået nye facader med andre farver. Man skal lige vænne sig til synet, og det er slet ikke så skidt endda..

Jeg gik turen hjem via Røde mellemvej, forbi Grønjordskollegiet ved DR byen, og tilbage ad Englandsvej.

Alt i alt en god tur på en times tid..

Om Urbanplanen fra Wikipedia

Urbanplanen er en boligbebyggelse beliggende øst for Røde Mellemvej/Amagerfælledvej i bydelen Vestamager i Københavns Kommune blot 3 km fra Rådhuspladsen. Urbanplanen blev opført af Urban Hansen, der var borgmester i tiden, hvor boligområdet blev bygget. Han var blevet valgt i 1962 bl.a. på et løfte om at bygge 25.000 flere boliger i kommunen. Urbanplanen består af Remisevænget i vest, Hørgården i nord og Dyvekevænget i øst. Remisevænget og Hørgården blev bygget ved hjælp af montagebyggeri i 1965-1971 og Dyvekevænget i 1996.
Byggeriet af Urbanplanen skulle løse de stigende problemer med mangel på ordentlige lejligheder til Københavns stigende befolkning. Boligområdet består af 2.500 boliger med i alt cirka 5.400 beboere.

Efter byggeriet af Urbanplanen gik udviklingen i området i stå, men i nyere tid er der med planlægningen og bygningen af Ørestaden for alvor igen kommet i gang med udviklingen i området.

I 2010 blev Hørgården udnævnt til ghetto.

Relaterede fotos:

admin

Jeg er 56 år, -født og opvokset på Islands Brygge, og har derefter boet et par andre steder på Amager. Formålet med gamle-dage.dk er at gemme nogle indtryk og minder fra en svunden tid, som jeg mange gange tænker tilbage på med stor glæde. En lille del af de billeder jeg viser i bloggen er fundet på nettet, men størstedelen har jeg selv stået for, -og Jeg prøver så vidt muligt at kildeangive billeder og tekst som ikke er mine egne. Skulle det ske at jeg har brugt et billede eller andet som rettighedshaveren mener jeg ikke må bruge pga. diverse omstændigheder, så send mig en mail, og jeg vil straks fjerne billedet eller teksten. Du kan komme i kontakt med mig via information i toppen af siden.. Vil du bruge et af mine billeder, så værsgo! Bare husk at kreditere eller linke tilbage! :-)

View all posts by admin →

One thought on “En regnvejrsdag

  1. Urbanplanen :
    Nordeuropas største legeplads på den tid, et pragtfuldt nyt byggeri, igangsat af den den gang visionære Overborgmester Urban Hansen, som et led i udbygningen af Amager, der skulle imødekomme behovet for moderne boliger for arbejderklassen, der også i stor stil realiserede deres drømme om luft og frie arealer i Lejeboliger, der selv om de var dyre med datidens lønninger, kom indenfor rækkevidde og gav større familier muligheder, de ellers ikke ville kunne opnå for sig selv og deres børn. Pragtfulde lejligheder i tre etagers ejendomme og Rækkehuskarreer, med forhaver og redskabsskure ved indgangs-gården til hvert hus, alt anlagt i et lukket miljø, med Parkeringspladser, med Center og Klubber og en nærliggende ny Skole, alle boliger med direkte adgang til parklignende arealer, Soppesø og Byggelegeplads. Man tænkte bredt og Fremtidssikret !!!!!!!!!!!!!

Skriv et svar til gb Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.